Efterår. Af Kassandra, www.digte.dk

Jeg har altid ønsket
at digte om efteråret

Som var det en melankolsk kvinde
i dødens klæder
Eller en ilter ung pige
i nostalgiens flammedragt

Efteråret er hvad det er

Farverigt og koldt og vådt
og blæsende
en blæst som
fjerner letheden fra kroppen
og stiver viljen af

Efteråret er rødhårede piger
i sorte frakker
Gamle mænd der blæses væk
Kampåndens børn
der fødes

Efteråret er glatte mudrede stier
Grå himmel
Langsomme kolde åndedræt og stearinlys
Behov for rasende lidenskab
og kold opgivelse

Efteråret er glatheden i dit sind
og trægheden i mit

Efteråret er verden døende,
altings vendepunkt.

Af Kassandra, www.digte.dk

Føljeton VI - Nu sneglen med hus på ryg vil vandre

Som nævnt i mit indlæg fra 22. september er der knyttet syv særlige nøgleord til pilgrimsvandringer. Et af dem er langsomhed.

Når man beslutter sig for at gå langsomt, så sker der noget andet, end når man transporterer sig selv hurtigt og effektivt fra A til B. Vi er så vant til at skynde os (ifølge en undersøgelse er fodgængerne i Singapore de hurtigste i Verden, men lige efter er det København og Madrid, der ”går” hurtigst; hurtigere end Paris og London. Også hurtigere end New York, ”the city that never sleeps”. I København går vi ca. 3 gange hurtigere end man gør i Blantyre, Malawi!), at det for mange er næsten fysisk umuligt at sætte farten ned. Men det er altså et forsøg værd.

Når man tvinger sig selv til at gå langsomt og til at fokusere på sine skridt, kan der opnås en nærmest meditativ oplevelse.

Tankevirkesomheden går efterhånden også ned i gear, man kan trække vejret dybere – og lur mig, om ikke det er både sundt og godt for enhver semi-stresset dansker! Prøv også fx at spise et æble langsomt. Små bidder. Tyg grundigt. Smag på saften. Hold små pauser mellem hver bid. Det er også sværere end det lyder. I hvert fald for mange af os effektive typer.

Langsomheden som noget positivt – i forbindelse med pilgrimsvandringer – viser sig ved, at sneglen er det dyr, der forbindes med vandringer af mere åndelig karakter. Sneglen er skabt til at være langsom. Den har alt med, som den behøver, og den skal ikke nå noget. Hvis man kan se bort fra det slimede (og fristelsen til at kaste smør, hvidløg og persille på den!) kan man også se skønheden i en snegl, og måske kan du finde/købe et smukt sneglehus til at have i lommen for at minde dig om, at langsomhed har noget at byde på..

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton V – My Way

I min studietid var Frank Sinatras version af Paul Ankas sang ”My Way” et stort hit. Den var næsten altid med til festerne. På en studietur til det tidligere Østtyskland (i Martin Luthers fodspor) i 1988 lykkedes det os, at få det polsk 3mandsorkester, der spillede i natklubben på vores hotel i Leipzig til at spille sangen. Og så dansede vi rundt og skrålede med på ”My Way”.

Det kan jo virke lidt parodisk at vi kollektivt fejrede denne hyldest til individualismen og enerens heroiske bekendelse. På den anden side kan man jo synge ”My Way” på sin egen måde. Det er der mange, der har gjort. Hvad der derimod stadig synes at være et paradoks i vores moderne liv, er det at vi holder individualismens ideal højt. At gøre tingene på sin egen måde giver respekt. Og på den anden side lader os ensrette. Samfundet bliver mere og mere ensrettet, f.eks. er det der før var et universitetsstudium udartet til en skole, hvor alle skal kunne det samme.

Selvfølgelig har vi alle vores eget liv og vores egen vej, også selvom den i det ydre ligner mange andres. Hvad der nu endnu mere synes at blive en belastning for de fleste, er kravet om at ens vej skal være succesfuld. Hvis man er i tvivl om, hvad succes er og hvordan man opnår den, så står der en hær af coaches klar med opskrifter og gode vink.

Tilsyneladende er der ikke mange, som spørger, hvor kravet om at være en succes kommer fra. Det kan ikke være fra Frank Sinatra og ”My Way”, for den sang handlede mere om at stå ved det man havde gjort. Den var tilbageskuende på det liv, som havde været.

Det kan ikke være fra den folkekirkelige kristendom, for her kan man ikke gøre sig fortjent til frelsen ved gode gerninger. Men det er - indrømmet - svært at fatte, at frelsen, det gode liv, lykken ikke kommer i kraft af vores anstrengelser og gode viljer. Men først når man giver slip, så breder vejen sig ud.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Efterår, opium og himmelsk lys

Det er nu officielt efterår. Vi er tilbage på kontoret, og du er som altid velkommen til at komme forbi for en snak, en chokoladebønne eller et lille pusterum. Også gerne alle tre ting på en gang!

Jeg vil i dag gøre lidt reklame for tilbud arrangeret af vores kollegaer i Indre By og på Amager. På onsdag kl. 15.15 kan du deltage i studiekredsen ”Er religion opium for folket?” med studenterpræsten på KUA, Birgitte Kvist Poulsen og på torsdag kan du få ”Historie on location: Den mystiske indskrift på Frue Plads” med folkene fra Indre By. Check vores kalender for nærmere info: www.sund.ku.dk/praest

God fornøjelse!

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton IV - Enkelhed og kompleksitet - i labyrinten

Labyrinter er indviklede og superenkle på samme tid. Og man kan gå i dem!

I sommer deltog jeg i en international konference for studenterpræster og andre ”religious professionals”, og i en workshop fik jeg chancen for at gå i en labyrint. Det skal lige nævnes, at man på engelsk skelner mellem en maze, som man kan blive væk i og en labyrint, som kun har én vej til midten og ofte den samme vej ud. Her taler vi om den sidste slags; den ægte labyrint.

I aulaen på et topmoderne universitet i Tampere, Finland blev et særligt bemalet lærred på ca. 10 x 10 meter rullet ud; en forkølet ghettoblaster spillede noget stemningsfuld musik, en dygtig vejleder - Di Williams fra Universitetet i Edinburgh - forklarede ganske kort, hvad det hele gik ud på og - vips! - var der skabt et "rum" af ro og fordybelse. Lige udenfor kantinen. Til venstre for trappen. Til højre for det store auditorium.

Hvem skulle have troet, at det skulle blive en stor oplevelse? Ikke noget mysti-fystisk. Ikke noget åndeligt hokus-pokus. Bare en super-rar oplevelse af for en kort stund at have et enkelt formål: at gå. Ind til midten og ud igen.

Vejen var udstukket. Ingen beslutninger. Ingen prioriteringer. Ingen bekymringer. Bare gå i mit eget stilfærdige tempo. Tømme hjernen for al dens rod. Følge gangenes snoninger til højre og venstre i en sikker forvisning om, at jeg nok skulle nå frem til målet. Og efter en lille pause, da jeg nåede centrum, kunne jeg på samme måde gå ud igen.Labyrintens gange var tydelige.

Der var malet nogle sten- (eller kartoffel-!)lignende figurer, som skabte en fornemmelse af fasthed og tryghed omkring ruten. Og samtidig var gangenes grænser ikke mere faste og bestemmende end at det naturligvis var den letteste ting i verden forsigtigt at træde til siden, når vi - for vi var flere, der gik - mødtes i de relativt smalle gange.

Sådan kan det at gå en bestemt rute – som man gør i en labyrint eller i større skala på en pilgrimsfærd – være en befriende oplevelse, og hvis du har fået lyst til at prøve på egen hånd kan jeg anbefale et besøg i Valbyparken. Her blev der i anledning af Kulturåret 1996 etableret en klassisk labyrint i sten, og den er et perfekt udflugtsmål i efterårsferien. Kontakt mig, hvis du vil høre nærmere!


Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

Efterårshilsen

Nu falmer skoven trindt om land,

og fuglestemmen daler;

nu storken flyver over strand,

ham følge muntre svaler.

Så er kastanjerne blanke og fine, og træernes blade er ved at få nye farver. Efteråret nærmer sig. I næste uge holder skolerne efterårsferie, og det gør vi også. Når vi vender tilbage i uge 43, er dagen næsten 7 timer kortere end ved Sankt Hans, og man kunne måske fristes til at flyve sydpå som svalerne for at kunne bevare munterheden.

Men man kan jo også blive her i det mørke og kolde nord og arbejde på at værdsætte de kontraster, som årstiderne bringer. En tid til solbadning og en tid til eftertanke. En tid til cykelture og en tid til teselskaber. En tid til kolde øl og en tid til bløde, uldne halstørklæder.

Vi ønsker alle et dejligt efterår.

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

P.S. Som nævnt i sidste uge holder vi på torsdag aften et fælles fremtidsmøde – med gratis spisning! - sammen med studerende og ansatte fra studentermenighederne på KUA og Indre By. Du er meget velkommen, hvis du vil være med til at forme fremtiden for det folkekirkelige arbejde på Københavns Universitet. Kontakt mig for mere info: lotz@adm.ku.dk