Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.
”Dovenskab er roden til alt ondt”. Ladheden, lediggangen eller dovenskaben kender de fleste og vi kender alle til ordsproget som før nævnt. Det er ikke en særlig kristen eller vestlig specialitet. Lignende ordsprog findes overalt i verden. Enhver kan også regne ud, at dovenskab ikke bringer mad på bordet. Og det er også hvad mange ordsprog hentyder til. I samfund hvor man er afhængige af hinanden og hinandens arbejder er det derfor ikke mærkeligt at dovenskaben er socialt uacceptabel.
Men hvad kvalificerer dovenskaben til at blive en dødssynd? Ja måske skulle jeg nu – lidt bagvendt udfolde hvad en dødssynd egentlig er. De syv fænomener vi har skrevet om, og som man normalt kalder de syv dødssynder er egentlig ikke rigtige synder i sig selv. De syv stammer fra de store middelalderteolog Thomas Aquinas og blev betegnet som hovedsynder, lat. peccata capitalia – hvoraf vi får det engelske capital sin - til forskel fra de mere tilgivelige synder. Forestillingen om hovedsynderne stammede fra pave Gregor 1. den store, der beskrev en række sjælelige tilbøjeligheder og sindstilstande, som sandsynligvis ville føre til onde handlinger. Men disse tilstande var ikke i sig selv gerningssynder og derfor ikke egentlig dødssynder (lat peccata mortalia). Alligevel er alle disse tilstande udtryk for bortvendthed fra Gud, der fører til oprør mod Guds lov. Som tidligere nævnt blev hovmodet den første og mest alvorlige tilbøjelighed, fordi de udtrykte det primære oprør mod Gud, nemlig at ville være sin egen herre. Kirkefaderen Augustin udlægger i sit store værk ”Om Guds stad” (De Civitate Dei), hvordan Satan netop som den første engel falder pga. hovmod. ( Bog.11 kap. 13 og 33). Disse overvejelser fører Augustin til den konklusion, at synden sidder i viljen og i menneskets frie bevidsthed – der dog pga. af arvesynden ikke er fuldstændigt fri. Men det fører for vidt.
Forbindelsen er dog den, at ladhed eller dovenskab – acedia – primært er åndelig ladhed eller dovenskab. At man ikke holder sin bevidsthed klar og vågen, men lader den slumre og derfor fristes af ugudelige tanker og tilbøjeligheder. Det handler således ikke om, at være geschæftig og ha’ gang i en hel masse, heller ikke selvom ens arbejde er læsning. Og det bringer mig frem til nutiden.
Jeg går ind for læsning og ikke mindst går jeg helt ind for flittige medicinstuderende, der passer deres studier. Jeg vil ikke opfordre til ladhed. Men det synes mig som om en del studerende læser hele tiden og det er hverken sundt for sjælen eller for legemet. Det er formentlig heller ikke vejen til gode karakterer. Det er nemlig sådan at hjernen ikke kan kapere mere end højest 5-6 timers effektiv læsning om dagen, hvis man altså ikke laver andet intellektuelt arbejde. Forelæsninger og undervisning trækker altså en del timer fra. Eksamenslæsere kunne sikkert lære noget af middelalderens munke og nonner. Nemlig hård tidsstyring og variation. Som alle der har læst eller set Rosens navn ved, så var og er munkelivet som regel styret af tidebønner. Den inddeler dagen i 7 dele – der i dagtimerne har tre timers interval. Selve bønnen var dels sang af davids salmer, bøn, evt. læsning og ved en af de sene bønner evt. også prædiken. Men i mellem bønnerne var der forskelligt arbejde. Nu er jeg ikke fortaler for en tilbagevenden til en middelalderlig katolsk fromhedstradition, men den stramme inddeling af dagen med pauser (bøn/meditation) giver utvivlsomt ro og fokus.
Alligevel vel jeg være protestantisk og sige, at man altså ikke frelses af sine gerninger. Det gælder også psykologisk: man bliver ikke god nok ved at arbejde eller anstrenge sig. For hvornår er det nok? Man kan jo altid lige gøre lidt mere. Nej god nok – det der psykologisk svarer til frelse – er noget man er eller bliver ved det andre gør ved en. Primært ved at de elsker en eller i hvert fald anerkender en som man er. Også selvom man ikke er perfekt. Og det er stadig en pointe i kristendommen, at Gud anerkender dig som du er og at han allerede har frelst dig og det er ikke noget du skal gøre dig fortjent til.
”Dovenskab er roden til alt ondt”. Ladheden, lediggangen eller dovenskaben kender de fleste og vi kender alle til ordsproget som før nævnt. Det er ikke en særlig kristen eller vestlig specialitet. Lignende ordsprog findes overalt i verden. Enhver kan også regne ud, at dovenskab ikke bringer mad på bordet. Og det er også hvad mange ordsprog hentyder til. I samfund hvor man er afhængige af hinanden og hinandens arbejder er det derfor ikke mærkeligt at dovenskaben er socialt uacceptabel.Men hvad kvalificerer dovenskaben til at blive en dødssynd? Ja måske skulle jeg nu – lidt bagvendt udfolde hvad en dødssynd egentlig er. De syv fænomener vi har skrevet om, og som man normalt kalder de syv dødssynder er egentlig ikke rigtige synder i sig selv. De syv stammer fra de store middelalderteolog Thomas Aquinas og blev betegnet som hovedsynder, lat. peccata capitalia – hvoraf vi får det engelske capital sin - til forskel fra de mere tilgivelige synder. Forestillingen om hovedsynderne stammede fra pave Gregor 1. den store, der beskrev en række sjælelige tilbøjeligheder og sindstilstande, som sandsynligvis ville føre til onde handlinger. Men disse tilstande var ikke i sig selv gerningssynder og derfor ikke egentlig dødssynder (lat peccata mortalia). Alligevel er alle disse tilstande udtryk for bortvendthed fra Gud, der fører til oprør mod Guds lov. Som tidligere nævnt blev hovmodet den første og mest alvorlige tilbøjelighed, fordi de udtrykte det primære oprør mod Gud, nemlig at ville være sin egen herre. Kirkefaderen Augustin udlægger i sit store værk ”Om Guds stad” (De Civitate Dei), hvordan Satan netop som den første engel falder pga. hovmod. ( Bog.11 kap. 13 og 33). Disse overvejelser fører Augustin til den konklusion, at synden sidder i viljen og i menneskets frie bevidsthed – der dog pga. af arvesynden ikke er fuldstændigt fri. Men det fører for vidt.
Forbindelsen er dog den, at ladhed eller dovenskab – acedia – primært er åndelig ladhed eller dovenskab. At man ikke holder sin bevidsthed klar og vågen, men lader den slumre og derfor fristes af ugudelige tanker og tilbøjeligheder. Det handler således ikke om, at være geschæftig og ha’ gang i en hel masse, heller ikke selvom ens arbejde er læsning. Og det bringer mig frem til nutiden.
Jeg går ind for læsning og ikke mindst går jeg helt ind for flittige medicinstuderende, der passer deres studier. Jeg vil ikke opfordre til ladhed. Men det synes mig som om en del studerende læser hele tiden og det er hverken sundt for sjælen eller for legemet. Det er formentlig heller ikke vejen til gode karakterer. Det er nemlig sådan at hjernen ikke kan kapere mere end højest 5-6 timers effektiv læsning om dagen, hvis man altså ikke laver andet intellektuelt arbejde. Forelæsninger og undervisning trækker altså en del timer fra. Eksamenslæsere kunne sikkert lære noget af middelalderens munke og nonner. Nemlig hård tidsstyring og variation. Som alle der har læst eller set Rosens navn ved, så var og er munkelivet som regel styret af tidebønner. Den inddeler dagen i 7 dele – der i dagtimerne har tre timers interval. Selve bønnen var dels sang af davids salmer, bøn, evt. læsning og ved en af de sene bønner evt. også prædiken. Men i mellem bønnerne var der forskelligt arbejde. Nu er jeg ikke fortaler for en tilbagevenden til en middelalderlig katolsk fromhedstradition, men den stramme inddeling af dagen med pauser (bøn/meditation) giver utvivlsomt ro og fokus.
Alligevel vel jeg være protestantisk og sige, at man altså ikke frelses af sine gerninger. Det gælder også psykologisk: man bliver ikke god nok ved at arbejde eller anstrenge sig. For hvornår er det nok? Man kan jo altid lige gøre lidt mere. Nej god nok – det der psykologisk svarer til frelse – er noget man er eller bliver ved det andre gør ved en. Primært ved at de elsker en eller i hvert fald anerkender en som man er. Også selvom man ikke er perfekt. Og det er stadig en pointe i kristendommen, at Gud anerkender dig som du er og at han allerede har frelst dig og det er ikke noget du skal gøre dig fortjent til.
God eksamen og god sommer.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Link til Augustin De civitate 11,13 og 11,33
http://www.ccel.org/ccel/schaff/npnf102.iv.XI.13.html
http://www.ccel.org/ccel/schaff/npnf102.iv.XI.33.html
Link til forskellige ordsprog om ladhed
http://detdan.dk/ordsprog_a-z/L/ladhed.htm
Tidebøn se http://www.katolsk.dk/fileadmin/user_upload/mini_lex/t.html
Om cicsterciensernes liv, herunder også tidebønner http://www.esrum.dk/besoeg/historie/cistercienserne/
Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").
Ingen kommentarer:
Send en kommentar