Afsnit I - Hovmod

Livet. En ligning, der ikke går op.

I dette forår skal vores skriverier handle om noget så opmuntrende som synd. Vi har valgt at lade den gamle katolske forestilling om de syv dødssynder være styrende. For mange er den kristne tale om synd og synder umoderne, ja hvis ikke helt kvalmende, så dog et udtryk for dårlig smag.

Men det beror alt sammen på en misforståelse, som medier og folkevid vedligeholder.
Synd handler nemlig ikke først og fremmest om hvad vi gør. Synd er et mere omfattende begreb, der i den kristne tænkning omfatter hele menneskeheden. Det er en tilstand mere end en handling. Som der står i hos apostlen Paulus så har skriften ”indesluttet alt under synd”. Synden er altså et vilkår. Det er ikke noget man kan vælge fra eller til. Måske kan man udtrykke det i erfaringen af, at livet sander til, der er altid noget som ikke bliver som det skulle trods de bedste intentioner.

Og så har synd alligevel også med valg at gøre. Der er jo visse handlinger og tilbøjeligheder, som vi ikke bryder os om. I forbindelse med den nuværende økonomiske krise tales der meget om grådighed – og det er netop en af de gamle dødssynder, som vi vil vende tilbage til. Nu synes jeg ikke det først og fremmest er vigtigt at holde dom over andre, men igennem dødssynderne kommer man til at overveje nogle meget væsentlige menneskelige tilbøjeligheder og erfaringer, som de fleste kender til.

I dag skal det handle om Hovmod (latin: superbia) er den første og den største dødssynd. I grunden er hovmodet forestillingen om ikke at have brug for Gud. Det at ville være sin egen herre. Derfor indeholder hovmodet på en måde alle andre synder i sig. Man skal lægge mærke til, at hovmod er en åndelig synd, det er mere noget vi selv vil end det er en drift. Når der tales om synd i dag, er det mest i forbindelse med mad og - i nogle kredse - sex.

Hovmod har derimod ikke meget at gøre med lyst. Andres hovmod er bestemt ikke lystigt og spørgsmålet er om det er sjovt for den hovmodige selv. Det fører væk fra fællesskabet, fordi det ignorerer den sårbarhed vi er fælles om. Nu er min kære læser selvfølgelig ikke hovmodig, men vi akademikere skal alligevel passe på.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Andre ligninger GÅR op...