Den lineære tids tyranni

Tid og evighed VII

Vores tid er lineær. Vi opfatter tiden som en linje, et forløb, der f.eks. kunne være fra fødsel til død. Vores kalender udtrykker denne tid i årstal, der bevæger sig fremad.

En cykel. Cirkulær og lineær bevægelse forenet. (Af Aahana Miller)

I andre kulturer og religioner har man opfattet tiden som en cirkel eller et hjul. Alting er ifølge denne tidsopfattelse en gentagelse. Vi erfarer denne cykliske tid i årstidernes skiften, men denne tid er sekundær. Det dominerende hos os er det lineære.

Den lineære tid har sin oprindelse i religionen, særligt den jødisk-kristne religion (og her hører Islam også med). Det skyldes, at der er en skabelse, altså at verden har en entydig begyndelse, og så må den logisk også have en slutning. Altså ét lineært forløb. Man kunne så forestille sig, at dette forløb blot var en cyklus i en serie gentagne ens forløb og så ville være tilbage i den cykliske tid.

Alting. Fra begyndelsen til enden. (Af Chloe Kerns på fem - næsten seks - år)

Den gamle kirkefader Augustin kæmpede mod sådanne tanker i sit store værk ”Om Guds stad” fra begyndelsen af 400tallet. Augustins endegyldige argument var specifikt religiøst, at ”Kristus er en gang opstået fra de døde, og sådan opstår han aldrig mere”. Der er én tid og én evighed. I vores moderne sekulariserede tid vil det nok ikke tælle som et godt argument, men vi kunne så henvise til fysikkens og kosmologiens ret grundige eftervisning af ”Big bang” teorien. Det virker som om dette univers har én begyndelse, som ifølge nuværende data ligger ca. 13,8 Mia år tilbage.

Alt dette betyder ikke så meget for vores daglige liv, men det gør tidsopfattelsen alligevel. Det handler om forholdet mellem tid, handling og mening. Meget tyder på, at vi i høj grad anser vores handlinger for det, som giver livet mening. Vi vil gøre en forskel. Vi betragter tiden, som den tid vi har. Vores tid er fra fødsel til død, og det vi får ud af denne tid, giver livet mening.

Det mest ekstreme udtryk for denne tidsopfattelse finder man i CV’et. Der er ikke noget i vejen med et CV, men når det betragtes som det bedste udtryk for vores liv, så mener jeg der er noget galt. Som om vores liv er en enkelt linje. Men består vores liv ikke af flere spor? Er der ikke flere tider? Er ventetid og spildtid alene et tab?

Allerede. Og endnu ikke. (Vajra Being)

Det lineære tidsbegreb fører her til et tyrannisk menneskesyn , fordi vi bliver slaver af vores egne handlinger. Heraf udspringer en del af selvudviklingsbølgens tendens til at se alt som positivt, man skal finde vækstpotentialet i krisen. Det fører ofte til, at andre mennesker bliver reduceret til ressourcer for min udvikling.

Den lineære tid æder livet, den er ren forgængelighed. Den er en endimensional tid uden evighed og den fører til endimensionale mennesker.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen,
Studenterpræst