Og resten er tavshed

- om sprog og kommunikationsformer VIII

Er det ikke underligt, at man kan lytte til nogen der taler, og så trænger ingenting ind?

Det er selvfølgelig oplagt, hvis den man lytter til taler kinesisk, og man ikke selv har lært sproget, men jeg tænker på de situationer, hvor man lytter til én, der taler ens eget modersmål. Man forstår de enkelte ord; sætningerne måske også, og alligevel bliver ordstrømmen til mudder, når den kommer frem til ens hjerne.

Det kinesiske tegn for "at lytte"!

Jeg har oplevet det mange gange i et auditorium, hvor en underviser har forsøgt at lære mig noget. En dygtig underviser. Klog. Veltalende. Velforberedt. Og alligevel sad jeg med en mistanke om, at jeg havde en fysisk defekt, der gjorde, at ordene blev til ingenting på vejen mellem øret og den del af min hjerne, der skulle tage imod lærdommen/visdommen.

Det skræmmende er, at jeg – der er teolog – også stadig somme tider har den oplevelse når jeg går i kirke. Der står en præst på prædikestolen og vil så gerne formidle noget vigtigt til mig – og ingenting sker der. Jo, jeg hører ordene; jeg kan høre, at de er ”rigtige”, men de har ingenting at hægte sig fast på, jeg kan ikke se relevansen, meningen og de svæver derfor lige så stille ud af mine ører igen. Og jeg er så tilpas overskudsagtig og moderne, at jeg ikke engang skammer mig over det.

Jeg forventer af præsten, at han/hun kan formidle, så jeg får noget med mig. Hvis ikke det sker umiddelbart, føler jeg mig i min gode ret til at håne vedkommende indvendigt og til at tænke at det er præstens fejl at kommunikationen ikke lykkes. Jeg har hverken tid eller tålmodighed til at lære lige præcis den præsts særlige ”lingo” eller tankegang at kende, og jeg søger videre til noget andet.

Det er godt nok hårde odds, man er oppe imod, når man har noget på hjerte i dagens Danmark – hvad enten man fx står bag et kateder, på Folketingets talerstol, på en prædikestol eller på side 8 i MOK - og vil kommunikere til folk, der er selvbevidste, veluddannede og ikke særligt autoritetstro.

Mærkeligt nok bliver vi ved. Måske er der nogen, der lytter. Måske er der noget der siver ind. En lillebitte lyd midt i tavsheden.

Mallebrok er død i krigen
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.
I attenfireogtres,attenfireogtres.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.


Han blev til graven båren
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Han blev til graven båren
af fire hædersmænd...


Den ene bar hans sabel
den anden hans gevær.


Den tredje bar hans skjorte
den fjerde ingenting.


Og da de kom til graven
så var der ingen hul.


Så tog de hver en teske
og graved' så et hul.


Og præsten holdt en tale
han sagde ingenting.


Nu ligger han i graven
og tygger på en skrå.


Og når den så bli´r gammel
så ta´r han sig en ny.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder