Trosbekendelsen IX - Guds relation med verden

Vi kan ikke forstå Gud materielt, som en ting. Men Gud må alligevel være noget som relaterer til verden. I trosbekendelsen tales der først om Gud som skaber af himlen og jorden. Det betyder, at Gud må være relateret til universet gennem at skabe det. Det tror jeg må forstås som en vedvarende proces; Gud skaber gennem naturen og dens love, men også ved at opretholde alt der er. Det er et metafysisk svar på spørgsmålet, hvorfor der er noget og ikke intet.

I en eller anden forstand må han, hvis almægtigheden skal give mening, så også være ansvarlig for livets barske vilkår. Altså at destruktion og forgængelighed hører med. Vulkaner er til tider ødelæggende, men de har medvirket til at skabe jorden, som vi kender den med liv og frugtbarhed.

Gud - som Skaberen og Opretholderen

Men den skabende Gud kan det være svært at få en ordentlig relation til. Som vi hørte sidst, så fastholdt jøderne dog en relation og efter sigende åbenbarede han sig for dem, om end skjult i skyer og brændende tornebuske. Men den Gud som trosbekendelsen taler om, måtte komme menneskene i møde. Det var ikke nok bare at fortælle dem, hvordan de skulle gøre. Han måtte vise det. Også Gud måtte gøre den velkendte erfaring, at hvis man skal have gjort noget ordentligt, så må man gøre det selv.

Derfor blev han menneske i personen Jesus og gjorde det han skulle. Han viste hvem Gud virkelig var. Han inkluderede de udstødte, helbredte de syge, frelste de fortabte. Ja han viste, hvad han mente med næstekærlighed. Trosbekendelsen lægger vægt på at han var født – af jomfru Maria, som der står. Det er blot for at understrege, at han er et rigtigt menneske. Født og ikke skabt, som der står i en anden trosbekendelse. Det med jomfrufødselen tror jeg vi springer over; det er jo egentlig ikke så væsentligt.

Pointen er blot at skære det ud i pap, at det altså er Guds søn – og ikke Josefs. At Gud ikke forplanter sig seksuelt, som vi andre, handler nok om at lægge afstand til frugtbarhedsguder. Det er der nok en pointe i, men den må vi gemme.

Så lægger trosbekendelsen ret meget vægt på Jesu lidelse og død. Efter fødslen går vi direkte til ”pint under Pontius Pilatus…” Jesu liv spiller ingen stor rolle. I den klassiske forståelse handlede det om menneskets frelse, og her var det Jesu lidelse og død, som var den frelsende handling. Guds projekt med at frigøre os til at leve i kærlighed til Gud og vor næste krævede, at dødens magt blev brudt og at den angst som død og tilintetgørelse bragte med også blev brudt.

Derfor måtte Jesus dø og tage både lidelsen og dødsangsten på sig. Han måtte ikke blot vise, hvad det ville sige at leve som sandt menneske, men han måtte også lide og dø og gøre sig til et med det lidende menneske. At Jesus så også, som den der har levet uden synd i fuldstændig sync. med Gud, dør på den mest grusomme måde, det kan virke paradoksalt. Men det det er en omvending.

En omvending af Adams mislykkede liv i paradiset. Med Adams fald kom døden og angsten ind i verden, med Jesus død på korset tilbagetages dødens magt. Dette er opstandelsens betydning, at døden ikke længere har det sidste ord, som man kan sige lidt klichefyldt. Vi skal selvfølgelig stadig dø, og vi bliver stadig bange, men vi kan lade den frygt være, vi kan så at sige hænge den op på korset i tro på at Gud vil livets og kærlighedens fuldendelse. Vi kan så at sige leve i troskab mod det skabte liv. Som der står i morgensalmen ”at mig dagen fryder, trods synd og død”. Sådan er ordene og de passer godt med at det snart er påske.

Efter påske skal vi høre om, at sidde ved Guds højre hånd og om at dømme levende og døde.

God påske!

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Treenighed? Tre-i-en? Hvorfor ikke 17?

Føljeton: Trosbekendelsen VIII

NU skal vi have hul på selve Trosbekendelsen! Og så måske alligevel lige et par indledende bemærkninger om Trosbekendelsens overordnede opdeling.

Treenigheden - model 1

Som Nicolai var inde på i sidste uge, så er det jo meget iøjnefaldende, at den Gud som Trosbekendelsen beskriver, og som man som kristen i tre omgange siger at jeg/vi tror på… er en bestemt Gud, som netop beskrives i tre afsnit. Det er den treenige gud, der beskrives.

Treenigheden - model 2

Det kan man jo vælge at blive vældig forvirret og/eller skeptisk over. Er der tale om én Gud eller tre? Er kristendommen ikke en monoteistisk religion – altså med kun én gud? Hvorfor er denne opsplitning nødvendig? Er treenigheden reel? Hvem siger, at det er sådan? Hvorfor skal det være så indviklet?

Treenigheden - model 5

Man kan også vælge at tage det hele lidt med ro, og se treenigheds-sagen som en mere pædagogisk/dynamisk forklaringsmodel end den rene, bogstavelige, konkrete Sandhed. Det er i hvert fald altid værd at minde sig selv om, at uanset hvor mange kloge ord vi siger eller modeller vi opstiller, så er ordene og modellerne IKKE lig med det, som de forsøger at beskrive. De er vores – gode eller mindre gode – forsøg på at få hold på sager, som er mere komplekse og omfattende, end vi lige kan overskue. Vi er nødt til at konkretisere og forsimple for at kunne tale om de store ting.

Treenigheden - model 17

Således også med Gud. 

Treenigheden - model 68

Når man fra den tidlige kristendoms side har valgt at beskrive Gud som tre-enig, altså som ét væsen, men tre ”personer”, så er det i mine øjne ikke så forfærdeligt besynderligt. Jeg ville have fundet det mere tankeomstyrtende, hvis vi havde haft at gøre med en 17-enig gud eller en 2385-delt guddommelighed. Tre er trods alt et simpelt og oplagt tal at vælge, hvis man ønsker at forklare, at noget er bare en lille smule mere sammensat end som så.

Treenigheden - model 119

Tænk på, at vi eksisterer i tre dimensioner. Ting får fylde og vægt, når de breder sig på tre ledder. En stol med tre ben vipper ikke. En gud, der beskrives som tredelt er stærk, altomfattende. Om man vælger at kalde enkeltdelene Fader, Søn og Helligånd eller måske Sind, Krop og Ånd eller noget helt andet er et spørgsmål om vinkling. Den varierede vinkling, som på en dårlig dag ikke er helt ligegyldig, kan man selvfølgelig vælge at gøre til genstand for blodig krig, men man kan også vælge at lade de forskellige tredelinger være udtryk for, at mennesker begriber det ubegribelige på forskellige måder.

Treenigheden - model 274

Jeg har fx haft stor glæde af mobilselskabet 3’s brug af sangen Three is a Magic Number:

Treenigheden - model 932

Three is a magic number,
Yes it is, it's a magic number.
Somewhere in the ancient, mystic trinity
You get three as a magic number.

The past and the present and the future.
Faith and Hope and Charity,
The heart and the brain and the body
Give you three as a magic number.

[…]

A man and a woman had a little baby,
Yes, they did.
They had three in the family,
And that's a magic number. 

Treenigheden - model Sct. Patrick

Jeg lover, at jeg næste gang kigger på SELVE Trosbekendelsen! 

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Hvad – eller hvem – er Gud?

Trosbekendelsen VII

Hvad eller hvem er Gud?  Guder kan være af mange slags.  Som tidligere nævnt så er ens Gud, det man stoler på, og måske også det man frygter.  Men bortset fra dette mere psykologisk-eksistentielle gudsbegreb, så er der de mange religioners bud på, hvad og hvem Gud er. 

Her handler det om den kristne trosbekendelse i den udgave vi kalder den apostolske, som er den mest brugte i folkekirkens gudstjeneste og også i den romersk katolske kirke.  Denne trosbekendelse giver et ret kort bud på, hvem den kristne Gud er. 

Det mest mærkelige ved den kristne Gud er, at han er treenig, at han både er den almægtige Gud fader og et menneske, Jesus, som blev født på et bestemt tidspunkt og levede og døde. Dertil kommer Helligånden som er den relation der knytter faderen og sønnen sammen til en enhed.  De er ét i ånden. 

Det lyder mærkeligt og bureaukratisk og unødigt besværligt. Hvorfor skal der være tre i en?  Det er der flere grunde til. Først må vi fastslå, at det ikke er et naturligt gudsbegreb. Den kristne Gud er en åbenbaret Gud. Det vil sige, at vi ikke selv kan tænke os til den kristne Gud. Vi kan ikke umiddelbart finde ham i os selv og vi kan heller ikke finde ham i naturen.

Det er derimod en Gud som har givet sig til kende i historien. Det fortælles der bl.a. om i Det gamle testamente, hvor Gud åbenbarer sig flere gange for Abraham, Isak, Moses osv. Denne åbenbaring har vi kun gennem disse beretninger, der selv er historiske og derfor meget vel kan være usikre og fejlbarlige. Men disse åbenbaringer gav anledning til jødedommen som religion. 

Jødedommen var speciel i samtiden ved at være monoteistisk, dvs. de holdt fast ved, at der kun var en Gud, Fædrenes Gud. Og de forstod sig som det udvalgte folk.  Set fra kristendommens synspunkt, så var jødedommens epoke en række mislykkede forsøg fra Gud på at gøre sin sag klar. Folket forstod ikke sagen, hvilket i kristendommen klassisk tolkes som en effekt af syndefaldet.

Både erkendelsen og moralen – eller måske rettere forholdet mellem hjerne og hjerte var blevet rodet ved syndefaldet. Gud forsøgte med en række love, for at skabe orden. Mest kendt er de ti bud. Men folket blev på den ene side bange og fik på den anden side større lyst til at bryde loven.  De fleste af os kender til, at forbud giver en trang til at bryde forbuddet. Ligesom det også kan skabe en frygt for straf. 

Guds strategi virkede altså ikke. Derfor måtte han til sidst blive menneske, dvs. han lod en del af sig selv føde. Hvordan det egentlig er foregået er ikke til at vide. Da vores forestillinger om Gud jo under alle omstændigheder kun kan være vores utilstrækkelige billeder og ikke en beskrivelse, så kan vores forestillinger om guds tanker jo ikke være mere dækkende.  Foreløbig synes jeg selv, der er en ret rodet historie. Ikke mindst når man tænker på, at det er Guds historie.

Men forhåbentlig vil det give mere mening senere. Nu er vi nået til Jesu fødsel. Gud blev menneske. Det skal vi høre mere om næste gang. 

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen?

Føljeton: Trosbekendelsen VI

Nå, nu er vi mange uger inde i semesteret og det må være på tide, at vi kommer i gang med selve teksten: trosbekendelsen. Og så alligevel. Som Nicolai nævnte i sit allerførste indlæg tilbage i januar, så er det nærmest helt standardiseret i Danmark, at selve bekendelsen indledes med ”forsagelsen”, afvisningen.

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Djævelen? Ham med horn i panden og gedebukkeben? Alle hans gerninger og alt hans væsen? Allerede her er det fristende at stå af. Jeg forsager jo også Julemanden, hekse og elverpiger. Er vi ikke allerede her ude i overtro, ammestuesnak og primitivt nisseri? Jo, måske. 

Men man kunne jo også prøve at applikere sin begavelse og evne til at bevæge sig fra konkret til abstrakt på den sære formulering. Man kunne prøve at give slip på fristelsen til at ville forstå alting helt og aldeles bogstaveligt. Man kunne måske overveje, om der her er tale om en tekst, der IKKE fungerer som en nyhedsartikel i et dagblad eller en side i en lærebog. 

Måske betyder det noget, at teksten er gammel; skrevet i en tid, der var en anden og til et publikum, der var et andet. Måske er det ikke meningen med forsagelsen, der er blevet forældet, men vores evne til at få den til at give mening, der er blevet forringet med tiden. Fordi vi er blevet så forbandet kloge. Fordi vi vil forstå alting helst i 1:1-forhold. Fordi vi ikke tør have tillid til at billedsprog og poesi kan indeholde lige så stor sandhed som fakta.

Hvad hvis nu Djævelen i forsagelsen er et billede på alt det i livet, som gør os ondt, som gør os ensomme, som bringer smerte. Alt det, som vi gerne ville være foruden, men som findes. Alt det, som vi ville ønske, at vi kunne vende ryggen, lave om på, se bort fra, være fri af, forsage, men som vi igen og igen må konstatere finder indpas i vores liv. Måske skal Forsagelsen ikke forstås som en konstatering af, at jeg/vi forsager alt det onde, altså at vi har lykkedes i kampen mod Djævelen i alle hans former, men at vi håber og ville ønske at vi kunne. 

Måske netop derfor giver det mening at forsage Djævelen igen og igen, fordi vi igen og igen har brug for at gøde jorden for muligheden for forandring. Måske. Tro er en tillidsøvelse, og det er forsagelse også.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder