Afsnit V: Nydelsessyge, utugt - Luxuria

Livet. En ligning der ikke går op.

Med denne uges dødssynd bevæger vi os ind på det vi aldrig bliver trætte af at tale om: Sex! Kilden til den søde kildren og roden til megen ufred og roderi, årsagen til mangen sorg og glæde. De fleste, hvis ikke alle, samfund har reguleret sex på en eller anden måde.

Biologisk er seksualiteten jo kilden til forplantning, og har dermed at gøre med frugtbarhed. Frugtbarheden er et religiøst centrum i rigtig mange religioner og derfor findes der også mange steder religiøs sex. Men eftersom seksualitet også er årsag til børn og dermed samfundets reproduktion, så har det altid været et væsentligt politisk område. Alligevel har sex til alle tider været forbundet med en biologisk drift. Ligesom vi er indstillet til at spise og bliver sultne, så er vi også indstillet til sex og bliver lystne. Der er derfor ikke noget at sige til, at det altid har været et konfliktområde.

”Luxuria” betyder egentlig yppighed, overflod eller udsvævelse, vores ord luksus, kommer herfra; men i middelalderen blev det betegnelse som seksuel udsvævelse og som dødssynd oversættes det som utugt. I Dantes komedie, hvor han rejser gennem helvede, skærsilden og paradis, der finder man ofrene for utugten i helvedes 2. kreds.

Her rives sjælene rundt i en storm, der pisker dem snart i den ene retning og snart i den anden. ”Og jeg forstod at sådan straffes de som begik den kødets synd at sætte lysten og lidenskaben højere end fornuften” (Dantes guddommelige komedie, helvede 5. sang, s. 60, Multivers 2000.) Og her møder Dante så et par Paolo og Francesca, der har en rørende og foruroligende historie. Den være læseren anbefalet. Vi må videre.

Hos Dante og i middelalderen er det kærligheden til Gud, der forstyrres af det seksuelle begær. Seksualiteten skulle tæmmes, så den fornuftigt kunne udtrykkes efter Guds orden i ægteskabet med forplantning for øje.

I vores protestantiske verden er seksualiteten nu om stunder blevet verdsliggjort, ægteskabet er ikke længere et sakramente. Grundtvig mente f.eks., at ægteskabet var en fornuftig ramme om børneopdragelsen. Efter præventionens almene indførelse i sidste århundrede, så er seksualiteten blevet mere fri. Men friheden kan være en byrde, fordi vi jo bindes til vores handlinger. Ansvaret bliver man ikke fri for. Derfor er utugt så absolut et nutidigt tema.

Seksuel troskab er en dyd, i hvert fald i seriøse parforhold. Selvom utroskaben så vidt jeg kan se stadig florerer. Vi har ikke længere en fast defineret Gud, der dømmer. Nu er det en offentlig moralisme på TV, som hos dr. Phil eller Oprah eller andre steder. Ikke ulig Dantes tid er selvkontrol blevet vores højeste dyd. Udskejelser i druk, hor eller æden er derfor det vi stadig forbinder med synd.

Jeg vil blot bemærke Jesu ord i bjergprædiken ”I har hørt, at der er sagt: ”Du må ikke bryde et ægteskab.” Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” Pointen ved denne stramning er, at vi alle er henvist til Guds tilgivelse, for ingen kan overholde loven. Det er ikke en opfordring til utugt, men en opfordring til at erkende sin egen svaghed og dermed menneskelighed.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").