De ti bud i 2011
Den er svær. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan præstere en sammenhængende, udtømmende, gennemført og meningsfuld redegørelse for det fjerde bud. Du må tage til takke med famlende overvejelser. Måske kan du selv famle videre.
Det er jo fuldkommen umuligt at forestille sig, at oplyste, kritiske, veluddannede, ansvarlige og fornuftsstyrede mennesker ærer far og mor, fordi de er far og mor. Det er muligt, at man har gode og ordentlige forældre, der fortjener ære og respekt, men det kan lige så vel tænkes at man har mindre gode og mindre ordentlige forældre, som det er svært at mobilisere ærbødighed overfor. Og ære udført som pligt, er det ære?
Det er ikke ret moderne at ære nogen. Og da slet ikke mor og far. I Danmark anno 2011 er det vist mere moderne, at forældre ærer deres børn. Det er jo forældrene, der har valgt at sætte dem i verden, og det er forældrene, der har ansvaret for at børnenes trivsel og velfærd er i orden – helt op i en temmelig høj alder.
Buddet om at man skal ære sine forældre kan anses for at være en slags ”overgangsbud”. De første bud handler om Gud, og om hvordan mennesker skal forholde sig til Gud – eller noget absolut; noget der er væsensforskelligt fra en selv. De sidste bud handler om mennesker, og om hvordan vi skal forholde os til hinanden – dem, der er ligesom vi selv er. Forældre er en mellemkategori og samtidig en allegori, der kan hjælpe til at forstå forholdet til Gud.
Forældre kan ikke skiftes ud, hvor fristende, det end kunne være. Man kan ikke un-friend’e sine forældre. Ikke helt og aldeles. Forældre har det biologiske ansvar for at et barn eksisterer og i mange børns perspektiv har forældre en slags gudestatus - indtil de med alderen bliver klogere og opdager, at deres forældre er mennesker ligesom alle andre.
Det kan være en vanskelig og smertefuld overgangsfase, for det giver stabilitet og tryghed i tilværelsen, at der er en fast struktur. Noget der er op og ned, som ikke står til diskussion. Når man selv bliver voksen og selv skal skabe retning og mening i sin tilværelse, går det måske op for en, at selv når man fejler, har man gjort sit bedste – og den indsats er måske værd at ære; både i sig selv og sine forældre.
 |
| Thumbs up til de gamle... |
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar