Mangel på hemmeligheder

Det’ en hemmelighed (VIII)

Nu er jeg tilbage fra studieorlov, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været godt. Men tre måneder går hurtigt.

Jeg har arbejdet på et bogprojekt om religionskritik og ateisme, noget jeg gerne vil sige mere om; men det falder uden for emnet her. Det har ikke meget med hemmeligheder at gøre. Der kommer dog nok noget med om kristendommens mysterium, og hvordan det skal forstås. Men den del er ikke gennemarbejdet endnu. Det er om ikke hemmeligt, så stadig tåget for mig selv.

Men jeg kunne have lyst til at tale lidt om nutidens mangel på hemmeligheder. Jeg er jo efterhånden gammel, i hvert fald gammel nok til, at have haft en barndom uden computere og en ungdom uden mobiltelefoner. Dengang var der også meget få overvågningskameraer, og der var ikke noget reality TV. Der var i det hele taget meget lidt TV. Jeg tror ikke der var færre hemmeligheder end nu, men grænserne mellem det offentlige og private var anderledes.

I dag er vores liv meget mere offentligt eller i hvert fald mere eksponeret til større grupper. I kraft af Facebook ved jeg mere om, hvad mere perifere venner foretager sig end før. Og selvom jeg ikke ser Paradise Hotel, så ved jeg, at det som det meste andet reality TV forsøger at filme alt, hvad deltagerne laver. Der skal helst ikke være noget hemmeligt.

Men jeg tror ikke man lærer personerne at kende. De spiller roller, ligesom vi gør det på Facebook. Jeg har ikke set nogen interessante hemmeligheder på Facebook. Muligvis kunne efterretningstjenesten finde ud af mere om mange af os, end før vi blev digitale og mobile; men i al almindelighed har vi stadig masser af hemmeligheder. Og det er godt.

Selvfølgelig kan hemmeligheder blive for belastende. Så kan det som nævnt tidligere i denne sammenhæng være godt, at kunne dele sine byrder, sin skam og sine traumer med en, der vil lytte og som holder mund. Men på den anden side, så mener jeg, det er godt at have hemmeligheder. Små hemmeligheder eller måske store, men netop betydningsfulde fordi de er hemmelige. Ikke fordi de er handler om ulovligheder, om laster eller synder, men måske fordi de handler om noget der er godt og smukt. Men mest fordi vi bliver så flade og kedelige uden hemmeligheder.

Trangen til gennemsigtighed og åbenhed har en grænse. Det kan være fint nok i forvaltningen, men gennemsigtige personer er jo uspændende. Vi er jo netop spændende for hinanden, fordi vi er gådefulde.
Nok skal sandheden åbenbares engang, men ”endnu ser vi i et spejl, i en gåde”. (1. Kor., 13, 12)

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Retten til at dele sine hemmeligheder (VII)

Det er ikke sikkert, man lige ved det, men i vores samfund er det faktisk sådan, at alle har ret til at have en at dele sine inderste hemmeligheder med. Det er jo ikke sikkert, man vil gøre brug af det, men muligheden skal være der.

For noget tid siden talte jeg med en fængselspræst i Anstalten Herstedvester. Det er et fængsel for de allersvageste fanger, der har psykiske problemer eller har begået forbrydelser, der umuliggør, at de afsoner deres straf i et ’normalt’ fængsel - pædofile eller barnemordere. Han fortalte om sit arbejde og bl.a. om den helt specielle status, han har i fængslet. Til forskel fra alle andre ansatte er fængselspræsten fritaget fra på nogen måde at udtale sig om de indsatte.

Når man skal vurdere om en indsat kan prøveløslades, fortalte præsten, så spørger man alle de ansatte, der har haft kontakt med vedkommende. Man spørger personalet, fængselsbetjentene, psykologen og psykiateren. De skal for eksempel udtale sig om, hvorvidt de mener, den indsatte vil begå ny kriminalitet ved en løsladelse, eller om man vil vurdere, at den fængslede kan løslades og i så fald på hvilke vilkår. Den eneste, man ikke spørger, er præsten. Det får de nemlig ikke noget ud af, for præstens tavshedspligt gør, at han ikke må udtale sig.

Præsten er på den måde den eneste, som de indsatte virkelig kan betro sig til uden at være bange for at skade deres egen sag. Det kan synes mærkeligt, at man i samfundet accepterer at have en instans, der kan sidde inde med vigtige oplysninger, nogle hemmeligheder, som man ikke har lov til at udspørge ham om.

Det kan jo i yderste konsekvens være, at præsten ved, at den pædofile har fantasier om at gå ud og misbruge flere børn eller at en voldelig psykopat har planer om et mord. Men det er som om man fra fængslets side og dermed fra samfundets side godt ved, at alle har brug for en fortrolig, hvis opgave ikke er at skrive rapporter eller på anden måde bedømme dem og deres egnethed som samfundsborgere.

Fængselspræsten ved jo godt, at det er nødvendigt for et samfund at håndhæve loven og at et samfund, som ikke gjorde det, hurtigt ville gå i opløsning. Men omvendt respekterer samfundet også præstens udgangspunkt, nemlig det synspunkt, at et menneske altid er mere end, hvad loven siger om det. Også den dømte er jo et menneske og ikke bare en sag eller et tilfælde for loven.

Men mon ikke også, der ligger den lidt mere nøgterne overvejelse bag, at man fra samfundets side godt ved, at den hemmelighed, der for den indsatte kan synes for horribel til at dele med nogen, som har indflydelse på ens videre skæbne og mulige løsladelse, måske kan blive mindre af, at man alligevel har mulighed for at dele den med en.

På den måde bliver præstens rolle jo på sin vis at holde forbryderen fast på, at han ikke er et uhyre, hvis tanker ikke tåler dagens lys, men er et menneske og dermed fortjener at blive behandlet som et, men også at leve op til det. At kunne sige det man tænker på og frygter højt uden at være på vagt er måske det første skridt til at begynde at arbejde med det.

For sådan er det med de hemmeligheder, man ikke selv er for stolt af. De kan vokse og blive alt for store, hvis man ikke har nogen at dele dem med. Vi skal være glade for at bo i et samfund, som ved det, og som har sikret, at alle har mulighed for i hvert fald at have en at dele sin hemmelighed med lige meget hvem og hvor, man er.

Christine R. Thaning, studenterpræst