torsdag den 21. marts 2013

Religiøse lever længere!


Myter VI

Troende får mindre kræft og har lavere risiko for hjerte-/karsygdomme!

Sådan læser man ind i mellem i aviser og andre glade medier. Ind imellem kan man som hårdt prøvet troende godt tvivle lidt om det nu også kan være rigtigt. For ikke at nævne alle ens mindre troende venner og familiemedlemmers skepsis. Der er vel også grund til at have en sund skepsis, for er det ikke meget svært at måle tro? Kunne det ikke være, at religiøse mennesker måske lever sundere. Mange drikker mindre og lever mere regelmæssigt, så mon ikke det kunne være grunden?

Der er lavet undersøgelser, hvor det synes at være tilfældet. Bl.a. har Kræftens Bekæmpelse lavet en undersøgelse  af bl.a. adventister, der holder en meget streng diæt.
Dødeligheden er dog i sidste ende 100% for os allesammen...
»Det er sandsynligvis livsstil, som gør forskellen. Adventister følger strenge spise-forskrifter fra Det Gamle Testamente. De lever efter de klassiske kosher-forskrifter, og hver tredje spiser slet ikke kød, så vi ved, at de lever meget sundt,« konstaterer Niels Christian Hvidt, der er lektor på Helbred, Menneske og Samfund på SDU. Således konkluderes der i på videnskab.dk om denne undersøgelse. Det viste sig også, at de ikke havde nedsat risiko for leukemi.

Men i samme undersøgelse havde man også  kigget på  baptisterne, og de har ikke særlige spiseregler. Og her viste det sig, at de nok havde en højere kræftrisiko end adventisterne, men den var lavere end befolkningsgennemsnittet.

Men sådan en undersøgelse gør jo ingen sommer, og så er det godt, at man har ivrige forskere som Harold G. Koenig fra Dukes University i USA. Han har lavet en metastudie over samtlige undersøgelser om sammenhæng mellem tro og helbred/langt liv i en ti års periode. Og denne metastudie viser, at der er forhøjet risiko for at leve længere, være mere lykkelig og sundere, hvis man er religiøs. Og dette er altså korrigeret for alle mulige andre forhold.
På det psykiske plan viser Koenigs meta-undersøgelse, at religiøse oplever mere mening og formål med livet end ikke-troende. De har mere håb, de tilgiver mere og oplever større taknemmelighed og kærlighed til medmennesker.

Måske har kirken og religionen noget at byde på, selvom man jo ikke skal blive troende for at leve længere.

Men dette kan man høre mere om d. 20. marts, hvor studenterpræsten og en terapeut, Lars Warming, battler om mening, tro og terapi. Læs mere herunder.  


Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen 
Studenterpræst

Ingen kommentarer: