Trosbekendelsen X: Opfaret til himmels...

Glædelig påske!

Studenterpræsten fejrer opstandelsen med  chokoladebønnernes genkomst. Nu kan man atter få chokolade i stedet for det tørre brød. Men mennesket lever ikke af brød og chokolade alene; men også af ånd. Jeg håber derfor at kunne levere lidt åndelig føde i denne klumme. 

Før påske fik jeg skrevet om det centrale i kristendommen og i trosbekendelsen, at Gud måtte blive menneske og hvorfor det gav mening at han måtte dø og hvad opstandelsen betød.

Derfor er vi nu nået til de sære ord ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.” 

Himmelfarten set nedefra - med Dalis øjne.

Om ikke så længe har vi en helligdag, der hedder Kristi himmelfart og den ligger altid på en torsdag. Det er fordi, den altid ligger 40 dage efter påskedag, som altid er en søndag. Ifølge det skrift i biblen som hedder  Apostlenes gerninger, så var Jesus på jorden i 40 dage efter opstandelsen påskemorgen, men en dag gik han uden for byen og blev taget op i himlen.  Det er bl.a. afbilledet på den fine altertavle i Skt. Johannes kirke nede på Skt. Hans Torv.

   

Men hvorfor skulle han fare op til himlen og sidde ved Gud faders højre hånd. Jeg vil foreslå at man tager himmelfarten som et lavpraktisk problem. Han kunne ikke dø, for han var død og opstået i en udødelig form. Han måtte vende tilbage til faderen, til livets kilde.

I samtiden havde man den forestilling at Guds sted var i himlen, Jahve var en gammeltordengud, der også i Det gamle Testamente skjulte sig i skyer og åbenbarede sig på bjergtoppe. En af de gammeltestamentlige profeter – Elias – var tilmed blevet taget op til Gud i en ildvogn  (2. Kongebog kap, 2, v.10), så derfor var det ret oplagt at det gik den vej.

Sedes ad dexteram patris.

Jeg mener dog man ikke skal hænge sig for meget i detaljerne. Det afgørende er at Jesus er hos Gud, Faderen, hvilket udtrykkes ved, at han sidder ved den højre hånd. Det er et symbol. Den højre hånd er magtens hånd, den man slår med (vi kan her se, at Gud ikke er venstrehåndet). Dvs. at Jesus har nu fået del i Guds almagt. Men det er betegnende, at denne position ved almagten umiddelbart knyttes sammen med den kommende dom. Gud bruger ikke sin almagt til at fikse verden til at være et godt og retfærdigt sted efter vores utopiske drømme.  

Hvorfor han ikke fra begyndelsen gjorde det, ved jeg ikke; men det kunne være fordi han tillod verden og mennesket lidt handlefrihed. Det skal man åbenbart passe på med. Men derfor må der også være en dom, for ellers ville uretfærdigheden vinde. Men mere om det senere.

Guds fred!

Nicolai Halvorsen, studenterpræst