Time present and time past

OBS! Fortid, fremtid og nutid er blevet lidt sammenblandede. Derfor er der uorden i føljetonafsnittenes rækkefølge og publiceringstidspunkt.

Tid og evighed IX

Time present and time past
Are both perhaps present in time future,
And time future contained in time past.
If all time is eternally present
All time is unredeemable. 

T. S. Eliot på forsiden af - meget passende - TIME Magzine

Sådan begynder den engelske digter T. S. Eliot digtet Burnt Norton, som er det første lange digt i samlingen ”Four Quartets”. Jeg vil ikke indlade mig på en lang analyse af disse linjer, men de har betaget mig, siden jeg som 18-årig læste dem første gang.

Men da vi nu taler om tiden, så kan vi bruge Eliots sætninger som afsæt. Det er ikke indlysende at fortid og fremtid begge skulle være nærværende i fremtiden. Og heller ikke at fremtiden skulle være indeholdt i fortiden. Muligvis er tanken den, at tiden i sin helhed udgør et hele, og på den vis er alt det, der sker i fortiden og i nutiden indeholdt i fremtidens nærværende erindring som det, der skete. Og når al tid er gået, så er alt fortid og dermed kan fremtiden allerede tænkes som det, der er sket. Det som faktisk er sket, kan kun ses i fortidens perspektiv. For os er fremtiden mulighed og dermed ubestemt. Den indeholder ikke blot det som sker, men også det som kunne være sket.

Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, hvem der bliver USA’s næste præsident, men når dette læses i den trykte udgave af MOK, vil det være afgjort (med mindre, det bliver så tæt, at de skal fintælle stemmerne).

Eliot siger i det følgende, at det som er og det som kunne have været ”peger mod samme mål, som er stedse nærværende”. (Dette og følgende danske citater er taget fra Kai Friis Møllers oversættelse, Gyldendal 1955). Måske er det ikke umiddelbart nærværende for os, og måske er det heller ikke klart som en køreplan for Eliot.

Hans digtcyklus giver ikke ganske præcise svar, med det er tydeligt, at der peges i en religiøs retning. Vi ved hverken, hvor vores egen rejse i tiden fører os hen, eller hvor det hele ender. Men der er erfaringer af tidløshed midt i tidens strøm. ”Det ubemærkede Nu, hint øjeblik i og udenfor tiden”. Men enheden af tidløshed og tid gives kun som disse små øjeblikke og så Inkarnationen som, han omtaler som ”Hint vink halvt gættet, hin gave halt forstået”. Inkarnationen er den begivenhed, hvor Gud blev kød. Carno betyder kød på latin.

Her finder man ifølge Eliot ”Den utænkelige enhed”.

Indledningen til Burnt Norton - med noter

Der er nok mere at sige om det. Her får I til slut endnu et citat - på tysk.

Du er velkommen til at gætte og skrive dit svar til praest@sund.ku.dk. Afsløringen finder sted i uge 47. ”Wenn man unter Ewigkeit nicht unendliche Zeitdauer, sondern Unzeitlichkeit versteht, dann lebt der ewig, der in der Gegenwart lebt.”

Nicolai Halvorsen,
Studenterpræst

Tidsrejser og -loops

Tid og evighed X

Jeg er ikke en mester i overvejelser over tidsrejser, men jeg er alligevel ret fascineret – og let skræmt - af tanken. I folkeskolen læste jeg en novelle, som jeg for længst har glemt navnet på, om det helt basale problem ved tidsrejser: hvis man rejser tilbage i tiden, kan man ikke undgå at påvirke den tid, man besøger, og derfor vil tiden frem udvikle sig bare en lille smule anderledes, og det vil derfor ikke være muligt at vende tilbage til den tid, som man kom fra.

Animation af Friedrich A. Lohmueller

Med mindre, selvfølgelig, at tidsrejsen allerede er en forudsætning for forholdene i den tid, som man kommer fra, men så bliver tidsrejsen jo en gentagelse af en rejse, som allerede er foretaget. Og er den anden tidsrejse, gentagelsen, også en forudsætning for tiden, som man rejser fra? Det kan kun blive indviklet. Men spændende at tænke på.

Derfor kan det ikke undre, at fænomenet tidsrejser er behandlet i adskillige film; gode og mindre gode. Mere eller mindre filosofiske. Mere eller mindre afklarende. Men ingen afklarende nok til, at emnet er udtømt. Der vil komme flere film.

En af mine favoritfilm, Groundhog Day/En Ny Dag Truer, handler ikke ligefrem om tidsrejser, men snarere om, at man kan blive fanget i tiden i en slags loop. Filmens (anti-)helt, Phil Connors, er en midaldrende, småsur og kynisk tv-producer, der meget mod sin vilje er blevet sendt på en opgave, der ifølge ham selv er langt under hans værdighed. Han skal tv-dække en begivenhed i en lille flække, Punxsutawney, Pennsylvania, hvor et murmeldyr (en ”groundhog”) kommer ud af sit vinterhi og under stor festivitas afgør om vinteren bliver kort eller lang ved enten at kaste skygge på jorden eller ej.

Phil Connors (spillet af skønne Bill Murray!) er fanget i tiden.

Af uforklarlige grunde hænger Phil fast i netop dén enkelte dag, og den gentager sig selv igen og igen og igen. HAN kan huske, hvad han har lært og oplevet de foregående dage, men alle andre, som han møder, vågner uden hukommelse af, at dagen har udspillet sig et utal af gange før.

Da først Phil har opdaget pricippet - at han vågner op næste morgen under de præcis samme omstændigheder som morgenen før, uanset hvordan den foregående dag er forløbet – udvikler han forskellige strategier for at prøve at gøre sit liv i evig gentagelse meningsfyldt. Som noget af det første kaster han sig ud i gentagne dage af ren hedonisme – et liv med nydelsen som højeste gode. Det holder ikke i længden, og han bevæger sig over dage fyldt med fx ondskab, velgørenhed eller lærdom, og da livet i gentagelsen bliver for uuholdeligt, tager han sågar livet af sig selv. For blot at vågne op næste morgen kl. 6.00 til endnu en tur i hamsterhjulet.

Nu er det ikke en amerikansk, romantisk komedie for ingenting, så der er naturligvis indbygget en kærlighedshistorie. Uden at afsløre for meget, vil jeg blot nævne, at også på Groundhog Day gælder princippet: kærligheden overvinder alt.

Love Conquers All af Becki Hiscocks (Sikke et navn...)

Filmen er altså ikke så dyster eller videnskabelig som mange andre film om tidsrejser, men den er i mine øjne et rigtigt fornøjeligt udgangspunkt for tanker om livet og om hvordan vi vælger at leve det – med de omstændigheder, som vi ikke kan forandre.

 Lise Lotz,
Akademisk medarbejder