De ti bud i 2011. Det andet bud.
De ti Bud. Er det ikke noget med, at man skal sove med hænderne over dynen og man ikke må slå ihjel? Handler de ti bud ikke om, at man kun er OK, hvis man opfører sig som et dydsmønster og følger nogle dødssyge regler, som andre har udstukket for længe siden? Er de ti bud ikke en arkæologisk kuriositet, som – i bedste fald - hører til på et museum over den danske kulturarv? Med streg under –arv.
Jo, det kunne man da godt være fristet til at mene. Og man kan jo også sagtens mene, som Nicolai antydede i sidste uge, at de ti bud i det store og hele er praktiske foranstaltninger, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Det er så pokkers upraktisk, hvis folk går rundt og slår hinanden ihjel hele tiden og stjæler hinandens ting.
Men der er måske også noget andet på spil. Måske kan de ti bud forsigtigt antyde overfor et moderne menneske, at selvom det er indlysende, at verden er centreret omkring MIG, så er JEG ikke fejlfri. Det har de fleste af os sandsynligvis oplevet, hvis vi tænker rigtigt godt efter.
Tro det eller lad være: pointen med de ti bud er IKKE, at man med al vold og magt skal forsøge at overholde dem for dermed at kvalificere sig til at være en god kristen – eller i bredere forstand et godt menneske. Pointen er, at vi skal prøve efter bedste evne - og uvægerligt opdage, at vi ikke kan lade være med at bryde buddene igen og igen.
Vi opdager med tiden, at selv vores allerbedste vilje ikke er nok til af få vores indsats i livet til at blive pletfri. Uanset hvor mange timer vi studerer, er der altid noget, vi ikke får styr på. Uanset hvor meget vi prøver at tale pænt til vores forældre, så lykkes det ikke altid. Uanset hvor meget vi anstrenger os for ikke at begære vores næstes nye iPhone, så stikker det måske alligevel lidt i hjertet.
Og netop dét er et vilkår, der er fælles for os alle sammen. Vi kan ikke følge reglerne. Vi er ikke perfekte. Vi lyver og bander og snyder og horer og stjæler og slår ihjel. Nogen selvfølgelig mere – og mere bogstaveligt - end andre. Men vi gør det alle sammen. Og så er det alligevel i orden. I det store perspektiv.
Bud nummer to handler om, at vi ikke må ”misbruge Guds navn”. Vi må altså ikke bande og sige s’Gu’ og Fanden. Det sker ganske ofte for mange af os, og hvad er der egentlig galt i det? Den sociale konvention der siger, at det ikke lyder pænt, er måske lidt svær at tage alvorligt. Sociale konventioner er jo spændetrøjer, der forhindrer mig i at udfolde mig frit?
Muligvis, men at vise respekt for Guds navn ved ikke at bruge og misbruge det i tide og utide, viser måske, at vi stadig mener, at der faktisk er noget i verden, som har særlig værdi. Der er noget der er menneskeligt, fejlbarligt og vidunderligt, og der er noget, der er guddommeligt, fejlfrit og vidunderligt.
Forskellen mellem de to vinkler på tilværelsen hjælper mig til at huske og forstå, at alting ikke bare er dagligdag og havregrød. Og alting er ikke fest og farver. Forestil dig en uge uden weekend. Eller en weekend uden uge for den sags skyld. Begge dele vinder ved at være hinandens modsætning. Og det kan noget så oldnordisk som et bud om at jeg ikke må misbruge Guds navn hjælpe mig til at huske. Det er s’Gu da ikke så dårligt?
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar