mandag den 24. september 2012

Modeller af tiden

Tid og evighed IV

Nicolai sagde i sidste uge, at det mærkelige ved tiden er, at den går hele tiden. Det er én mærkelig ting ved tiden; der er mange andre mærkelige ting, ved tiden der gør, at den er svær at begribe, når man tænker nærmere efter. (Det kunne man så eventuelt lade være med, men vi er nogen, der gerne vil prøve at forstå verden omkring os.)

For at kunne fatte abstrakte begreber bruger mennesker ofte det trick at lave modeller af det, der ellers er totalt uoverskueligt. Modellerne forenkler og konkretiserer og er på mange måder væsensforskellige fra det, som modellerne skal forklare.

Sprog kan opfattes som en model, der fx ved hjælp af ordet ”elefant” på en enkel måde beskriver noget, som i virkeligheden er en meget stor og kompleks størrelse. Man kan også lave en anden model: en naturtro legetøjselefant i størrelse 1:18. Uanset hvor anatomisk korrekt elefanten er gengivet, er den stadig en grov forenkling af virkelighedens elefant.
"Elephant", "Teapot" af Clare Lisbeth
På samme måde med tiden. Vi har et ord, der er præcist nok til, at vi alle sammen nogenlunde ved, hvad vi taler om, men som samtidig ikke siger noget væsentligt om, hvad begrebet betyder. Historisk kommer ordet ”tid” af indoeuropæisk og betyder ”afsnit” og senere ”tidsafsnit”, men i dag har ordet en meget bredere betydning. Så vi konstruerer også andre modeller af tiden, for at forstå den og måske ligefrem for at – føle at vi kan – kontrollere den.

Den mest udbredte tidsmodel i det mindste i vores del af verden er nok uret; det klassiske analoge ur med en rund skive og visere der bevæger sig rundt og rundt i en lang evindelighed. Selvom mange af os ikke længere går med armbåndsur, fordi vi altid har vores mobiltelefoner med indbygget digitalt ur på os, så er urskive stadig en model, der giver mening. Den tæller og måler tidens afsnit helt i forlængelse af ordets oprindelige betydning.
Digtalt timeglasarmbåndsur. Til drenge og piger.
Samtidig viser uret, at tiden på en måde gentager sig selv igen og igen. Sekundviseren kommer tilbage til start hvert minut, minutterne begynder forfra hver time og timeviseren nulstiller så at sige sig selv to gange i døgnet.

Digitaluret viser på en anden måde tidens fremadskriden. Det giver ikke den samme cirkulære fornemmelse som et analogt ur, men det er dog klart, at tiden begynder forfra hver dag.

En tredje tidsmodel er timeglasset, som både er hyggelig og gammeldags, men også ubønhørlig, for når sandet er løbet igennem, så er det slut. Man kan selvfølgelig være så heldig, at timeglasset kan vendes og genstartes, men det kræver en hjælpende hånd udefra.

Mere om 14. dage…

Lise Lotz 
Akademisk medarbejder

mandag den 17. september 2012

Tiden, der går, fra fødsel til død

Tid og evighed III

Det mærkelige ved tiden er at den går hele tiden. Eller gør den det? Filosofferne har spekuleret på om tiden reelt går eller om det blot er noget vi oplever. Man kunne jo hævde, at tid blot er en anskuelsesform – som Immanuel Kant sagde – altså en form vi anskuer verden på eller i.
Vi er tidslige, fordi vi er endelige væsner og derfor skal dø. Tid er derfor noget vi kender som varighedens løb fra fødsel til død, og vi kan overføre denne tid til det der ligger før og det som kommer efter vores egen tid. Tid er således ganske fundamentalt bundet til fortid, nutid og fremtid. Det er dog svært at sige nøjagtigt, hvad nutiden er – andet end skæringspunktet mellem fortid og fremtid.
Fortid, nutid, fremtid. Nutiden er standarden.
Hvis man forsøgte at forestille sig en bevidsthed, der var uden begyndelse og ende – og i den forstand uendelig – så ville der for en sådan skabning ikke være tid men alting ville være samtidigt. Det er imidlertid ret vanskeligt at forestille sig noget sådant. Lettere er det at forestille sig uendeligheden eller udødeligheden. Det kunne være, at man drak af en kilde, der viste sig at være vand fra udødelighedens brønd. Man ville derefter ikke kunne dø.
Fedest – tænker du, men kun i nogle årtier eller måske, hvis du er sej nogle århundreder. Før eller siden bliver det kedsommeligt, trættende, og ensomt - især hvis man er den eneste, der har drukket af kilden. Uendeligheden forstået som uendelig meget tid er ikke noget at stræbe efter.

Den Argentinske forfatter J. L. Borges har skrevet en forrygende lille fortælling om dette, som jeg til enhver tid gerne læser op. Man skal blot sige til. (Den findes på dansk i samlingen ”Alef” fra 1983) 

Men for os går tiden. Og den går ofte for hurtigt. Men tiden går ikke kun for os, men for stort set alt omkring os. Alligevel er tiden ikke absolut, men relativ til den hastighed man (en observatør) bevæger sig med. Det er i al fald, hvad moderne fysik hævder.
Hvis man således synes, at man er i tidsnød med f.eks. eksamenslæsningen, så kan man få lidt mere tid, ved at accelerere sig selv op i fart. Man skal dog helst op i nærheden af lyshastighed, før det virkelig batter noget. Det er problematisk fordi det kræver en ganske stor mængde energi og også problematisk i forhold til eksamen, da tiden for denne formentlig ikke ændrer sig. Selvom man i fart altså får mere tid til at læse, fordi tiden går langsommere, så går tiden her jo stadig lige hurtigt. Så der er nok ikke andet at gøre, end at begynde i god tid, passe sin læsning og håbe på det bedste.

Det nytter ikke at stresse, man får ikke mere tid af det – tværtimod. Men netop stress og tid vil jeg bruge tid på næste gang.

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst

mandag den 10. september 2012

Evighed og øjeblikke - Tid og evighed II

Min krop er gået i et med papiret. Jeg er en del af koordinatsystemer og matematiske formler. Tid og sted er ophævet. Verden er uendelig. Der er hverken op eller ned, ud eller ind, før eller nu. Ikke liv eller død. Kun grafer, tal og beregninger. I mig og omkring mig. Og så pludselig lugter der af gammel madpakke og sved. Øjeblikket er væk, og jeg er tilbage i den anden virkelighed. Jeg sidder på en stol i et lokale med grønne vægge. Jeg laver udregninger på et almindeligt stykke papir. Jeg er til terminsprøve i matematik i gymnasiet.
 En to-dimensionel Homer erfarer en tredje dimension. Og så bare plus én, så har vi fat i noget af det rigtige...
Indrømmet, jeg var glad for matematik dengang, men oplevelsen husker jeg stadig som noget ganske særligt. Jeg husker netop den terminsprøve for det besynderlige sammenbrud af tid, som jeg sidenhen har oplevet i mindre glimt, når jeg har været stærkt optaget af noget. Jeg havde erfaringen med mig, da jeg begyndte at læse teologi, og den fik det til at give mening på en god måde, når talen faldt på det sære fænomen ”evighed”.

I dagligsproget forbinder vi ofte betegnelsen Evigheden med uendelige mængder af tid, og det kan vel også være en del af betydningen af begrebet. Men min oplevelse i lokalet med de grønne vægge har gjort mig helt sikker på, at en anden betydning af evighed ikke handler om tidsKVANTITET men om en særlig tidsKVALITET. At tiden kan udvide sig i et øjeblik og blive grænseløs.
Men det er uendelig svært at forklare for andre, hvordan denne kvalitativt anderledes tid er. Måske er det dét, der forsøges, når kristne taler om et Gudsrige der ”allerede og endnu ikke” ER brudt igennem. Hvis evigheden ”bare” var udtryk for rigtig meget mere af noget velkendt, så ville det ikke være så interessant.
Simpsons møder Salvador Dali og The Persistence of Memory” 
Jeg tror faktisk, at de fleste kender til den slags øjeblikke, hvor man er lysvågen, men hvor man alligevel glemmer sig selv helt og aldeles og tiden ophører med at eksistere. Oplagt kunne det ske, når man dyrker rigtig god sex. Når man læser en god bog, eller måske når man er helt opslugt af en god film i biografen. Nogen hævder, at det er noget i den retning, der sker, når fx en god fodboldspiller slår den almindelige bevidste hjerne fra og lader kroppen score et sindssygt mål med et saksespark i et uforglemmeligt YouTube-øjeblik.

Jeg forestiller mig, at det er evighedsoplevelser af den type, der faciliteres med indtagelsen af visse former for bevidsthedsudvidende stoffer. Fascinerende og skræmmende, for hvad nu hvis man bliver hængende i dén virkelighed? Er den lige så god som den, vi normalt færdes i? Hvor meget evighed kan vi mon tåle, før vi bliver vanvittige?

Evigheden kan – måske – skaffes fra en matematikpusher nær dig…

Lise Lotz 
Akademisk medarbejder

Tid og evighed - Intro

Velkommen til et nyt semester! Særligt velkommen til de nye studerende.

Traditionen tro håber min faste medskribent, akademisk medarbejder Lise Lotz, og jeg selv at kunne adsprede og måske oplyse en opvakt læser. Vi har ikke lavet undersøgelser, men antager, at de fleste af vore læsere er opvakte. Men nok snik-snak, vi må til sagen.

Emnet for dette efterårs føljeton er et fænomen alle kender til og som man sjældent har nok af: TID. Det er svært at tale og skrive om tiden. Som kirkefaderen Augustin sagde allerede i år 398, ”Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig, så ved jeg hvad det er. Hvis jeg vil forklare det for den, der spørger, så ved jeg det ikke. ” ( Bekendelser, 11. bog , kap. 14).

For at forklare, hvad tid er, så har vi valgt at modstille det til begrebet evighed. Det er jo ofte lettere at forstå et begreb i forhold til dets modsætning. Men om det holder i denne sag, det vil tiden vise. Med begrebet evighed på banen får vi mulighed for at lave en teologisk vinkel, og det er jo vores hjemmebane.
Artiklen om "Tid" fra Wikipedia kørt igennem Wordle.
Der er mange vinkler på tidsbegrebet. Den psykologisk oplevede tid. Det er den, der kan gå langsomt, hvis man keder sig og hurtigt, hvis man er opslugt af noget. Tiden som varighed. Det er den vi måler med ure. Den hænger nok sammen med forandring og død. Den kosmologiske tid. I dag mener de fleste, at tiden begyndte med big bang for ca. 13,8 mia. år siden. Dette univers er altså ikke uendeligt, men har en begyndelse. Og den fysiske tid har således også en begyndelse.

Omvendt er der både religiøse og filosofiske skoler, der har set tiden som cyklisk, som et hjul. En uendelig gentagelse af det samme. Vi har årstider, som minder om gentagelsen.

Og så er der de mere nære former for tid, som kvalitetstid, spildtid, eksamenstid, tidsrøvere, prøvetid og tidslommer. Den måde vi taler om tid på, siger meget om vores forhold til tid. Men også om mange andre ting.

Vi oplever tid som forandring, forfald; men måske kommer der også noget til os med tiden. Sangeren og digteren Leonard Cohen har sagt de berømte ord: ”There is a crack in everything, that’s where the light gets in”. Det kunne bruges om tid og evighed. Nu er tiden gået.

Brug tiden klogt indtil næste uge, hvor vi atter vil være at læse i dette organ.

Nicolai Halvorsen Studenterpræst