Einsteins drømme

Tid og evighed VIII

Jeg vil gå en lidt anden vej i dag.

26. april 1905 

I denne verden er det straks tydeligt, at det går underligt til. Man ser ingen huse i dalene eller på sletterne. Alle bor oppe i bjergene.

På et eller andet tidspunkt i fortiden opdagede videnskabsmændene, at tiden går langsommere og langsommere, jo længere man kommer væk fra jordens kerne. Virkningen er minimal, men den kan måles med de allerfølsomste instrumenter. Da fænomenet først var blevet kendt, flyttede nogle enkelte mennesker, for hvem det var magtpåliggende at forblive unge, op i bjergene. Nu er alle huse bygget på Dom, Matterhorn, Monte Rosa og andre højtliggende områder. Det er umuligt at sælge boliger andre steder.

Ana Maria Hermida: Einstein's Dreams II

Mange stiller sig ikke tilfreds med at anbringe deres hjem på et bjerg. For at opnå den maksimale virkning har de bygget deres huse på pæle. Bjergtoppene verden over er sat til med den slags huse, som på afstand ligner en flok fede fugle, der sidder og hviler sig på lange tynde ben. De, der er mest ivrige efter at leve længst muligt, har bygget deres huse på de højeste pæle. Ja, der er nogle af husene, der hæver sig mellem en halv og en hel kilometer i vejret på deres ranglede ben af træ. Højde er blevet status. Når en person ser opad fra sit køkkenvindue for at få øje på sin nabo, tror han, at denne nabo ikke vil blive stiv i leddene lige så hurtigt som han selv, ikke så tidligt vil tabe håret, ikke så tidligt blive rynket, ikke miste lysten til kærlighed så tidligt. På samme måde har en person, der kikker ned på et andet hus, en tendens til at afskrive dets beboere som fortabte, svage og kortsynede. Nogle praler af, at der har levet hele deres liv højt oppe, at de blev født i det højest beliggende hus på den højeste bjergtop og aldrig har været nede. De priser deres ungdom i spejlet og går nøgne rundt på deres balkoner.

En gang imellem tvinger en uopsættelig forretning folk til at komme ned fra deres huse, og det gør de i en fart, de skynder sig ned på jorden ad deres høje stiger, løber hen til en anden stige eller ned i dalen, udfører deres forretninger og vender derpå så hurtigt som muligt tilbage til deres huse eller til andre højtliggende steder. De ved, at for hvert skridt nedad går tiden en lille bitte smule hurtigere, og de bliver lidt tidligere gamle. Folk nede i jordhøjde sidder aldrig ned. De løber af sted med deres dokumentmapper eller købmandsvarer i hånden.

Et lille antal af beboerne i hver by er holdt op med at tage sig af, om de bliver nogle sekunder tidligere ældre end deres naboer. Disse eventyrlystne sjæle kommer ned i den nedre verden nogle dage ad gangen, ligger og driver under træerne, der vokser i dalene, svømmer dovent i søerne, der ligger under varmere himmelstrøg, ruller rundt på den flade mark. De ser dårligt nok på deres ure og kan ikke fortælle én, om det er mandag eller tirsdag. Når de andre løber misbilligende forbi dem, smiler de bare.

I tidens løb har folk glemt grunden til, at der er bedre højt oppe. Ikke desto mindre bor de fortsat oppe i bjergene, undgår så vidt muligt lavereliggende områder, lærer deres børn at undgå børn nedefra. De tåler af gammel vane kulden i bjergene og nyder ubehaget som en del af deres gode opdragelse. De har endog overbevist sig selv om, at tynd luft er god for kroppen og er som en logisk følge heraf gået på diæt og nægter at indtage andet end den allerletteste mad. Efterhånden er befolkningen blevet tynd ligesom luften, benet, gammel før tiden.

Teksten er fra Alan Lightmans lille bog Einsteins drømme fra 1993. Bogen rummer en samling drømme drømt af en ung kontormand i Bern i 1905. I vågen tilstand har den unge mand storslåede teorier om tidens beskaffenhed, og han er i gang med at skrive en afhandling om tidens relative natur. Om natten omsætter hans tanker sig til sære, konkrete og poetiske billeder af verdener, hvor tiden har forskellige egenskaber. Den unge mand hedder Albert Einstein.

Bogen kan lånes på biblioteket eller købes antikvarisk eller fx. på Amazon (på engelsk - også til Kindle).
14. maj 1905

Der findes et sted, hvor tiden står stille. Regndråberne hænger ubevægelige i luften. Urpendulerne svæver midt i deres sving. Hundene løfter snuden i tavse hyl. Fodgængerne står ubevægelige i støvede gader, deres ben er løftede, som om de holdes oppe af snore. Duften af dadler, mangoer, koriander, kommen hænger i rummet.

Efterhånden som en rejsende kommer nærmere dette sted, uanset fra hvilken retning, bevæger han sig langsommere og langsommere…

Lise Lotz,
Akademisk medarbejder