Dystopi som billede på nutiden

Føljeton – Dystopier V

I sidste uge viste vi i studentermenigheden sammen med Cinemateket filmen ”Fahrenheit 451”, en dystopisk film, der som nævnt tidligere er baseret på Ray Bradburys roman af samme navn. I filmen er der et politi, der brænder bøger, da det er forbudt at læse litteratur.

Som jeg nævnte for nogle uger siden, så er bogen fra 1953 og havde McCarthy periodens censur og heksejagt på ”kommunister” som baggrund. Bradbury skulle selv have nævnt dette som inspiration.

Det gælder for dystopier, såvel som for utopier og andre former for fremtidslitteratur er de ofte mere er en kritik af tendenser i samtiden, end de reelt er forsøg på at forestille sig en fremtid. Det sidste kan vel forekomme, men behøver jo heller ikke at udelukke samtidskritik.

Her på det medicinske og naturvidenskabelige Panum kan være fristende at drille med medicinske dystopier. En fremtid, hvor alle er raske, men ulykkelige. Ja, måske skulle vi ligefrem udskrive en konkurrence for bedste medicinske dystopi.

Grunden til at disse dystopiske fremtidsvisioner kan være vigtige og ikke blot skal affærdiges, er netop at de kan afspejle farlige tendenser i nutiden, som det kan være godt at være på vagt overfor. Det er jo ikke en kritik af lægerne, i hvert fald ikke i almindelighed, men ofte af samspillet mellem videnskab, teknik, politik og gode viljer – der viser sig at føre steder hen, man ikke har lyst til eller sætter gang i processer, der løber ud af kontrol.

Oryx & Crake

Et absolut glimrende eksempel på nogle ret nye fremtidsromaner, der er temmelig dystopiske er nogle af Magaret Attwoods bøger. Jeg tænker især på ”Oryx og Crake” (2003) og ”The Year of the Flood” (2009). I den første skildres et samfund, hvor det er gået helt galt og man får at vide, hvordan det gik galt. Det skal jeg ikke gå i detaljer med her, men blot nævne, at de genmanipulatoriske eksperimenter løber helt af sporet. Attwood har gjort modstand mod betegnelsen science fiction, og vil hellere kalde sine bøger speculative fiction, da det som foregår godt kunne ske.

I en tidligere fremtidsbog ”The Handmaids Tale” (1985) er det den religiøse ekstremisme som fører til det dystopiske diktatur. Bogen ender imidlertid med en rammehistorie fortalt fra en endnu fjernere fremtid, hvor samfundet atter er blevet bedre. Så en egentlig dystopi er det næppe.
Men det er nok vigtigt at være opmærksom på, at både politik, religion og videnskab kan tjene totalitære interesser.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen 
Studenterpræst