Afsnit IX – Frådseri II (”Gula”)

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

Når ugeblade og magasiner præsenterer lækre opskrifter på fx chokolade og konfekt, slår det næsten aldrig fejl: ordet ”syndigt” kommer på banen. Og sammenstillingen af ”syndigt” og ”sundt” giver rigtig mange hits på Google.

Vi lever i et samfund med et ret skizofrent forhold til mad – og dermed til frådseri; denne uges dødssynd. Madligningen går ikke op: på den ene side har vi så meget mad og så let tilgang til det, at vi som samfund betragtet bliver federe og federe. På den anden side ved vi mere og mere om, hvor meget det kan ødelægge vores liv, at lade kroppens biologiske trang til at lagre fedt til trange tider – som aldrig kommer – styre vores forhold til mad.

På den ene side lever vi i et samfund, hvor rigtig meget er styret af lyst: jeg uddanner mig til læge, fordi jeg har lyst til det; jeg bor på Vesterbro, fordi jeg har lyst til det; jeg spiser Hansen Flødeis, fordi jeg har lyst til det. På den anden side forventes vi at kunne tøjle vores lyster og dermed at have kontrol over vores liv. Det er simpelt hen vores pligt, set med samfundets øjne, at sørge for at leve et sundt og langt liv. Et sundt og langt liv, som også bliver et produktivt liv.

Vi lever også i et samfund, som faktisk stadig er præget af en protestantisk etik: ved at være afholdende, altså ikke-frådsende, kan vi yde mere. Ved at arbejde hårdt og længe, kan vi skabe et perfekt samfund. Ved at arbejde endnu hårdere og endnu længere kan vi skabe et endnu ”perfektere” samfund.

De fleste af os ved rigtig meget om sund kost, fordelene ved motion og farerne ved tobaksrygning og for meget alkohol, men rigtig mange af os har faktisk ikke helt kontrol over, hvordan den fornuftige viden omsættes til konsekvent handling. Der bliver opstillet modsætninger, som trækker i os fra flere sider, og mange af os bliver forvirrede og får et bare små-anstrengt forhold til de mange gode hensigter; andre udvikler egentlige spiseforstyrrelser, som jo dog kun overfladisk set handler om mad. Maden er på mange måder at forstå som et magtfuldt symbol på basale, men komplekse mekanismer, og derfor er det tankevækkende, at spiseforstyrrelser er så udbredte, som de er i vores kultur.

Måske er det syndige ikke at spise hverken et eller sytten stykker chokolade. Måske er det syndige – altså det, der fjerner os fra Gud, eller hvad vi nu vil kalde det, som er det egentlige og væsentlige i tilværelsen som menneske – at vi når vi frådser, overstimulerer vores sanser, som dermed går i baglås og på den måde gør vi vores liv mindre end det egentlig er.

Lise Lotz, akademisk medarbejder

P.S. Under forberedelsen til dette afsnit læste jeg i bogen: In the Devils garden. A Sinful History of Forbidden Food af Stewart Lee Allen. I afsnittet om dagens synd, gluttony, læste jeg om en særlig fransk skik.

Jeg har godt hørt om, at man spiser sangfugle visse steder, men her fik jeg flere detaljer: det lille kræ - hortulan, en værling-art på dansk, fanges i net når den - og dens mange, små venner - er på vej til eller fra Afrika. Den puttes i en mørk kasse, så den tror det er evig nat, og den trøstespiser/tvangsfodres med en masse gode sager, så den bliver smældfed og lækker.

Når tiden er kommet druknes den i Armagnac, flås, drysses med salt og peber, og steges i ovnen i ca. 8 minutter. Brændvarm spises den derefter i én mundfuld! Med knogler, indmad og det hele!

Som en særlig kuriositet skal man dække sit hovede med et stort, hvidt tørklæde, mens man gumler. Nogen siger at det er for at bevare så mange dufte som muligt til egen næse, andre mener at det er for at skjule sit hovede fra Gud i skam over dette syndige frådseri. (Nogen mener, at det bare er fordi det kan blive lidt "messy"!)

På YouTube kan man se Jeremy Clarkson fra TopGear gå gluttony-planken ud. Skal man væmmes eller fristes?