Ja, det skal vi faktisk..
På søndag er det den første søndag i advent, og selvom ordet i virkeligheden handler om at ”Han kommer”, så er betydningen, at vi nu skal vente og forberede os. Mentalt. Fordybe os. Geare ned, faste og gøre os klar til den helt store fest ved at gøre ugerne op til selve jesusbarnets fødselsdag beskedne, eftertænksomme og rolige, så kontrasten mellem hverdag og fest rigtig kan træde frem.
Det er jo ikke ligefrem sådan julemåneden ser ud for de fleste danskere her i begyndelsen af det 21. århundrede! Julen begynder i slutningen af november, og de kommende uge kører for manges vedkommende i det allerhøjeste gear. Der skal købes gaver, klippes julepynt, bages småkager, holdes julefrokoster og juleafslutninger, gøres julerent, drikkes julebryg og glögg, og mange af os ender med at være helt udmattede, flæskestegsforstoppede og nissehadende, når vi når frem til den 24. december. Den store dag bliver ofte et antiklimaks, som slet ikke kan leve op til de oppiskede forventninger og overgå de mange festlige sammenhænge, som vi har været i i løbet af december.
Det skal vi ikke nødvendigvis lave om på., men nu er tanken ført i marken: adventstiden er tænkt som en mental forberedelsestid, hvor vi gør os tanker om betydningen bag juleunderet: at et lille barn blev født, som skulle være ”en stor glæde, der skal være for hele folket”. Vi har lov til at holde lidt igen på de indledende juleløjer, hvis vi trænger til en aften hjemme i sofaen. Dén historie, der begynder i krybben julenat, udvikler sig så mærkeligt, at den godt kan fortjene en tanke eller to. Og man kan jo altid tage en pebernød, mens man tænker.
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
På søndag er det den første søndag i advent, og selvom ordet i virkeligheden handler om at ”Han kommer”, så er betydningen, at vi nu skal vente og forberede os. Mentalt. Fordybe os. Geare ned, faste og gøre os klar til den helt store fest ved at gøre ugerne op til selve jesusbarnets fødselsdag beskedne, eftertænksomme og rolige, så kontrasten mellem hverdag og fest rigtig kan træde frem.
Det er jo ikke ligefrem sådan julemåneden ser ud for de fleste danskere her i begyndelsen af det 21. århundrede! Julen begynder i slutningen af november, og de kommende uge kører for manges vedkommende i det allerhøjeste gear. Der skal købes gaver, klippes julepynt, bages småkager, holdes julefrokoster og juleafslutninger, gøres julerent, drikkes julebryg og glögg, og mange af os ender med at være helt udmattede, flæskestegsforstoppede og nissehadende, når vi når frem til den 24. december. Den store dag bliver ofte et antiklimaks, som slet ikke kan leve op til de oppiskede forventninger og overgå de mange festlige sammenhænge, som vi har været i i løbet af december.
Det skal vi ikke nødvendigvis lave om på., men nu er tanken ført i marken: adventstiden er tænkt som en mental forberedelsestid, hvor vi gør os tanker om betydningen bag juleunderet: at et lille barn blev født, som skulle være ”en stor glæde, der skal være for hele folket”. Vi har lov til at holde lidt igen på de indledende juleløjer, hvis vi trænger til en aften hjemme i sofaen. Dén historie, der begynder i krybben julenat, udvikler sig så mærkeligt, at den godt kan fortjene en tanke eller to. Og man kan jo altid tage en pebernød, mens man tænker.
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar