”Du må ikke have andre guder end mig”

De ti bud i 2011. Det første bud.

De ti bud kommer os ved, fordi flere af dem stadig taler til os. De fungerer som grundlæggende påbud, som virker rimelige. Desuden har de været virksomme op gennem historien og har derfor fået en stor betydning. Det er altså vigtigt at vide noget om denne sag, hvis man vil være et dannet menneske.

I dag skal det handle om det første bud. Allerede her melder der sig et spørgsmål. Hvad er det første bud?

Guldkalven bliver til kalvekoteletter...

Hvis du ikke husker det, er det er ikke nødvendigvis fordi du ikke har fulgt med i kristendomsstimerne. Der er flere traditioner. Allerede i biblen er der to udgaver (2. Mosebog 20, 2-17 & 5. Mosebog 5,6-21), som dog er meget ens. Men i de senere traditioner har man inddelt buddene forskelligt. Men for alle gælder det at det centrale i det første bud er ”Du må ikke have andre guder end mig”. Men hvem taler? Det står allerførst: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

Men måske vil du sige: ”Jeg tror slet ikke på Gud”; men her tales ikke om tro. Her tales om at have en Gud. Hvad vil det sige. Her lader vi den gamle reformator Martin Luther svare: ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud” (Den store katekismus).

Efter den definition er det svært ikke at have en gud, men om vi holder os til Herren, er mere tvivlsomt.

I dag stoler vi nok mere på os selv, vores kundskab, magt, penge, status og uddannelse. Men sådan har det nok altid været. For de gamle israelitter var det nødvendigt at indskærpe buddet, netop fordi folket hele tiden tilbad alle mulige andre guder. Luther mente på sin tid at Mammon (penge) og Bugen (mad og drikke) var udbredte afguder. Det synes stadig at være tilfældet.

Men i dag synes det som om den gamle Gud – Herren – har mistet meget af sin autoritet. Alligevel er han ikke helt forsvundet. Der er stadig nogen som tror. Ikke mindst når man er helt lost. Når lægerne har opgivet: ”Der er ikke mere vi kan gøre nu, nu må vi bare håbe. Skal vi ringe efter præsten?”

Selvom vi formentlig alle svigter og stoler på alt muligt mærkeligt meget af tiden, så fungerer den gamle Gud stadig som krisegud. Selvom det heller ikke er altid han redder de syge. Men problemet med bøn og helbredelse må vi gemme til senere.

Vi er blevet gode til så meget og kan klare meget selv. Måske bl.a. fordi vi gik over til den ene Gud og ikke længere betragtede træer og sten som fyldt med ånder. Den anden del af det første bud – som i den Ortodokse kirke er et selvstændigt bud – det er det såkaldte billedforbud.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.

Det var et problem den gang, men virker ikke som det store problem nu. Selvom man måske kan tænke sit, når sidemanden taler om sin iPhone.

Pocket God - til iPhone

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst