XI – Jeg er vejen og afvejen…

Det er svært ikke at bemærke, at det snart er jul. Derfor slutter vores føljeton om også – vi er ved vejs ende. Vi er nået frem til begyndelsen – fødslen. Snart vil mange fejre Jesu fødsel på mangfoldige måder og selvom gaveræs og julestress må høre til denne verdens og syndens perversioner, så hænder det måske at Stella eller en anden almindelig medicinstuderende ser Guds lys, gennem de flimrende tåger af cellebiologien.

Julen handler ikke (kun) om at drikke og æde. Den handler heller ikke om vores veje og planer. Men Julen er kristeligt set et udtryk for at Gud er steget ned (gået?) fra sin himmel, for at komme os i møde. Det kan virke meget forstyrrende, så kan vi lære det. Det er ikke os der styrer alting.

Men er det en grund til panik eller tro og håb? ”God is driving”

Glædelig jul til alle og et digt:

Jeg er vejen og afvejen –
ad vilde stier fører jeg dig

langs sjælens motorveje
trækker jeg dig ud gennem
blodets blindgyder

og selvom du vågner
blandt nisser med
julebryg og skalpeller

så er jeg med dig
på vejen
alle sekunder
indtil vejens
ende

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

”Jeg er vejen…” X – Bekymringsløshed…

Jeg har i mine tidligere klummeafsnit bevæget mig omkring nogle af pilgrimvandrerens syv nøgleord. Den planlagte og bevidste gang ad en kortere eller længere vej kan på en god måde flytte vandrerens fokus til andre områder, end dem, der får mest opmærksomhed i det daglige liv.

Dagens fokusområde er ”bekymringsløshed”, billedmæssigt og konkret symboliseret ved pilgrimmens bredskyggede hat. Den værner mod sol og regn, og gør vandreren i stand til at leve i nuet uanset vejret – altså de ydre omstændigheder.

Nu kan der jo være al mulig grund til at bekymre sig. Får jeg mon mad i aften? Bliver min mor rask? Kan jeg bestå eksamen? Får jeg styr på julegaverne i tide? Og det skal man ikke holde op med. Bekymring er jo et tegn på at man er til stede i sit liv og ikke er ligeglad.

Men de fleste af os kunne nok sætte pris på en pause fra de evindelige bekymringer. Det er slet ikke så let, for de sniger sig jo ind på os. Men det viser sig, at det faktisk er muligt, at skabe sig et afgrænset bekymringsløsheds-rum, når man giver sig selv den opgave at gå. Bekymringerne forsvinder ikke, men de kan sættes på stand-by for en stund så man i højere grad bliver i stand til at leve i nuet – at gribe dagen; ”Carpe Diem”. Det frisættende er i høj grad, at det rum, som man skaber, har en kendt ramme. Man kan være forvisset om, at bekymringerne og grundene til dem, er der endnu, når man vender tilbage fra sin vandring, men at de måske også kan være lidt nemmere at håndtere, når de har været lidt på afstand.

Lad nissehuen være din bekymringsløshedshat i december, og gå hen og giv dig selv – med eller uden alkohol i blodet – pauser fra bekymringerne. Det er en dejlig gave, som kan bruges igen og igen.

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen?[…] Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. (Matt. 6, 31-34)

Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

AD! Skal vi VENTe?!

Ja, det skal vi faktisk..

På søndag er det den første søndag i advent, og selvom ordet i virkeligheden handler om at ”Han kommer”, så er betydningen, at vi nu skal vente og forberede os. Mentalt. Fordybe os. Geare ned, faste og gøre os klar til den helt store fest ved at gøre ugerne op til selve jesusbarnets fødselsdag beskedne, eftertænksomme og rolige, så kontrasten mellem hverdag og fest rigtig kan træde frem.

Det er jo ikke ligefrem sådan julemåneden ser ud for de fleste danskere her i begyndelsen af det 21. århundrede! Julen begynder i slutningen af november, og de kommende uge kører for manges vedkommende i det allerhøjeste gear. Der skal købes gaver, klippes julepynt, bages småkager, holdes julefrokoster og juleafslutninger, gøres julerent, drikkes julebryg og glögg, og mange af os ender med at være helt udmattede, flæskestegsforstoppede og nissehadende, når vi når frem til den 24. december. Den store dag bliver ofte et antiklimaks, som slet ikke kan leve op til de oppiskede forventninger og overgå de mange festlige sammenhænge, som vi har været i i løbet af december.

Det skal vi ikke nødvendigvis lave om på., men nu er tanken ført i marken: adventstiden er tænkt som en mental forberedelsestid, hvor vi gør os tanker om betydningen bag juleunderet: at et lille barn blev født, som skulle være ”en stor glæde, der skal være for hele folket”. Vi har lov til at holde lidt igen på de indledende juleløjer, hvis vi trænger til en aften hjemme i sofaen. Dén historie, der begynder i krybben julenat, udvikler sig så mærkeligt, at den godt kan fortjene en tanke eller to. Og man kan jo altid tage en pebernød, mens man tænker.

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton IX – Vejledning i Biblen…

Forleden blev jeg spurgt, hvordan man skulle læse i Biblen. Det var en yngre kvinde, som uforfærdet var gået i gang med at læse Den nye Aftale, som den nye hverdagsdanske oversættelse af Det ny Testamente hedder. Det viste sig alligevel at være vanskeligt. Problemet var ikke at forstå sproget, men det virkede meget lidt relevant for hende selv. Det var talt ind i en anden verden end hendes. Og var der endelig en forståelig vejledning, så virkede det umuligt at leve op til de krav der blev stillet. Kvinden læste henvendelsen som en direkte opfordring til hende selv, som en direkte vejledning.

Mange har sikkert en forestilling om religion som vejledning. Mange former for kristendom er og har været meget moralsk og derfor er det ikke mærkeligt at mange forbinder kristendommen med påbud og forbud. Men der findes ikke nogen direkte vejledning i Det ny Testamente. Få sider inde i Matthæusevangeliet støder man på en lang belæring af Jesus, som kaldes bjergprædikenen. Her hører man (i Den Nye Aftale’s formulering): I ved hvad der står i Loven: ”du må ikke slå ihjel” og ”den der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol”. Men jeg siger jer: den der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol… Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild.

Som direkte påbud er det en umulighed. Hvem har ikke kaldt andre en idiot? Og hvem bryder sig om at blive fordømt, når man læser? Men der kunne tænkes at være en mening, men måske er den som ens eget liv lidt mindre ligefrem. Ligesom livet kan være fuld af hemmeligheder og vildveje, så forstår man det bedre i sammenhæng. Ja måske forstår man det først, når det er slut.

Jan Lindhardt – den tidligere bisp i Roskilde – har sagt, at man skal læse Biblen som et brev fra den elskede. Jeg siger jer: læs den først som en god historie. Og endelig: Biblen vil aldrig kunne vejlede dig til at blive et godt menneske, men den vil føre dig til tilgivelsens og forsoningens plads, så du kan leve et sandt liv, selvom du aldrig bliver god nok.

Der er til stadighed uenighed om hvilken status Biblen har i kristendommen. En del holder på at Biblen er Guds åbenbarede og ufejlbarlige ord – indblæst dirkete i forfatterne via Helligånden. De holder derfor på at Biblen skal læse bogstaveligt som den står og forstås umiddelbart. Det mener jeg ikke.

Jeg mener ikke det er muligt at læse og forstå noget som helst uden at fortolke det. Desuden mener jeg, at der er mange selvmodsigelser i Biblen, som kalder på forklaring.

Jeg mener, at Det nye Testamente (NT) er et vidensbyrd om mennesket Jesus, som Guds søn. I den forstand er Jesus en åbenbaring af Guds virkelighed. Men NT er skrevet af personer som har hørt om disse begivenheder og som selv er blevet påvirket af dem. Det primære er altså begivenheden.

Efter det fulgte det vi kalder kirken, som dem der troede at Jesus var en sand åbenbaring af Guds virkelighed. Herfra kommer dels den praksis at døbe, at holde gudstjeneste og nadver. Og det er i disse menigheder at Biblen er blevet til.

Jeg betragter mig som grundtvigianer, fordi jeg er enig med Grundtvig i hans kirkelige anskuelse. At kirken var der før Biblen, og at det centrale i kristendommen er det talte levende ord, som høres i bekendelse ved dåb og nadver. Det betyder ikke at Guds virkelighed ikke kan vise sig andre steder, men det betyder at Guds virkelighed ikke nås gennem læsning i Biblen. Biblen er en glimrende bog og kilde til stor indsigt, men den består af menneskelige og fejlbarlige vidnesbyrd og derfor må den også kunne kritiseres.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Føljeton VIII: Frihed fra... / frihed til...

Frihed. Et absolut plusord. Frihed er, når der ikke er nogle snærende bånd. Ikke nogen begrænsninger. Ikke noget der står i vejen for det, som jeg vil. Jo mere frihed, jo bedre. Lykken må være, at være 100% fri. Fri fra alt.

Eller kunne det mon være en lille smule mere komplekst; det her floromvundne plusord?

Tidligere tænkte jeg frihed, som jeg beskrev det herover. Jo mere frihed, jo bedre. Frihed fra autoriteter og traditioner og regler var noget, der var værd at stræbe efter, for disse ting repræsenterede det modsatte af frihed, nemlig bundethed, rammer, fasthed – ufrihed.

Og så oplevede jeg alligevel ind imellem, at den frihed, som jeg jo besad – og besidder – i rigt mål: frihed til at vælge uddannelse, frihed til at leve stort set som jeg vil, frihed til at rejse, frihed til at ytre mig, frihed til at vælge mine venner, frihed til – næsten selv – at bestemme hvornår jeg vil stå op, frihed til at spise, læse, købe, tænke, gøre – den næsten grænseløse frihed kunne opleves som en belastning. For med frihed følger ansvar. Når jeg selv beslutter alt i min tilværelse, så bærer jeg også ansvaret for konsekvenserne. Selv. Og de nærmest uendeligt mange valgmuligheder kunne – og kan stadig – gøre mig nærmest handlingslammet.

Og hvad har det nu med semesterføljetonnens tema ”Jeg er vejen…” at gøre? Jo, såmænd det, at frihed er et af pilgrimsvandrerens nøgleord. For man kan jo hævde, at det er meget lidt frit, at vælge at gå en rute, som andre har valgt, som andre har gået før, og som er fastlagt fra begyndelse til enden. Men det forunderlige er, at oplevelsen ved at gå pilgrimsruten – eller i den mindre labyrint – kan være den stik modsatte: at det at vælge at gå en vej, som er udstukket på forhånd, kan opleves som en utrolig frihed. Man bliver måske ikke fri FRA alt, men man bliver fri TIL noget vigtigt. Fri til at være sig selv på ruten.

Man er naturligvis nødt til at begive sig ind på ruten i tillid til – eller man kunne måske ligefrem sige tro på – at ruten er OK. At de, som har gået der før, har haft fat i noget. Og selvom man udviser tillid, behøver man jo ikke at tage hovedet under armen. Hvis ruten bliver for lang, et træ vælter ned over vejer eller man får frygtelig hjemve, så er man også fri til at holde pause eller afbryde rejsen. For måske at genoptage den senere. Man er fri til at være med – og fri til at lade være. Friheden ligger gemt i tilliden.

Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton VII – På mine fødder

Den engang århusianske rockgruppe Gnags (pladeaktuel med albummet Legepladsen) lavede en gang et hit med titlen ”Fodgænger”:

Ja, jeg kan gå på mine fødder

Jeg er fodgænger, så er man da noget

Jeg kan gå igennem byen

Koster ikke noget,

så har man da råd

Det er helt tilbage fra albummet X, som kom i 1983. Det kan være nummeret får fornyet aktualitet med den økonomiske krise, for fodgænger har de fleste alligevel råd til at være. I disse klimatider er fødderne også meget bæredygtige.

I nutiden har fødderne fået renæssance med fænomenet pilgrimsvandring. Flere og flere går ad gamle ruter til Santiago de Compostella eller ad Hærvejen. Alle steder vandres der. Formålet med pilgrimsvandringer er ofte at få ro. Der er et mentalt aspekt. At finde eller genfinde sig selv, hvilket er godt for mange, der i det daglige drøner af sted og glemmer, hvem de er og hvad der egentlig betyder noget. Den indsigt havde Gnags allerede for 15 år siden, ”jeg er fodgænger, så er man da noget.”

At gå skaber bevidsthed om, hvem man er. Her åbner sig en række filosofiske og videnskabelige døre. F.eks. kroppens og bevægelsens indre sammenhæng med bevidstheden. ”Jeg går, altså er jeg (fodgænger)”. Man kunne også nævne bipodaliteten som et afgørende udviklingsmæssigt træk. Men jeg skynder mig at smække alle døre i og gå videre.

Som nævnt i en tidligere klumme, så er det i kristendommen Guds vej til os, som er det primære. Man kan ikke gå sig til frelsen. Men når det er sagt, så gik Jesus også meget rundt og mange gik med ham. Jesus var en fodgænger. Og mange blev frelst på vejen. Dvs. de blev frie fra de fysiske eller mentale byrder, der lammede dem. Denne frihed er stadig tilgængelig for troen. Men når man er fri til at gå og har genfundet sig selv, så skal man gå hen til de andre. Selv mod ensrettet.

Venter på dig,

venter på en fodgænger

Venter på kys og kærlige ord

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Efterår. Af Kassandra, www.digte.dk

Jeg har altid ønsket
at digte om efteråret

Som var det en melankolsk kvinde
i dødens klæder
Eller en ilter ung pige
i nostalgiens flammedragt

Efteråret er hvad det er

Farverigt og koldt og vådt
og blæsende
en blæst som
fjerner letheden fra kroppen
og stiver viljen af

Efteråret er rødhårede piger
i sorte frakker
Gamle mænd der blæses væk
Kampåndens børn
der fødes

Efteråret er glatte mudrede stier
Grå himmel
Langsomme kolde åndedræt og stearinlys
Behov for rasende lidenskab
og kold opgivelse

Efteråret er glatheden i dit sind
og trægheden i mit

Efteråret er verden døende,
altings vendepunkt.

Af Kassandra, www.digte.dk

Føljeton VI - Nu sneglen med hus på ryg vil vandre

Som nævnt i mit indlæg fra 22. september er der knyttet syv særlige nøgleord til pilgrimsvandringer. Et af dem er langsomhed.

Når man beslutter sig for at gå langsomt, så sker der noget andet, end når man transporterer sig selv hurtigt og effektivt fra A til B. Vi er så vant til at skynde os (ifølge en undersøgelse er fodgængerne i Singapore de hurtigste i Verden, men lige efter er det København og Madrid, der ”går” hurtigst; hurtigere end Paris og London. Også hurtigere end New York, ”the city that never sleeps”. I København går vi ca. 3 gange hurtigere end man gør i Blantyre, Malawi!), at det for mange er næsten fysisk umuligt at sætte farten ned. Men det er altså et forsøg værd.

Når man tvinger sig selv til at gå langsomt og til at fokusere på sine skridt, kan der opnås en nærmest meditativ oplevelse.

Tankevirkesomheden går efterhånden også ned i gear, man kan trække vejret dybere – og lur mig, om ikke det er både sundt og godt for enhver semi-stresset dansker! Prøv også fx at spise et æble langsomt. Små bidder. Tyg grundigt. Smag på saften. Hold små pauser mellem hver bid. Det er også sværere end det lyder. I hvert fald for mange af os effektive typer.

Langsomheden som noget positivt – i forbindelse med pilgrimsvandringer – viser sig ved, at sneglen er det dyr, der forbindes med vandringer af mere åndelig karakter. Sneglen er skabt til at være langsom. Den har alt med, som den behøver, og den skal ikke nå noget. Hvis man kan se bort fra det slimede (og fristelsen til at kaste smør, hvidløg og persille på den!) kan man også se skønheden i en snegl, og måske kan du finde/købe et smukt sneglehus til at have i lommen for at minde dig om, at langsomhed har noget at byde på..

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton V – My Way

I min studietid var Frank Sinatras version af Paul Ankas sang ”My Way” et stort hit. Den var næsten altid med til festerne. På en studietur til det tidligere Østtyskland (i Martin Luthers fodspor) i 1988 lykkedes det os, at få det polsk 3mandsorkester, der spillede i natklubben på vores hotel i Leipzig til at spille sangen. Og så dansede vi rundt og skrålede med på ”My Way”.

Det kan jo virke lidt parodisk at vi kollektivt fejrede denne hyldest til individualismen og enerens heroiske bekendelse. På den anden side kan man jo synge ”My Way” på sin egen måde. Det er der mange, der har gjort. Hvad der derimod stadig synes at være et paradoks i vores moderne liv, er det at vi holder individualismens ideal højt. At gøre tingene på sin egen måde giver respekt. Og på den anden side lader os ensrette. Samfundet bliver mere og mere ensrettet, f.eks. er det der før var et universitetsstudium udartet til en skole, hvor alle skal kunne det samme.

Selvfølgelig har vi alle vores eget liv og vores egen vej, også selvom den i det ydre ligner mange andres. Hvad der nu endnu mere synes at blive en belastning for de fleste, er kravet om at ens vej skal være succesfuld. Hvis man er i tvivl om, hvad succes er og hvordan man opnår den, så står der en hær af coaches klar med opskrifter og gode vink.

Tilsyneladende er der ikke mange, som spørger, hvor kravet om at være en succes kommer fra. Det kan ikke være fra Frank Sinatra og ”My Way”, for den sang handlede mere om at stå ved det man havde gjort. Den var tilbageskuende på det liv, som havde været.

Det kan ikke være fra den folkekirkelige kristendom, for her kan man ikke gøre sig fortjent til frelsen ved gode gerninger. Men det er - indrømmet - svært at fatte, at frelsen, det gode liv, lykken ikke kommer i kraft af vores anstrengelser og gode viljer. Men først når man giver slip, så breder vejen sig ud.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Efterår, opium og himmelsk lys

Det er nu officielt efterår. Vi er tilbage på kontoret, og du er som altid velkommen til at komme forbi for en snak, en chokoladebønne eller et lille pusterum. Også gerne alle tre ting på en gang!

Jeg vil i dag gøre lidt reklame for tilbud arrangeret af vores kollegaer i Indre By og på Amager. På onsdag kl. 15.15 kan du deltage i studiekredsen ”Er religion opium for folket?” med studenterpræsten på KUA, Birgitte Kvist Poulsen og på torsdag kan du få ”Historie on location: Den mystiske indskrift på Frue Plads” med folkene fra Indre By. Check vores kalender for nærmere info: www.sund.ku.dk/praest

God fornøjelse!

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton IV - Enkelhed og kompleksitet - i labyrinten

Labyrinter er indviklede og superenkle på samme tid. Og man kan gå i dem!

I sommer deltog jeg i en international konference for studenterpræster og andre ”religious professionals”, og i en workshop fik jeg chancen for at gå i en labyrint. Det skal lige nævnes, at man på engelsk skelner mellem en maze, som man kan blive væk i og en labyrint, som kun har én vej til midten og ofte den samme vej ud. Her taler vi om den sidste slags; den ægte labyrint.

I aulaen på et topmoderne universitet i Tampere, Finland blev et særligt bemalet lærred på ca. 10 x 10 meter rullet ud; en forkølet ghettoblaster spillede noget stemningsfuld musik, en dygtig vejleder - Di Williams fra Universitetet i Edinburgh - forklarede ganske kort, hvad det hele gik ud på og - vips! - var der skabt et "rum" af ro og fordybelse. Lige udenfor kantinen. Til venstre for trappen. Til højre for det store auditorium.

Hvem skulle have troet, at det skulle blive en stor oplevelse? Ikke noget mysti-fystisk. Ikke noget åndeligt hokus-pokus. Bare en super-rar oplevelse af for en kort stund at have et enkelt formål: at gå. Ind til midten og ud igen.

Vejen var udstukket. Ingen beslutninger. Ingen prioriteringer. Ingen bekymringer. Bare gå i mit eget stilfærdige tempo. Tømme hjernen for al dens rod. Følge gangenes snoninger til højre og venstre i en sikker forvisning om, at jeg nok skulle nå frem til målet. Og efter en lille pause, da jeg nåede centrum, kunne jeg på samme måde gå ud igen.Labyrintens gange var tydelige.

Der var malet nogle sten- (eller kartoffel-!)lignende figurer, som skabte en fornemmelse af fasthed og tryghed omkring ruten. Og samtidig var gangenes grænser ikke mere faste og bestemmende end at det naturligvis var den letteste ting i verden forsigtigt at træde til siden, når vi - for vi var flere, der gik - mødtes i de relativt smalle gange.

Sådan kan det at gå en bestemt rute – som man gør i en labyrint eller i større skala på en pilgrimsfærd – være en befriende oplevelse, og hvis du har fået lyst til at prøve på egen hånd kan jeg anbefale et besøg i Valbyparken. Her blev der i anledning af Kulturåret 1996 etableret en klassisk labyrint i sten, og den er et perfekt udflugtsmål i efterårsferien. Kontakt mig, hvis du vil høre nærmere!


Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

Efterårshilsen

Nu falmer skoven trindt om land,

og fuglestemmen daler;

nu storken flyver over strand,

ham følge muntre svaler.

Så er kastanjerne blanke og fine, og træernes blade er ved at få nye farver. Efteråret nærmer sig. I næste uge holder skolerne efterårsferie, og det gør vi også. Når vi vender tilbage i uge 43, er dagen næsten 7 timer kortere end ved Sankt Hans, og man kunne måske fristes til at flyve sydpå som svalerne for at kunne bevare munterheden.

Men man kan jo også blive her i det mørke og kolde nord og arbejde på at værdsætte de kontraster, som årstiderne bringer. En tid til solbadning og en tid til eftertanke. En tid til cykelture og en tid til teselskaber. En tid til kolde øl og en tid til bløde, uldne halstørklæder.

Vi ønsker alle et dejligt efterår.

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

P.S. Som nævnt i sidste uge holder vi på torsdag aften et fælles fremtidsmøde – med gratis spisning! - sammen med studerende og ansatte fra studentermenighederne på KUA og Indre By. Du er meget velkommen, hvis du vil være med til at forme fremtiden for det folkekirkelige arbejde på Københavns Universitet. Kontakt mig for mere info: lotz@adm.ku.dk

Føljeton III - At gå på salmesporet

(Bjørn Nørgaards illustration til "Dagen går med raske fjed" i Min første Salmebog )

Sidste føljeton sluttede Lise med at citere et salmevers. Det første vers af Grundtvigs ”Der er en vej, som verden ikke kender” Den er nr. 379 i den seneste udgave af Den danske Salmebog, men findes også i den forrige udgave (nr. 338).

I denne klumme vil jeg holde salmesporet, for selvom man kan gå – på sine fødder – så kan man også vandre i ånden. Og at synge salmer er ofte sådan en åndelig vandretur, hvis man altså kan følge med i teksterne.

Salmer og digte er ofte ikke så fortællende og det er måske derfor det er svært. I en roman er det lettere at identificere sig med personerne. Her er det mere oplagt at handlingsforløbet bliver en vej man følger igennem romanens personer. I salmer og digte er der ikke altid et tydeligt handlingsforløb, der føres man ofte mere gennem et symbolsk univers.

Sådan er det jo også med den vej, som verden ikke kender i den ovennævnte salme. Det er en åndelig vej. Selvom det er et udtryk for noget meget konkret: frelsesvejen, den rette vej man bør følge til det sande liv. Det gælder for mange af de salmer, hvor ordet ”vej” indgår i første linje. (bl.a. ”Den vej som vi alle går alene” salmebogens nr. 551 og også 602, 603, 690 – se titler og henvisninger på bloggen)

Men blot det at synge en salme, kan være at følge en vej. Det gælder ikke mindst de bibelhistoriske salmer. Et eksempel kunne være salmebogens nr. 761 ”Den klare sol går ned” som er af Thomas Kingos aftensalmer. Det er en aftensalme, men man føres via det Jeg der taler i teksten ind i tanker om den forestående død. Først ved den banale konstatering af, at vi nu ”nærmer er ved døden end som før” før det konstaterende almen ”Tiden mig/så sagtelig/oplukker dødens dør.” Kingo var et 1600tals menneske og derfor bruger han ret stærke billeder til flittigt at understrege at vejen her på jorden før til graven. Verdens herlighed får omsider ende ”Mørken grav/og ormegnav/ vi sidst i verden når.”

Det kan lyde sort og deprimeret, men for Kingo modsvares det af Guds nåde, der sluttelig skal føre til evigt liv. Så efter at være ført gennem tak til Gud (v. 4) og bøn om tilgivelses for det har gjort forkert (v. 5) så påkaldes englehæren for at føre os til ro i visheden om at Gud både vil vække os efter søvnen og også vil vække os efter døden. Kingo var efter sigende mørkeræd og bange for at sove.

Kom mægtig englehær, lys Herrens ro og fred
på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved!
Gak ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

P.S. Mere om salmer:

Der er en række salmer hvori ordet "vej" eller "vejen" indgår i første linje bl.a. dem nævnt nedenfor. De efterfølgende numre henviser til den senste udgave af Den danske Salmebog og de kan alle findes, læses og melodierne kan høres på http://www.salmebogenonline.dk/ .

Det er forskelligt hvilke veje der er tale om og hvem der går på denne vej. Det kan være udtryk for at vi skal lade vores veje stå under Guds forsyn og omsorg ( nr. 36, 37,38) eller det kan være efterfølgelsens vej. At gå i Jesu fodspor. (600,602,603 og 613). Måden det tolkes på er også varierende, hvilket ses ret tydeligt, hvis man sammenligner 603 og 613. Der er også 239 år imellem.

En vej eller anden, vor Herre ved råd DDS 24
Befal du dine veje DDS 36
Min Gud befaler jeg min vej DDS 37
På alle dine veje DDS 38
Nu ved jeg vej til himmerig DDS 342
Der er en vej, som verden ikke kender DDS 379
Du som vejen er og livet DDS 484
Den vej som vi alle går alene DDS 551
O Jesus, går du da din vej DDS 600
Den snævre vej er bred nok til Guds rige DDS 602
Den vej du gik im kors og trang DDS 603
Herre, du vandrer forsoningens vej DDS 613
Den ypperligste vej 690

Der er også en lang række salmer om at gå bl.a.

Gak ud min sjæl, betragt med flid 726,
Gak under Jesu kors at stå (191)
Dig vandre vi så gerne med (782)
Du som gik foran os (457)
Herre hvor skal vi gå hen? (459)

Så hvis man vandre rundt i salmebogen, er der mulighed for at komme meget langt omkring.

Præsentation på FSV

Fredag den 5. oktober deltog studenterpræsten og hans medarbejder på Studiestarts-markedsdagen på CSS. Nicolai viste PowerPoint-show og vi delte vores populære chokoladebønner ud til de nye studerende på folkesundhedsvidenskab og fik snakket med både de nye studerende og medlemmer af forskellige grupperinger, der huserer på FSV (fx. FSV-Dating!). Det var en rigtig hyggelig eftermiddag!

forum for eksistens og videnskab

Blandt de utallige ting og sager jeg er interesseret i og pusler med er bl.a. forholdet mellem naturvidenskab, religion, humaniora, samfundsfag, kunst, eksistens - eller hvordan opfatter vi os selv og den verden vi lever i? Det er bl.a. en af årsagerne til at jeg som teolog og præst synes det er spændende at arbejde blandt naturvidenskabsfolk. Men denne interesse - som altså også er del af mit arbejde - har manifesteret sig i et Forum, som jeg har været med i siden .. ja ikke ruder konges tid, men længe. Forum for Eksistens og Videnskab hedder det, og der har vi efterhånden haft mange gode oplæg, foredrag og diskussioner.
Vi har netop lanceret efterårets program - so kan ses på
http://www.forumforeksistensogvidenskab.dk/

check det ud -

Føljeton II - At gå

At gå. En af de mest basale måder at bevæge sig på. Hvem tænker nærmere over det? Nok de færreste. Men med så meget andet simpelt og basalt, kan der også i det at gå ligge meget mere end det man umiddelbart forestiller sig.

Pilgrimsvandringer, som har været kendt til alle tider, har fået en renæssance. Moderne mennesker, der søger efter mening, enkelhed og ro i tilværelsen, begiver sig ud på vandringer. Korte og lange. Herhjemme og i udlandet. Alene og sammen med andre. Ad særlige, kendte pilgrimsruter og inde midt i København. Og mærkeligt nok viser det sig ofte, at der sker NOGET, når mennesker giver sig til at gå.

Det at gå – og vel at mærke samtidig ofre lidt opmærksomhed på at man går – kan give nye perspektiver. Ikke nødvendigvis store spirituelle oplevelser, der vender alt på hovedet, men små indsigter, der kan tages med videre i livet. Og det kan gøres på rigtig mange måder, som alle sammen kan NOGET. Nogen kalder det at gå på denne særligt opmærksomme måde ”at bede med fødderne”. Hvis man – som rigtig mange danskere – synes, at det med bøn nok er tiltrækkende, men samtidig meget svært at komme i gang med og at finde mening med, så er vandringens som regel mere ordløse og mere fysiske bøn, måske et interessant alternativ.

Den store pilgrimsgang kunne være at tage hele turen ad El Camino i Spanien. Mange hundrede kilometer og med tusindvis af andre vandrere. Den tur kan tage uger eller måneder – men det er trods alt nok kun de færreste, der har tid og mulighed for et så stort projekt.

Men mindre kan også gøre det. Der arrangeres mindre pilgrimsvandringer rundt om i Danmark; ofte foregår det i kirkeligt regi, men ikke altid. Og så er der den mulighed, at gå en mere fortættet, symbolsk pilgrimstur: labyrinter findes rundt om i Danmark – og rundt om i verden – og har eksisteret i årtusinder. Spirituelle labyrinter er – til forskel fra det, man på engelsk kalder mazes – ikke nogen, som man farer vild i. Der er én vej, som godt nok bugter sig og snørkler sig, men som altid leder vandreren i den rigtige retning mod centrum og ud igen.

Det spændende er, at pilgrimsvandringer og de mindre ture i labyrinterne, kan opfattes som metaforer for livet selv. Den tilgang, som man har til vandringen, kan sammenlignes med den tilgang man har til livet.

I de kommende uger vil jeg – ind imellem Nicolais indlæg – uddybe disse tanker om at gå vejen. Mine indlæg vil være ordnet efter nøgleord indenfor pilgrimsvandringer: langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, åndelighed og fællesskab. Det lyder måske ret højpandet og luftigt, men jeg vil gøre hvad jeg kan, for at holde fødderne plantet på jorden!

Der er en vej,
som verden ikke kender:
Den »livets vej«,
som ej er gjort med hænder,
en løngangssti
hver sten forbi
til livets land med glædens kilder.

N.F.S. Grundtvig 1856-60

Lise Lotz,

akademisk medarbejder for studenterpræsten

Nørre Campus Festival - nu med bibelquiz!

Studenterpræsten og hans medarbejder deltog i fredags i årets store semesterstartfest "Nørre Campus Festival". (Vi deltog også sidste år, og dagen 2007 er gået over i historien som den vådeste og mest råkolde dag i mands minde. Så da vi i år mødte op til et stort fællestelt med både godt selskab, strøm og te-bar, var det som at komme i Himmelen.)

Vi fortalte om studenterpræstens arbejde, gjorde reklame for vores snartkommende oktoberfest, serverede "gode bønner" og små glas - og som dagens fromme indslag tilbød vi en bibelquiz. Og den var svær! Den var lavet i al hast i sidste øjeblik og en del af spørgsmålene - og svarene - var lidt diskutable. Men der blev lagt en beundringsværdig entusiasme for dagen.

Her er en række billeder af de hårdtarbejdende quizzere:

Hvem har skrevet de fleste af brevene i Det nye Testamente?

Hvordan oversætter man ”En la komenco Dio kreis la cxielon kaj la teron” fra esperanto til dansk?

Hvilket ord findes flest gange i Bibelen: vandre, spise eller elske?

Hvor mange sprog er Bibelen oversat til?

Hvad er det nu "evangelium" betyder?

Vi besluttede - i tråd med ånden i Matthæusevangeliets kapitel 20 ”… de sidste [skal] blive de første, og de første de sidste” - at lade den deltager med FÆRREST rigtige blive den heldige vinder af en gratis adgangsbillet til oktoberfesten. Vinderen har fået besked.

"Jeg er vejen..." I - Veje og vildveje

Veje er meget udbredte. Her i Danmark ligger de tæt. meget tættere end i Sverige f.eks. Mennesker har altid haft veje – jægere og samlere har trådt deres stier for årtusinder siden. Ligesom også rådyrene og myrerne træder deres stier. Men vi har lært at asfaltere.

Vi har også lært at bruge symbolske tegn, symbolsk sprog på en måde som ingen andre dyr. Vejen har været et symbol i umindelige tider. Vi går alle på livets vej. Netop fordi vejen er en så grundlæggende metafor findes den i de fleste religioner. Jesus sagde, at han var vejen. Det vender vi nok tilbage til.

Flere vil også erindre Tintin albummet ”Den blå Lotus”, hvor Wangs søn Didi, efter at været blevet forgiftet af vanvidsgiften, forsøger at vise Tintin den rette vej. Han skal blot først have hugget hovedet af. Men Didi citerer Lao Tzu for ordene om vejen. Lao Tzu (som ses her til venstre, som han havde set ud, hvis han var født i South Park... Lav din egen figur her: http://www.sp-studio.de/) regnes for grundlæggeren af Taoismen og tao (udtales Dao) betyder ”vejen” og handler om at finde Den store Vej igennem ikke-handlen og eftergivenhed. Ikke-handlen er nok ikke den rette vej til at gennemføre sit studium, men en vis opgivelse af modstanden mod anatomiske lærebøger er sikkert en god idé.

I de kommende afsnit af semesterets føljeton skal det handle om de metaforiske veje og vildveje. Ingen ved helt hvor vi ender. Måske farer vi vild eller ender i en ufremkommelig labyrint.

I dag vil jeg slutte med et citat fra digtet TURBO af Per Højholt:

”Man kan gå frem det er muligt af den højre vej til målet
man kan gå også det muligt frem ad den røde vej t målet
man kan den muligt det også ad den slagne vej nå t mange…”
(sådan bliver det ved)

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Spredte skyer, god vind, enkelte byger - og flykatastrofe i Spanien

Dagen i dag den 21. august ligner mange andre dage. Spredte skyer, god vind, enkelte byger blandet med solstrejf uden voldsom varme: en typisk dansk sommerdag. Dog er dagen præget af gårsdagens flyulykke i Spanien.

Takket være moderne teknologi og medier kan vi følge med i alle katastrofer og begivenheder næsten samtidigt med at de sker. Billedmediernes transmissioner giver os dertil en følelsesmæssig nærhed selv for os som er over tusind kilometer væk. Man kan selvfølgelig slukke for tv'et, men ser man først billederne af døde, sårede og sørgende, så virker de. Billeder af andre mennesker - særligt levende billeder og nærbilleder - trænger umiddelbart ind i bevidstheden og vækker medfølelse eller afsky. De vækker følelser, fordi de ligner os selv eller fordi de minder os om vores egen skrøbelighed.

Ulykken i Spanien kalder på medfølelse med de sårede og ofrernes familier og venner. Men mon ikke den også kalder på os i forhold til de sørgende og ulykkelige, som findes blandt os. Ikke at vi skal gøre os forhåbninger om at hjælpe "big time", vi kan jo ikke bringe de døde tilbage og heller ikke påtage os andres lidelser. Men ved at give dem plads til at tale, eller blot ved at være nærværende, måske hjælpe med noget ganske praktisk, så kan man måske lette byrden en smule. Vi skal alle gå vores egen vej, men vi behøver ikke gå alene.

Der er i øvrigt ingen grund til at tale om Gud og højere mening i den forbindelse, for erfaringsmæssigt siges der stort set kun vås. Den Gud jeg abonnerer på er igennem ordet altid til stede for troen, her går han med. Og ellers er han gået i forvejen ...

Velkommen til mig selv

Bedre sent end aldrig er jeg nu begyndt at blogge. Det er ligesom med at jogge og noget jeg er begyndt på i en ret sen alder. Men modsat jogging, der har det klare formål at holde mig i form, er jeg ikke sikker på hvilket formål bloggen her tjener. Jeg aner dog at det vil være en kanal for alle mulige og umulige overvejelser, tanker og måske poesi.
Eftersom det er studenterpræstens side vil det bidrage til tendensen "mere religion i det offentlige rum" - men da jeg faktisk ikke er særligt religiøs, men bliver det nok mere overvejelser over religion, tro, kirke og den slags. Der kan også godt komme overvejelser over videnskab, filosofi,politik, litteratur, film og den slags, da det interesserer mig altsammen.
Forhåbetlig bliver det ikke kedeligt.