At gå. En af de mest basale måder at bevæge sig på. Hvem tænker nærmere over det? Nok de færreste. Men med så meget andet simpelt og basalt, kan der også i det at gå ligge meget mere end det man umiddelbart forestiller sig.
Pilgrimsvandringer, som har været kendt til alle tider, har fået en renæssance. Moderne mennesker, der søger efter mening, enkelhed og ro i tilværelsen, begiver sig ud på vandringer. Korte og lange. Herhjemme og i udlandet. Alene og sammen med andre. Ad særlige, kendte pilgrimsruter og inde midt i København. Og mærkeligt nok viser det sig ofte, at der sker NOGET, når mennesker giver sig til at gå.
Det at gå – og vel at mærke samtidig ofre lidt opmærksomhed på at man går – kan give nye perspektiver. Ikke nødvendigvis store spirituelle oplevelser, der vender alt på hovedet, men små indsigter, der kan tages med videre i livet. Og det kan gøres på rigtig mange måder, som alle sammen kan NOGET. Nogen kalder det at gå på denne særligt opmærksomme måde ”at bede med fødderne”. Hvis man – som rigtig mange danskere – synes, at det med bøn nok er tiltrækkende, men samtidig meget svært at komme i gang med og at finde mening med, så er vandringens som regel mere ordløse og mere fysiske bøn, måske et interessant alternativ.
Den store pilgrimsgang kunne være at tage hele turen ad El Camino i Spanien. Mange hundrede kilometer og med tusindvis af andre vandrere. Den tur kan tage uger eller måneder – men det er trods alt nok kun de færreste, der har tid og mulighed for et så stort projekt.
Pilgrimsvandringer, som har været kendt til alle tider, har fået en renæssance. Moderne mennesker, der søger efter mening, enkelhed og ro i tilværelsen, begiver sig ud på vandringer. Korte og lange. Herhjemme og i udlandet. Alene og sammen med andre. Ad særlige, kendte pilgrimsruter og inde midt i København. Og mærkeligt nok viser det sig ofte, at der sker NOGET, når mennesker giver sig til at gå.
Det at gå – og vel at mærke samtidig ofre lidt opmærksomhed på at man går – kan give nye perspektiver. Ikke nødvendigvis store spirituelle oplevelser, der vender alt på hovedet, men små indsigter, der kan tages med videre i livet. Og det kan gøres på rigtig mange måder, som alle sammen kan NOGET. Nogen kalder det at gå på denne særligt opmærksomme måde ”at bede med fødderne”. Hvis man – som rigtig mange danskere – synes, at det med bøn nok er tiltrækkende, men samtidig meget svært at komme i gang med og at finde mening med, så er vandringens som regel mere ordløse og mere fysiske bøn, måske et interessant alternativ.
Den store pilgrimsgang kunne være at tage hele turen ad El Camino i Spanien. Mange hundrede kilometer og med tusindvis af andre vandrere. Den tur kan tage uger eller måneder – men det er trods alt nok kun de færreste, der har tid og mulighed for et så stort projekt.
Men mindre kan også gøre det. Der arrangeres mindre pilgrimsvandringer rundt om i Danmark; ofte foregår det i kirkeligt regi, men ikke altid. Og så er der den mulighed, at gå en mere fortættet, symbolsk pilgrimstur: labyrinter findes rundt om i Danmark – og rundt om i verden – og har eksisteret i årtusinder. Spirituelle labyrinter er – til forskel fra det, man på engelsk kalder mazes – ikke nogen, som man farer vild i. Der er én vej, som godt nok bugter sig og snørkler sig, men som altid leder vandreren i den rigtige retning mod centrum og ud igen.
Det spændende er, at pilgrimsvandringer og de mindre ture i labyrinterne, kan opfattes som metaforer for livet selv. Den tilgang, som man har til vandringen, kan sammenlignes med den tilgang man har til livet.
I de kommende uger vil jeg – ind imellem Nicolais indlæg – uddybe disse tanker om at gå vejen. Mine indlæg vil være ordnet efter nøgleord indenfor pilgrimsvandringer: langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, åndelighed og fællesskab. Det lyder måske ret højpandet og luftigt, men jeg vil gøre hvad jeg kan, for at holde fødderne plantet på jorden!
Der er en vej,
som verden ikke kender:
Den »livets vej«,
som ej er gjort med hænder,
en løngangssti
hver sten forbi
til livets land med glædens kilder.
N.F.S. Grundtvig 1856-60
Lise Lotz,
Det spændende er, at pilgrimsvandringer og de mindre ture i labyrinterne, kan opfattes som metaforer for livet selv. Den tilgang, som man har til vandringen, kan sammenlignes med den tilgang man har til livet.
I de kommende uger vil jeg – ind imellem Nicolais indlæg – uddybe disse tanker om at gå vejen. Mine indlæg vil være ordnet efter nøgleord indenfor pilgrimsvandringer: langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, åndelighed og fællesskab. Det lyder måske ret højpandet og luftigt, men jeg vil gøre hvad jeg kan, for at holde fødderne plantet på jorden!
Der er en vej,
som verden ikke kender:
Den »livets vej«,
som ej er gjort med hænder,
en løngangssti
hver sten forbi
til livets land med glædens kilder.
N.F.S. Grundtvig 1856-60
Lise Lotz,
akademisk medarbejder for studenterpræsten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar