Føljeton IX – Vejledning i Biblen…

Forleden blev jeg spurgt, hvordan man skulle læse i Biblen. Det var en yngre kvinde, som uforfærdet var gået i gang med at læse Den nye Aftale, som den nye hverdagsdanske oversættelse af Det ny Testamente hedder. Det viste sig alligevel at være vanskeligt. Problemet var ikke at forstå sproget, men det virkede meget lidt relevant for hende selv. Det var talt ind i en anden verden end hendes. Og var der endelig en forståelig vejledning, så virkede det umuligt at leve op til de krav der blev stillet. Kvinden læste henvendelsen som en direkte opfordring til hende selv, som en direkte vejledning.

Mange har sikkert en forestilling om religion som vejledning. Mange former for kristendom er og har været meget moralsk og derfor er det ikke mærkeligt at mange forbinder kristendommen med påbud og forbud. Men der findes ikke nogen direkte vejledning i Det ny Testamente. Få sider inde i Matthæusevangeliet støder man på en lang belæring af Jesus, som kaldes bjergprædikenen. Her hører man (i Den Nye Aftale’s formulering): I ved hvad der står i Loven: ”du må ikke slå ihjel” og ”den der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol”. Men jeg siger jer: den der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol… Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild.

Som direkte påbud er det en umulighed. Hvem har ikke kaldt andre en idiot? Og hvem bryder sig om at blive fordømt, når man læser? Men der kunne tænkes at være en mening, men måske er den som ens eget liv lidt mindre ligefrem. Ligesom livet kan være fuld af hemmeligheder og vildveje, så forstår man det bedre i sammenhæng. Ja måske forstår man det først, når det er slut.

Jan Lindhardt – den tidligere bisp i Roskilde – har sagt, at man skal læse Biblen som et brev fra den elskede. Jeg siger jer: læs den først som en god historie. Og endelig: Biblen vil aldrig kunne vejlede dig til at blive et godt menneske, men den vil føre dig til tilgivelsens og forsoningens plads, så du kan leve et sandt liv, selvom du aldrig bliver god nok.

Der er til stadighed uenighed om hvilken status Biblen har i kristendommen. En del holder på at Biblen er Guds åbenbarede og ufejlbarlige ord – indblæst dirkete i forfatterne via Helligånden. De holder derfor på at Biblen skal læse bogstaveligt som den står og forstås umiddelbart. Det mener jeg ikke.

Jeg mener ikke det er muligt at læse og forstå noget som helst uden at fortolke det. Desuden mener jeg, at der er mange selvmodsigelser i Biblen, som kalder på forklaring.

Jeg mener, at Det nye Testamente (NT) er et vidensbyrd om mennesket Jesus, som Guds søn. I den forstand er Jesus en åbenbaring af Guds virkelighed. Men NT er skrevet af personer som har hørt om disse begivenheder og som selv er blevet påvirket af dem. Det primære er altså begivenheden.

Efter det fulgte det vi kalder kirken, som dem der troede at Jesus var en sand åbenbaring af Guds virkelighed. Herfra kommer dels den praksis at døbe, at holde gudstjeneste og nadver. Og det er i disse menigheder at Biblen er blevet til.

Jeg betragter mig som grundtvigianer, fordi jeg er enig med Grundtvig i hans kirkelige anskuelse. At kirken var der før Biblen, og at det centrale i kristendommen er det talte levende ord, som høres i bekendelse ved dåb og nadver. Det betyder ikke at Guds virkelighed ikke kan vise sig andre steder, men det betyder at Guds virkelighed ikke nås gennem læsning i Biblen. Biblen er en glimrende bog og kilde til stor indsigt, men den består af menneskelige og fejlbarlige vidnesbyrd og derfor må den også kunne kritiseres.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst