Om at blive født lige præcis på sin fødselsdag

Tid og evighed XII

De gamle grækere var ikke så tossede. De opfandt mytologiske skikkelser, der som fuldfede, næsten-levende metaforer kunne kødeliggøre begreber, der ellers kan være svære at forstå.

Til at illustrere det komplekse fænomen tid havde man to gudelignende figurer, Chronos og Kairos.

Chronos er legemliggørelsen af den tid, som kan måles. Den tid, som vi tæller og kontrollerer med vores kronometre, ure. Det er selvfølgelig også Chronos, der sørger for at ting bliver ordnet kronologisk og ham, der holder øje med anakronismer. Det er kronos, der forsyner os med stopure og kalendere, aftaler og tidspunkter, fødselsdage, ferier og deres afslutning og i sidste ende sørger for, at vi husker at dø.

Chronos' sidekick er Kairos, som er den anden tid. Den særlige tid. Det helt specielle øjeblik når evigheden bryder ind i timeligheden. Kairos er den rette tid, Guds øjeblik; det kvalitative modstykke til Chronos' kvantitative bogholdertid. I kristendommen er det ultimative kairosøjeblik den tid, som også kaldes tidens fylde.

(Udtrykket tidens fylde stammer fra den tid, da man målte tiden ved at lade vanddråber ramme ned i et kar. Tidens fylde var det særlige øjeblik, da karret var fyldt og tiden var inde til et nyt.)

Tidens fylde er i kristen sammenhæng et udtryk for, at tiden for Jesu fødsel var den helt rigtige - helt uanset hvad den moderne kronosorienterede videnskab måtte kunne regne sig frem til. Med Jesus skete netop det helt særlige møde mellem det jordiske og det guddommelige: Gud lod sig føde som et lille, fattigt menneskebarn.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro, om man tror på netop den historie, men de fleste, som har oplevet et af disse øjeblikke, hvor tiden står stille og på en gang bliver bittelille og kæmpestor, vil forhåbentlig kunne se det smukke i ideen om tidens fylde.

Nedtællingen til juleaften er begyndt. På bedste kronosmanér tæller vi ned - eller snarere op - med vores julekalendere og adventskranse til det, som vi drømmer om og længes efter: det øjeblik, når anden er sprød, gaverne er pakket ind, lysene er tændt og vigtigst af alt: at vi kan mærke den udefinerbare juleglæde, der giver alting mening. Måske indfinder den sig når vi hører Last Christmas første gang, måske når vi tager hinanden i hænderne og går rundt om juletræet, måske når vi pakker Tante Sofies skrækkelige striktrøje ud og ved, at hun mener det godt.

Det kan også være, at juleglæden ikke dukker op; at julen snarere bringer fokus på alt det, som ikke er som det skal være, og at andres juleglæde ender med at stikke som en torn i øjet. Den 1., 2., 8., 24. og 25. december kommer og går uden tilsynekomsten af den glæde, som alle taler om.

Men det er jo på godt og ondt netop kendetegnet ved Kairos. Han kommer ikke nødvendigvis nøjagtig til den tid, som Chronos har udregnet og planlagt. Vi har lov til - og er somme tider nødt til - at tro og håbe, at tiden - min tid, din tid - er gravid som Maria, og at glæden bliver født lige præcis på sin fødselsdag - i tidens fylde.

Tillykke med lige netop din fødselsdag og glædelig jul!

Evigheden i øjeblikket

Tid og evighed XI 

Sidste gang jeg skrev – hvilket er lang tid siden – afsluttede jeg med et citat på tysk, som der kunne gættes på.

Citatet lød ”Wenn man unter Ewigkeit nicht unendliche Zeitdauer, sondern Unzeitlichkeit versteht, dann lebt der ewig, der in der Gegenwart lebt.” Desværre er der ingen af læserne som har haft tid til at gætte – selvom det kun tog 4 sekunder på Google, at finde svaret.

Det er fra Ludwig Wittgensteins bog Tractatus Logico-Philosophicus fra 1921. Oversat lyder det sådan her: ”Når man med evighed ikke forstår uendelig varighed, men derimod u-tidslighed, så lever den evigt, der lever i nutiden.” (Min oversættelse).

Vores egen Søren Kierkegaard var inde på noget lignende, med sine tanker om at evigheden ligger i øjeblikket. Ligesom også T.S. Eliot skrev om “det ubemærkede nu”, som jeg fortalte i min sidste klumme. Og rigtigt er det, at man ikke skal forveksle evigheden med den slette uendelighed. Også det var vi været omkring i tidligere klummer – det evige liv som en uendelighed af liv bliver formentlig kedeligt og ligger uden for vores forestillingsevne.

Så kære kommende læger, drop tanken om udødeligheden. Vi lever i tiden, og det skal vi nok være glade for, selvom det nogle gang er hårdt og ubarmhjertigt. Alternativet er ikke at leve i det hele taget. Men det bringer mig tilbage til nutiden. For det er svært at leve i nutiden, som Wittgenstein siger. Vi kan i al fald næsten ikke undgå at tænke på fremtiden. Og vi er til stadighed præget af fortiden.

Tidens gang er svær at komme uden om. Men jeg synes ikke man vænner sig til det. Man skal ikke være forfærdelig gammel, for at synes at tiden går for stærkt nogle gange. ”Gud, er det allerede jul igen!” Nogle synes ikke, de får nået nok og har følelsen af at spilde tiden. Andre er så optaget af det, de laver, at de ikke opdager, at tiden går. Men det gør den.

Nu har vi f.eks. lige afsluttet kirkeåret. Det er ikke synkroniseret med kalenderåret og begynder 1. søndag i advent, som er på næste søndag. Det er jo også ganske logisk at fødslen (krybben i Betlehem, I ved nok) ligger i begyndelsen af kirkeåret. Vi har lige 4 uger intro – advent – som netop betyder ”komme”. Men så går det også ret stærkt, for han dør allerede til påske og farer til himmels en gang i maj.

Resten af kirkeåret er åndens eller kirkens tid. Hermed kan vi slutte med den tankevækkende konstatering, at den kristne Guds tre former, treenigheden, kunne svare til tidens tre former: fortid, nutid og fremtid. Fader, søn og Helligånd. Det er næppe helt tilfældigt.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, Studenterpræst