mandag den 20. februar 2012

Trosbekendelsen IV – Guddommeligt teater eller...


Føljeton - forår 2012

Jeg undrer mig ofte, når Trosbekendelsen bliver fremsagt. Det foregår ikke på samme måde i alle kirker, men ofte. Præsten begynder med forsagelsen, mens han vender fronten mod menigheden. Når selve Trosbekendelsen lyder, vender han sig mod alteret og siger resten med ryggen mod kirkerummet.
Det er muligt, at det kun er teologer og andre særligt liturgisk interesserede, der bider mærke i den lille bevægelse, men den giver mig en anledning til at tænke over, at en gudstjeneste er skruet sammen på en måde, der er fristende at sammenligne med et teaterstykke. 
Det er jo sådan, at præsten, ceremonimesteren, som i en stor del af gudstjenesten står midt i rampelyset, har en kompleks rolle at spille. Mange vil ligefrem opfatte det som om præsten spiller hovedrollen i forestillingen. Mange, der sidder på kirkebænkene, vil i forlængelse heraf tænke om sig selv, at de er en del af publikum. Tilskuere. Passive modtagere.

Men faktisk er præsten kun sig selv, når han går på prædikestolen. Når præsten står ved alteret veksler han mellem to roller: han er enten talerør for Gud eller repræsentant for hver enkelt medlem af menigheden – inklusive ham selv. Gud og det enkelte menneske er således aktørerne i dette storladne kammerspil, men af indlysende praktiske grunde er præsten sat til at stå for opførelsen. Det ville blive noget rod med et drama, hvor den ene hovedrolle er usynlig og den anden er alle os andre!

Skiftet mellem de to roller vises ved at præsten vender sig i samme retning, som man må tænke sig, at den han taler for vender. Når han taler for Gud vender han ansigtet mod menigheden og taler til den enkelte. Når præsten ”spiller” et menneske fra menigheden, vender han den anden vej og taler i den retning, som vi symbolsk har besluttet at Gud befinder sig i: i østlig retning; mod alteret.

Man kan så undre sig over, hvad det er der sker ved fremsigelsen af Trosbekendelsen, når det foregår, som jeg indledte med at beskrive. Er forsagelsen noget, som Gud siger til os? Eller skal det bare markeres, at det ikke er en ægte del af Trosbekendelsen? Måske var jeg syg den dag, der blev givet en god forklaring… 

Men egentlig er jeg ikke specielt interesseret i den gode forklaring. Jeg kan godt lide at min undren bliver vakt, og at jeg bliver mindet om, at jeg ikke er passiv tilskuer til det guddommelige teater; jeg har selv en hovedrolle, som godt nok hverken udløser Sølvbjørne eller anden personlig hyldest, men som til gengæld ydmygt fremstilles af en person i en sort dragt, der ved at spille os alle, får forbundet mig med både Gud og medmennesker. Bravo!

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Ingen kommentarer: