Føljeton VII – På mine fødder

Den engang århusianske rockgruppe Gnags (pladeaktuel med albummet Legepladsen) lavede en gang et hit med titlen ”Fodgænger”:

Ja, jeg kan gå på mine fødder

Jeg er fodgænger, så er man da noget

Jeg kan gå igennem byen

Koster ikke noget,

så har man da råd

Det er helt tilbage fra albummet X, som kom i 1983. Det kan være nummeret får fornyet aktualitet med den økonomiske krise, for fodgænger har de fleste alligevel råd til at være. I disse klimatider er fødderne også meget bæredygtige.

I nutiden har fødderne fået renæssance med fænomenet pilgrimsvandring. Flere og flere går ad gamle ruter til Santiago de Compostella eller ad Hærvejen. Alle steder vandres der. Formålet med pilgrimsvandringer er ofte at få ro. Der er et mentalt aspekt. At finde eller genfinde sig selv, hvilket er godt for mange, der i det daglige drøner af sted og glemmer, hvem de er og hvad der egentlig betyder noget. Den indsigt havde Gnags allerede for 15 år siden, ”jeg er fodgænger, så er man da noget.”

At gå skaber bevidsthed om, hvem man er. Her åbner sig en række filosofiske og videnskabelige døre. F.eks. kroppens og bevægelsens indre sammenhæng med bevidstheden. ”Jeg går, altså er jeg (fodgænger)”. Man kunne også nævne bipodaliteten som et afgørende udviklingsmæssigt træk. Men jeg skynder mig at smække alle døre i og gå videre.

Som nævnt i en tidligere klumme, så er det i kristendommen Guds vej til os, som er det primære. Man kan ikke gå sig til frelsen. Men når det er sagt, så gik Jesus også meget rundt og mange gik med ham. Jesus var en fodgænger. Og mange blev frelst på vejen. Dvs. de blev frie fra de fysiske eller mentale byrder, der lammede dem. Denne frihed er stadig tilgængelig for troen. Men når man er fri til at gå og har genfundet sig selv, så skal man gå hen til de andre. Selv mod ensrettet.

Venter på dig,

venter på en fodgænger

Venter på kys og kærlige ord

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst