mandag den 29. november 2010

Vinterpoesi og stilhed

- om sprog og kommunikationsformer X

Man kan ikke forklare stilheden, der opstår, når verden bliver dækket af sne. Der er ingen logik i mørket. Stjernerne siger ingenting.
Vores almindelige sprog kommer ofte til kort, når vi vil udtrykke den virkelighed, der findes i begreber og følelser. Derfor prøver vi andre måder. Kropssprog. Gaver. Musik. Billedkunst. Tøj. Poesi.

Kommunikationen ad disse veje er usikker. Det er den for så vidt også, når vi bruger det mest konventionelle sprog. Vi misforstår hinanden hele tiden. Vi fortolker og lægger betydninger ind i ordene. Lovtekster kan diskuteres. Det er ikke til at vide, om modtageren forstår det, som afsenderen vil udtrykke. Nogen gange er det ligegyldigt; andre gange er det skæbnesvangert.
En af de værste former for ”tortur” man kan påføre et barn er at ignorere det. At lade være med at reagere, når det henvender sig - over længere tid. Et menneskes identitetsfølelse er afhængigt af dets evne til at påvirke omgivelserne, og derfor kommunikerer vi. Hele tiden.

Måske er en forklaring på vores trang til at kommunikere uafladeligt, at der er alt for få der lytter og lader sig påvirke. Vores identitet bliver udfordret, og så siger vi noget mere. Se mig! Hør mig! Læs mig!

Vi nærmer os julen med al dens trængsel og alarm. Det er herligt. Og rædsomt. Lad mig afslutte dagens lille tankerække om sprog med endnu en hyldest til tavsheden og stilheden. Giv stilheden lidt plads.
Silent night, holy night
All is calm, all is bright
Round yon Virgin Mother and Child
Holy Infant so tender and mild
Sleep in heavenly peace
Sleep in heavenly peace


Silent night, holy night!
Shepherds quake at the sight
Glories stream from heaven afar
Heavenly hosts sing Alleluia!
Christ, the Saviour is born
Christ, the Saviour is born


Silent night, holy night
Son of God, love's pure light
Radiant beams from Thy holy face
With the dawn of redeeming grace
Jesus, Lord, at Thy birth
Jesus, Lord, at Thy birth


Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

torsdag den 25. november 2010

Afskaf (ikke) eventyret...

- om sprog og kommunikationsformer IX

Jeg hørte i en udsendelse i radioen om filosofi for børn. Et interview med filosoffen og forfatteren Christoffer Boserup Skov som stod bag nogle bøger med en dreng som hedder Sebastian , der kommer ud for ting og tænker over det. Så var der tilknyttet en hjemmeside, Metafysisk Institut, hvor børn kunne drøfte alle mulige filosofiske spørgsmål.

Det var alt sammen meget godt og der var eksempler på børns anderledes sprog i forhold til metafysiske spørgsmål. F. eks. svarer Andreas på spørgsmålet, om man kan købe alt for penge, at man ikke kan købe solskinsdage for penge. Og det er jo sandt. Godt initiativ.

Men så kom forfatteren Christoffer til slut i udsendelsen med et udfald mod eventyr, nisser og lignende overnaturlige fænomener. Det mente han man skulle skåne børn for, fordi man som voksen bandt dem noget på ærmet. Vi ved at nisser ikke eksisterer, men det gør børnene ikke, og derfor skabes der et usundt magtforhold syntes han at mene. ”Vi behøver slet ikke opfinde historier om hverken trolde eller julemanden for at fange børnenes opmærksomhed.” I stedet skulle vi tale om evolution og den foreliggende verden, for der var børn og voksne mere lige. Hvad?
Jeg må erklære mig ganske uenig. De voksne vil ofte vide mere også om evolution og vil derfor altid have mere magt end børnene. Det betyder ikke at de nødvendigvis misbruger magten til at udnytte børnene, men mere ofte at de faktisk bruger deres magt på at beskytte børnene.

Desuden tror jeg, at opfattelsen af det overnaturlige i eventyr som nisser og trolde knytter sig til en sprogform, som ikke lader sig udrydde. Som intervieweren antydede, så mener jeg børn er mere fantasifulde eller mere magiske i deres forestillinger. Men jeg mener at det er en særlig sprogform, som ikke kan udryddes uden at forarme vores eksistens.

Skematisk kan man sige, at der er tre overordnede sprogformer. Det poetisk-magiske sprog, det prosaisk-fortællende sprog og det beskrivende-videnskabelige sprog. Ofte bruges de i større eller mindre blandinger. Eventyret eller myten kan være fortællende, men have magiske elementer. Som f.eks. trolde, magiske fyrtøj, havfruer, nisser eller talende slanger.
Faktisk peger evolutionsteoretisk hjerneforskning på, at vi er gearet til at tillægge vores omverden sådanne overnaturlige agenter. Og alene derfor synes det svært at udrydde.

Det er selvfølgelig rigtigt, at sådanne magiske forestillinger kan være dumme, farlige eller problematiske – hvis man ser det fra det videnskabelige synspunkt perspektiv. F.eks. er et problematisk at mange afrikanere tillægger forskellige ritualer eller urter kraft til at beskytte mod aids. Men jeg har faktisk ikke mødt danske børn, som troede at julemanden beskyttede dem mod biler i trafikken.
Jeg er med på at videnskaben og dens sprog skal have sin rette plads og undren over den faktiske verden også skal opmuntres; men det kan ikke erstatte eventyr og poesi. Hverken børn eller voksne tager skade af eventyr, men tværtimod så lærer man noget om sig selv og verden, når man mister barnetroen på det magiske. Men det betyder ikke at hverken troen eller magien forsvinder. Ordene har stadig magt.
Hvis nogen kalder en for et svin en gang, så kan man overhøre det. Men hvis man bliver kaldt et svin hver dag, så kommer man selv til at tro på det. Selvom man også er tilhænger af evolutionsteorien. Og også selvom det ikke er sandt. Og måske skal der siges noget andet med en vis kraft, som kan frigøre det menneske fra sin svineidentitet.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

tirsdag den 9. november 2010

Og resten er tavshed

- om sprog og kommunikationsformer VIII

Er det ikke underligt, at man kan lytte til nogen der taler, og så trænger ingenting ind?

Det er selvfølgelig oplagt, hvis den man lytter til taler kinesisk, og man ikke selv har lært sproget, men jeg tænker på de situationer, hvor man lytter til én, der taler ens eget modersmål. Man forstår de enkelte ord; sætningerne måske også, og alligevel bliver ordstrømmen til mudder, når den kommer frem til ens hjerne.
Det kinesiske tegn for "at lytte"!

Jeg har oplevet det mange gange i et auditorium, hvor en underviser har forsøgt at lære mig noget. En dygtig underviser. Klog. Veltalende. Velforberedt. Og alligevel sad jeg med en mistanke om, at jeg havde en fysisk defekt, der gjorde, at ordene blev til ingenting på vejen mellem øret og den del af min hjerne, der skulle tage imod lærdommen/visdommen.
Det skræmmende er, at jeg – der er teolog – også stadig somme tider har den oplevelse når jeg går i kirke. Der står en præst på prædikestolen og vil så gerne formidle noget vigtigt til mig – og ingenting sker der. Jo, jeg hører ordene; jeg kan høre, at de er ”rigtige”, men de har ingenting at hægte sig fast på, jeg kan ikke se relevansen, meningen og de svæver derfor lige så stille ud af mine ører igen. Og jeg er så tilpas overskudsagtig og moderne, at jeg ikke engang skammer mig over det.

Jeg forventer af præsten, at han/hun kan formidle, så jeg får noget med mig. Hvis ikke det sker umiddelbart, føler jeg mig i min gode ret til at håne vedkommende indvendigt og til at tænke at det er præstens fejl at kommunikationen ikke lykkes. Jeg har hverken tid eller tålmodighed til at lære lige præcis den præsts særlige ”lingo” eller tankegang at kende, og jeg søger videre til noget andet.
Det er godt nok hårde odds, man er oppe imod, når man har noget på hjerte i dagens Danmark – hvad enten man fx står bag et kateder, på Folketingets talerstol, på en prædikestol eller på side 8 i MOK - og vil kommunikere til folk, der er selvbevidste, veluddannede og ikke særligt autoritetstro.

Mærkeligt nok bliver vi ved. Måske er der nogen, der lytter. Måske er der noget der siver ind. En lillebitte lyd midt i tavsheden.

Mallebrok er død i krigen
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.
I attenfireogtres,attenfireogtres.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.


Han blev til graven båren
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Han blev til graven båren
af fire hædersmænd...


Den ene bar hans sabel
den anden hans gevær.


Den tredje bar hans skjorte
den fjerde ingenting.


Og da de kom til graven
så var der ingen hul.


Så tog de hver en teske
og graved' så et hul.


Og præsten holdt en tale
han sagde ingenting.


Nu ligger han i graven
og tygger på en skrå.


Og når den så bli´r gammel
så ta´r han sig en ny.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 1. november 2010

Skrift, læsning og tidsrejser

- om sprog og kommunikationsformer VII

Jeg har desværre været syg og kunne derfor ikke deltage i den netop overståede 69 timers bar. I stedet for at foretage den rejse tilbage i den menneskelige evolution, som indtagelsen af alkohol befordrer, har jeg måttet blive i sengen. Men også der kan man rejse i tiden uden at bevæge sig særligt meget.
Opfindelsen af skriftsprog har muliggjort tidsrejser. Det kan lyde som en sensationsoverskrift, men er en gammel nyhed og en almindelig erfaring. Vi lægger bare ikke mærke til den, fordi den er så selvfølgelig.
”Hvad sker der, når vi læser? Øjet følger sorte bogstavtegn på det hvide papir fra venstre til højre, igen og igen. Og væsener, natur og tanker, som en anden har tænkt, for nylig eller for tusind år siden, træder frem i vores fantasi. Det er et under større end at man har fået sædekorn fra faraonernes grave til at gro. ” Sådan skildrer den svenske forfatter Olof Lagercrantz læsningens indbyggede under.
Og det er mærkværdigt, at vi på den måde kan kommunikere med for længst afdøde personer og tidsaldre. Det kan undre, at vi kan forstå dem. At vi kan forstå Hippokrates tanker om lægekunsten, selv om de er ca. 2400 år gamle, det er forunderligt. Skriften er en del af forklaringen, selvom viden og tanker også i mundtlige kulturer kan overleveres fra mund til mund gennem generationer, så er skriften alligevel noget for sig.

Tegn som kan tydes og sættes sammen og lagres på f.eks. et stykke skind (pergament er dyreskind, som er behandlet). Det kan blive væk og blive fundet tusind år efter og læst, hvis man ellers kan tyde skriften.

Den nutidige læser, som læser en gammel tekst, rejser i sin bevidsthed tilbage til tekstens tid og forfatterens bevidsthed. Der sker et møde. Det er ikke uden problemer, for der kan være ting man ikke forstår. Men også det man ikke forstår, kan være en spore til at prøve at forstå. Det gælder gamle tekster og ens nutidige omgivelser.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst