Du skal ære din far og din mor (IV)

De ti bud i 2011

Den er svær. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan præstere en sammenhængende, udtømmende, gennemført og meningsfuld redegørelse for det fjerde bud. Du må tage til takke med famlende overvejelser. Måske kan du selv famle videre.

Det er jo fuldkommen umuligt at forestille sig, at oplyste, kritiske, veluddannede, ansvarlige og fornuftsstyrede mennesker ærer far og mor, fordi de er far og mor. Det er muligt, at man har gode og ordentlige forældre, der fortjener ære og respekt, men det kan lige så vel tænkes at man har mindre gode og mindre ordentlige forældre, som det er svært at mobilisere ærbødighed overfor. Og ære udført som pligt, er det ære?

Det er ikke ret moderne at ære nogen. Og da slet ikke mor og far. I Danmark anno 2011 er det vist mere moderne, at forældre ærer deres børn. Det er jo forældrene, der har valgt at sætte dem i verden, og det er forældrene, der har ansvaret for at børnenes trivsel og velfærd er i orden – helt op i en temmelig høj alder.

Buddet om at man skal ære sine forældre kan anses for at være en slags ”overgangsbud”. De første bud handler om Gud, og om hvordan mennesker skal forholde sig til Gud – eller noget absolut; noget der er væsensforskelligt fra en selv. De sidste bud handler om mennesker, og om hvordan vi skal forholde os til hinanden – dem, der er ligesom vi selv er. Forældre er en mellemkategori og samtidig en allegori, der kan hjælpe til at forstå forholdet til Gud.

Forældre kan ikke skiftes ud, hvor fristende, det end kunne være. Man kan ikke un-friend’e sine forældre. Ikke helt og aldeles. Forældre har det biologiske ansvar for at et barn eksisterer og i mange børns perspektiv har forældre en slags gudestatus - indtil de med alderen bliver klogere og opdager, at deres forældre er mennesker ligesom alle andre.

Det kan være en vanskelig og smertefuld overgangsfase, for det giver stabilitet og tryghed i tilværelsen, at der er en fast struktur. Noget der er op og ned, som ikke står til diskussion. Når man selv bliver voksen og selv skal skabe retning og mening i sin tilværelse, går det måske op for en, at selv når man fejler, har man gjort sit bedste – og den indsats er måske værd at ære; både i sig selv og sine forældre.

Thumbs up til de gamle...

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du skal holde hviledagen hellig (III)

De ti bud i 2011

De fleste synes måske ikke, det er noget oprivende bud. Hviledage og helligdage er vel noget man enten tager selv eller tager som de kommer. Og som studerende har man jo alligevel aldrig fri. Selvom der ikke er undervisning, så er der et pensum. Der er meget man skal nå og tiden er knap, så derfor må man bruge tiden. Og hvorfor skal det så være vigtigt med hviledagen, og hvorfor skal lige den være hellig?

Jeg vil godt indrømme, at det er et af de mindre væsentlige bud. Men jeg synes der er en pointe i at tid er forskellig. Ikke al tid er den samme. Det er simpelthen et ganske udmærket livsprincip, at der er en tid til at arbejde og en tid til at holde fri. Fysiologisk og mentalt giver det mening, at kroppen har brug for både aktivitet og hvile. Hjernen kan ikke indlære 20 timer i døgnet 7 dage om ugen. Så derfor er det menneskeligt set fornuftigt at holde fri ind i mellem.

Søndag - Sunday. Pudsigt, at Herrens dag har navnet Solens dag

Gennem historien har der været forskellige fortolkninger af, hvordan man så skulle helligholde hviledagen. Visse jødiske kredse holder på, at man skal lave så lidt som muligt, idet de tolker arbejde som stort set enhver fysisk aktivitet. Det skyldes nok, at buddet i den originale udgave i 2. Mosebog er mere omfattende: Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. (2. Mosebog, 20, 8-11)

I mere ortodokse jødiske kredse må man derfor ikke varme mad, ikke tage telefonen og man bør ikke gå udenfor. Andre er mere afslappede.

For lidt over 100 år siden opstod en mængde andelsmejerier i Danmark og de grundtvigske bønder arbejdede om søndagen, hvorimod de missionske ikke gjorde. Det var bekosteligt og upraktisk for et mejeri ikke at køre om søndagen, men de missionske holdt på at hviledagen skulle holdes hellig.

I Danmark har søndagen været helligdag i ca. 1000 år pga. kristendommen og det har stadig betydning for lovgivning om lukkeloven og den slags. Selvom det bunder i buddet om at holde hviledagen hellig og passe sin kirkegang, så er det i dag mere en kamp om butikkernes begær efter evig åbningstid og de ansattes kamp for fritid. Men netop den kamp viser også, at hviledagen måske netop skal sikres ved lov, fordi det er et alment menneskeligt behov at der er forskel på dagene, og fordi vi åbenbart altid skal sikres mod at alting bliver arbejde.
Man skal ikke være hysterisk, for liv står over loven. Derfor skal læger arbejde også om søndagen, hvis det er nødvendigt. Men for dem som ikke er på vagt, er det måske heller ikke en dårlig idé at passe sin gudstjeneste – uanset hvilken religion man har.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

"Du må ikke misbruge Guds navn"

De ti bud i 2011. Det andet bud.

De ti Bud. Er det ikke noget med, at man skal sove med hænderne over dynen og man ikke må slå ihjel? Handler de ti bud ikke om, at man kun er OK, hvis man opfører sig som et dydsmønster og følger nogle dødssyge regler, som andre har udstukket for længe siden? Er de ti bud ikke en arkæologisk kuriositet, som – i bedste fald - hører til på et museum over den danske kulturarv? Med streg under –arv.

Jo, det kunne man da godt være fristet til at mene. Og man kan jo også sagtens mene, som Nicolai antydede i sidste uge, at de ti bud i det store og hele er praktiske foranstaltninger, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Det er så pokkers upraktisk, hvis folk går rundt og slår hinanden ihjel hele tiden og stjæler hinandens ting.

Men der er måske også noget andet på spil. Måske kan de ti bud forsigtigt antyde overfor et moderne menneske, at selvom det er indlysende, at verden er centreret omkring MIG, så er JEG ikke fejlfri. Det har de fleste af os sandsynligvis oplevet, hvis vi tænker rigtigt godt efter.

Tro det eller lad være: pointen med de ti bud er IKKE, at man med al vold og magt skal forsøge at overholde dem for dermed at kvalificere sig til at være en god kristen – eller i bredere forstand et godt menneske. Pointen er, at vi skal prøve efter bedste evne - og uvægerligt opdage, at vi ikke kan lade være med at bryde buddene igen og igen.

Vi opdager med tiden, at selv vores allerbedste vilje ikke er nok til af få vores indsats i livet til at blive pletfri. Uanset hvor mange timer vi studerer, er der altid noget, vi ikke får styr på. Uanset hvor meget vi prøver at tale pænt til vores forældre, så lykkes det ikke altid. Uanset hvor meget vi anstrenger os for ikke at begære vores næstes nye iPhone, så stikker det måske alligevel lidt i hjertet. 

Og netop dét er et vilkår, der er fælles for os alle sammen. Vi kan ikke følge reglerne. Vi er ikke perfekte. Vi lyver og bander og snyder og horer og stjæler og slår ihjel. Nogen selvfølgelig mere – og mere bogstaveligt - end andre. Men vi gør det alle sammen. Og så er det alligevel i orden. I det store perspektiv.

Bud nummer to handler om, at vi ikke må ”misbruge Guds navn”. Vi må altså ikke bande og sige s’Gu’ og Fanden. Det sker ganske ofte for mange af os, og hvad er der egentlig galt i det? Den sociale konvention der siger, at det ikke lyder pænt, er måske lidt svær at tage alvorligt. Sociale konventioner er jo spændetrøjer, der forhindrer mig i at udfolde mig frit?

Muligvis, men at vise respekt for Guds navn ved ikke at bruge og misbruge det i tide og utide, viser måske, at vi stadig mener, at der faktisk er noget i verden, som har særlig værdi. Der er noget der er menneskeligt, fejlbarligt og vidunderligt, og der er noget, der er guddommeligt, fejlfrit og vidunderligt.

Forskellen mellem de to vinkler på tilværelsen hjælper mig til at huske og forstå, at alting ikke bare er dagligdag og havregrød. Og alting er ikke fest og farver. Forestil dig en uge uden weekend. Eller en weekend uden uge for den sags skyld. Begge dele vinder ved at være hinandens modsætning. Og det kan noget så oldnordisk som et bud om at jeg ikke må misbruge Guds navn hjælpe mig til at huske. Det er s’Gu da ikke så dårligt?

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

”Du må ikke have andre guder end mig”

De ti bud i 2011. Det første bud.

De ti bud kommer os ved, fordi flere af dem stadig taler til os. De fungerer som grundlæggende påbud, som virker rimelige. Desuden har de været virksomme op gennem historien og har derfor fået en stor betydning. Det er altså vigtigt at vide noget om denne sag, hvis man vil være et dannet menneske.

I dag skal det handle om det første bud. Allerede her melder der sig et spørgsmål. Hvad er det første bud?

Guldkalven bliver til kalvekoteletter...

Hvis du ikke husker det, er det er ikke nødvendigvis fordi du ikke har fulgt med i kristendomsstimerne. Der er flere traditioner. Allerede i biblen er der to udgaver (2. Mosebog 20, 2-17 & 5. Mosebog 5,6-21), som dog er meget ens. Men i de senere traditioner har man inddelt buddene forskelligt. Men for alle gælder det at det centrale i det første bud er ”Du må ikke have andre guder end mig”. Men hvem taler? Det står allerførst: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

Men måske vil du sige: ”Jeg tror slet ikke på Gud”; men her tales ikke om tro. Her tales om at have en Gud. Hvad vil det sige. Her lader vi den gamle reformator Martin Luther svare: ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud” (Den store katekismus).

Efter den definition er det svært ikke at have en gud, men om vi holder os til Herren, er mere tvivlsomt.

I dag stoler vi nok mere på os selv, vores kundskab, magt, penge, status og uddannelse. Men sådan har det nok altid været. For de gamle israelitter var det nødvendigt at indskærpe buddet, netop fordi folket hele tiden tilbad alle mulige andre guder. Luther mente på sin tid at Mammon (penge) og Bugen (mad og drikke) var udbredte afguder. Det synes stadig at være tilfældet.

Men i dag synes det som om den gamle Gud – Herren – har mistet meget af sin autoritet. Alligevel er han ikke helt forsvundet. Der er stadig nogen som tror. Ikke mindst når man er helt lost. Når lægerne har opgivet: ”Der er ikke mere vi kan gøre nu, nu må vi bare håbe. Skal vi ringe efter præsten?”

Selvom vi formentlig alle svigter og stoler på alt muligt mærkeligt meget af tiden, så fungerer den gamle Gud stadig som krisegud. Selvom det heller ikke er altid han redder de syge. Men problemet med bøn og helbredelse må vi gemme til senere.

Vi er blevet gode til så meget og kan klare meget selv. Måske bl.a. fordi vi gik over til den ene Gud og ikke længere betragtede træer og sten som fyldt med ånder. Den anden del af det første bud – som i den Ortodokse kirke er et selvstændigt bud – det er det såkaldte billedforbud.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.

Det var et problem den gang, men virker ikke som det store problem nu. Selvom man måske kan tænke sit, når sidemanden taler om sin iPhone.

Pocket God - til iPhone

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst