Afskaf (ikke) eventyret...

- om sprog og kommunikationsformer IX

Jeg hørte i en udsendelse i radioen om filosofi for børn. Et interview med filosoffen og forfatteren Christoffer Boserup Skov som stod bag nogle bøger med en dreng som hedder Sebastian , der kommer ud for ting og tænker over det. Så var der tilknyttet en hjemmeside, Metafysisk Institut, hvor børn kunne drøfte alle mulige filosofiske spørgsmål.

Det var alt sammen meget godt og der var eksempler på børns anderledes sprog i forhold til metafysiske spørgsmål. F. eks. svarer Andreas på spørgsmålet, om man kan købe alt for penge, at man ikke kan købe solskinsdage for penge. Og det er jo sandt. Godt initiativ.

Men så kom forfatteren Christoffer til slut i udsendelsen med et udfald mod eventyr, nisser og lignende overnaturlige fænomener. Det mente han man skulle skåne børn for, fordi man som voksen bandt dem noget på ærmet. Vi ved at nisser ikke eksisterer, men det gør børnene ikke, og derfor skabes der et usundt magtforhold syntes han at mene. ”Vi behøver slet ikke opfinde historier om hverken trolde eller julemanden for at fange børnenes opmærksomhed.” I stedet skulle vi tale om evolution og den foreliggende verden, for der var børn og voksne mere lige. Hvad?

Jeg må erklære mig ganske uenig. De voksne vil ofte vide mere også om evolution og vil derfor altid have mere magt end børnene. Det betyder ikke at de nødvendigvis misbruger magten til at udnytte børnene, men mere ofte at de faktisk bruger deres magt på at beskytte børnene.

Desuden tror jeg, at opfattelsen af det overnaturlige i eventyr som nisser og trolde knytter sig til en sprogform, som ikke lader sig udrydde. Som intervieweren antydede, så mener jeg børn er mere fantasifulde eller mere magiske i deres forestillinger. Men jeg mener at det er en særlig sprogform, som ikke kan udryddes uden at forarme vores eksistens.

Skematisk kan man sige, at der er tre overordnede sprogformer. Det poetisk-magiske sprog, det prosaisk-fortællende sprog og det beskrivende-videnskabelige sprog. Ofte bruges de i større eller mindre blandinger. Eventyret eller myten kan være fortællende, men have magiske elementer. Som f.eks. trolde, magiske fyrtøj, havfruer, nisser eller talende slanger.

Faktisk peger evolutionsteoretisk hjerneforskning på, at vi er gearet til at tillægge vores omverden sådanne overnaturlige agenter. Og alene derfor synes det svært at udrydde.

Det er selvfølgelig rigtigt, at sådanne magiske forestillinger kan være dumme, farlige eller problematiske – hvis man ser det fra det videnskabelige synspunkt perspektiv. F.eks. er et problematisk at mange afrikanere tillægger forskellige ritualer eller urter kraft til at beskytte mod aids. Men jeg har faktisk ikke mødt danske børn, som troede at julemanden beskyttede dem mod biler i trafikken.

Jeg er med på at videnskaben og dens sprog skal have sin rette plads og undren over den faktiske verden også skal opmuntres; men det kan ikke erstatte eventyr og poesi. Hverken børn eller voksne tager skade af eventyr, men tværtimod så lærer man noget om sig selv og verden, når man mister barnetroen på det magiske. Men det betyder ikke at hverken troen eller magien forsvinder. Ordene har stadig magt.

Hvis nogen kalder en for et svin en gang, så kan man overhøre det. Men hvis man bliver kaldt et svin hver dag, så kommer man selv til at tro på det. Selvom man også er tilhænger af evolutionsteorien. Og også selvom det ikke er sandt. Og måske skal der siges noget andet med en vis kraft, som kan frigøre det menneske fra sin svineidentitet.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst