Frihed. Et absolut plusord. Frihed er, når der ikke er nogle snærende bånd. Ikke nogen begrænsninger. Ikke noget der står i vejen for det, som jeg vil. Jo mere frihed, jo bedre. Lykken må være, at være 100% fri. Fri fra alt.
Eller kunne det mon være en lille smule mere komplekst; det her floromvundne plusord?
Tidligere tænkte jeg frihed, som jeg beskrev det herover. Jo mere frihed, jo bedre. Frihed fra autoriteter og traditioner og regler var noget, der var værd at stræbe efter, for disse ting repræsenterede det modsatte af frihed, nemlig bundethed, rammer, fasthed – ufrihed.
Og så oplevede jeg alligevel ind imellem, at den frihed, som jeg jo besad – og besidder – i rigt mål: frihed til at vælge uddannelse, frihed til at leve stort set som jeg vil, frihed til at rejse, frihed til at ytre mig, frihed til at vælge mine venner, frihed til – næsten selv – at bestemme hvornår jeg vil stå op, frihed til at spise, læse, købe, tænke, gøre – den næsten grænseløse frihed kunne opleves som en belastning. For med frihed følger ansvar. Når jeg selv beslutter alt i min tilværelse, så bærer jeg også ansvaret for konsekvenserne. Selv. Og de nærmest uendeligt mange valgmuligheder kunne – og kan stadig – gøre mig nærmest handlingslammet.
Og hvad har det nu med semesterføljetonnens tema ”Jeg er vejen…” at gøre? Jo, såmænd det, at frihed er et af pilgrimsvandrerens nøgleord. For man kan jo hævde, at det er meget lidt frit, at vælge at gå en rute, som andre har valgt, som andre har gået før, og som er fastlagt fra begyndelse til enden. Men det forunderlige er, at oplevelsen ved at gå pilgrimsruten – eller i den mindre labyrint – kan være den stik modsatte: at det at vælge at gå en vej, som er udstukket på forhånd, kan opleves som en utrolig frihed. Man bliver måske ikke fri FRA alt, men man bliver fri TIL noget vigtigt. Fri til at være sig selv på ruten.
Man er naturligvis nødt til at begive sig ind på ruten i tillid til – eller man kunne måske ligefrem sige tro på – at ruten er OK. At de, som har gået der før, har haft fat i noget. Og selvom man udviser tillid, behøver man jo ikke at tage hovedet under armen. Hvis ruten bliver for lang, et træ vælter ned over vejer eller man får frygtelig hjemve, så er man også fri til at holde pause eller afbryde rejsen. For måske at genoptage den senere. Man er fri til at være med – og fri til at lade være. Friheden ligger gemt i tilliden.
Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten
Eller kunne det mon være en lille smule mere komplekst; det her floromvundne plusord?
Tidligere tænkte jeg frihed, som jeg beskrev det herover. Jo mere frihed, jo bedre. Frihed fra autoriteter og traditioner og regler var noget, der var værd at stræbe efter, for disse ting repræsenterede det modsatte af frihed, nemlig bundethed, rammer, fasthed – ufrihed.
Og så oplevede jeg alligevel ind imellem, at den frihed, som jeg jo besad – og besidder – i rigt mål: frihed til at vælge uddannelse, frihed til at leve stort set som jeg vil, frihed til at rejse, frihed til at ytre mig, frihed til at vælge mine venner, frihed til – næsten selv – at bestemme hvornår jeg vil stå op, frihed til at spise, læse, købe, tænke, gøre – den næsten grænseløse frihed kunne opleves som en belastning. For med frihed følger ansvar. Når jeg selv beslutter alt i min tilværelse, så bærer jeg også ansvaret for konsekvenserne. Selv. Og de nærmest uendeligt mange valgmuligheder kunne – og kan stadig – gøre mig nærmest handlingslammet.
Og hvad har det nu med semesterføljetonnens tema ”Jeg er vejen…” at gøre? Jo, såmænd det, at frihed er et af pilgrimsvandrerens nøgleord. For man kan jo hævde, at det er meget lidt frit, at vælge at gå en rute, som andre har valgt, som andre har gået før, og som er fastlagt fra begyndelse til enden. Men det forunderlige er, at oplevelsen ved at gå pilgrimsruten – eller i den mindre labyrint – kan være den stik modsatte: at det at vælge at gå en vej, som er udstukket på forhånd, kan opleves som en utrolig frihed. Man bliver måske ikke fri FRA alt, men man bliver fri TIL noget vigtigt. Fri til at være sig selv på ruten.
Man er naturligvis nødt til at begive sig ind på ruten i tillid til – eller man kunne måske ligefrem sige tro på – at ruten er OK. At de, som har gået der før, har haft fat i noget. Og selvom man udviser tillid, behøver man jo ikke at tage hovedet under armen. Hvis ruten bliver for lang, et træ vælter ned over vejer eller man får frygtelig hjemve, så er man også fri til at holde pause eller afbryde rejsen. For måske at genoptage den senere. Man er fri til at være med – og fri til at lade være. Friheden ligger gemt i tilliden.
Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar