Misundelse kender vi alle til. Tænk blot på ham, der stryger gennem semestret uden at anstrenge sig synderligt scorer 10 eller 12 til eksamen. Eller hende der ikke bare ser godt ud, men som også lige scorede ham den smukke fra 8. semester. Og så fik hun vist også en super lækker lejlighed nede ved søerne til ingen penge – og arrggghh!!Ja man bliver som det hedder grøn af misundelse. Grøn er ellers sådan en pæn farve, men ikke som ansigtskulør. Heldigvis er misundelsens søster skadefryden, der kan varme når det viser sig, at hende den smukke dumpede, fik klamydia eller havde sat alle sine midler i Roskilde Bank.
Tilsyneladende var skadefryden ikke nogen dødssynd i middelalderen. Men Misundelsen var. Det var som vist er nævnt tidligere, fordi misundelsen – invidia – ikke blot ødelagde livet for den misundelige, men også ofte fik den misundelige til at ødelægge livet for den eller dem misundelsen gjaldt.
Invidia betyder ”at kaste fjendtlige blikke på” eller at se på nogen med onde øjne. Den dækker både misundelse og jalousi. Hos de gamle romere optræder det nogle gange personificeret, en tradition, der fortsætter op i middelalderen. Sjovt nok er invidia en kvinde, selvom mænd absolut også kan være misundelige og kunne det førhen. I Shakespeares store tragedie ”Othello” er den centrale intrigemager Hofsnogen Jago. Han er helt og aldeles drevet af hadefuld misundelse og forurettelse over at være blevet forbigået ved en forfremmelse. Desuden er han på alle måder sin herre Othello intellektuelt overlegen og ved sine intriger og rænker skaber han en voldsom jalousi hos Othello, der fejlagtigt tror at hans kone Desdemona er ham utro med løjtnanten Cassio, han som netop fik posten foran Jago. Shakespeares drama er en gribende fortælling om, hvor ødelæggende misundelse og jalousi kan være.
Men selvom misundelse og jalousi sjældent fører til noget godt, så er det fejlagtigt at tro, at man kan udrydde det. Alligevel er der vel nogle som er mindre misundelse og jaloux anlagt end andre. man kunne se misundelsen som en uforstilt sult, som en frygt for ikke at få det man gerne vil have. Man ser det, man mangler hos andre og misunder dem det.
Man er misundelig, fordi man føler at man har ret til det de andre har. Misundelse bunder således i en rettighedstænkning. Samtidig er det et begær efter at eje noget som måske ikke kan ejes. Det gælder i hvert fald jalousien, som er begæret efter at eje den andens kærlighed. Selvom der også ligger en umådelig værdsættelse af den andens kærlighed, så er jalousien en pervasion, fordi den ikke kan finde ro i kærligheden, men tvivler på den.
Men meget tyder på, at den voldsomme misundelse og jalousi bunder i en mangel på kærlighed. Og dermed også en manglende tro på at kærligheden rent faktisk er sandfærdig.
Kristendommens løsning af dette, er som bekendt at overbyde. Gud siger til menneskene: Selvom i er onde – og misundelige – så viser jeg jer, at jeg elsker jer ubetinget. For gennem kærligheden kommer friheden til at elske andre. Men den kærlighed er netop ikke en ret, men en gave.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar