Trosbekendelsen XIV– Helligånd, åndedræt og pinse

Nu nærmer pinsen sig. Den sidste af forårets kirkelige højtider. Pinse kommer af det græske ord, pentekoste – der betyder halvtreds, fordi pinsen falder 50 dage efter påske.

Pinsen er de dejlige forårshelligdage, hvor der vist stadig er karneval et sted og hvor mange studerende sidder blege inden døre og læser til eksamen. Jeg er næsten vis på at solen skinner og det er slutningen af maj. Var det ikke for eksamen ville der være al grund til at leve livet . Men man kunne også se på eksamener som en del af livet. Livet er svært at definere, men for os mennesker gælder det som for en del andre skabninger om at respiration, at trække vejret, holde gang i åndedraget. Og åndedrag har med ånd at gøre, og det passer med at vi er nået til den sidste del af trosbekendelsen, der handler om ånden.

Vi tror på Helligånden.  Det passer også som fod i hose med pinsen, for det er den fest, hvor man fejrer Helligåndens komme. Se i det bibelskrift der hedder apostlenes gerninger , de første 2 kapitler.  Her beskrives det, hvor dan Helligånden kommer ned og sætter sig på disciplene og de begynder at tale på alle mulige sprog.  Der brydes grænser ned – det er åndens gerning. Sådan også når vi læser med vores ånd, så indser vi det vi ikke vidste før og udvider grænserne for vores viden. Og når vi er fælles om noget, så kan vi gribes af den samme ånd og føle os som et. Grænserne mellem os brydes ned.

Helligånden er i den kristne forståelse Gud ånd, den fælles ånd mellem faderen og sønnen, kærlighedens ånd. Det er også i kristen forstand den ånd som skaber troen. Som det berettes i apostlenes gerninger, så forkynder disciplene om Guds storværker og om Jesus som Guds søn, og det skaber tro hos flere af dem, der hører og de bliver døbt. Sådan er Helligåndens komme og pinsen også kirkens fødsel. Derfor hedder det i trosbekendelsen ”Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund...”

En klog munk i 1400tallet – Joachim af Fiore – inddelte verdenshistorien i tre tidsaldre. Faderens tid, sønnens tid og åndens tid – svarende til det gamle testamente, det ny testamente og kirkens tid, hvor der ikke er noget testamente andet end det åndelige. 

I den forstand lever vi stadig i åndens tid, i kirkens tid – der hvor vi skal forkynde Guds storværker.  Forkynde at Gud er en levende ånd, der vil gøre troen virksom i os. Skabe liv og kærlighed, nedbryde grænser, give livsmod og styrke. Ja, kraft til at komme igennem eksamener og alle de andre kampe vi må tage.  Men ånden er også den Guds ånd, som er med os og vil være med os i mørket, selv der hvor vi selv har mistet håbet.

Nicolai Halvorsen

Studenterpræst