mandag den 20. februar 2012

Trosbekendelsen III – Hvad vil det sig at tro. Tro og tillid.


Føljeton - Forår 2012

Tror du på Gud?  Jeg fik tidligere ofte dette spørgsmål. Det er aftaget lidt, måske fordi jeg er blevet præst og de fleste så antager, at jeg tror på Gud. Der var en del diskussion om spørgsmålet for en del år siden, da den daværende præst i Tårbæk – Thorkild Grosbøll – sagde, at han ikke troede på Gud. Det skabte en del ravage, selvom han havde nogle eftersætninger. 
Men spørgsmålet er ikke helt klart, fordi det ikke er entydigt, hvad det vil sige at tro og heller ikke tydeligt, hvad der ligger i ordet Gud. Trosbekendelsen var fra begyndelsen et forsøg på at præcisere, hvad der lå i ordet Gud. Det var den treenige Gud. Troen på Gud som fader, søn og Helligånd. Her var troen på Gud som fader, skaber og opretholder ikke videre problematisk. Den var fælles med jøderne, og gudstro var det almindelige. Troen på Jesus, mennesket som Gud, var et problem.  

Da jeg var ung, var det omvendt. Troen på Gud var ikke selvfølgelig, men troen på mennesket Jesus og hans næstekærlighed kunne man godt forbinde noget med. Måske er det stadig til dels sådan. Men der er sket noget. Globalisering har bl.a. ført mange anderledes kulturer hertil og også andre religioner. Også andre forhold har sat spørgsmålstegn ved, om vi kunne være helt sekulariserede.
Hvis vi ikke tror på Gud, hvad tror vi så? Næstekærlighed, frihed og demokrati? Eller tror vi mest på os selv? Værdier har erstattet religion eller er religion er blevet koblet til såkaldte vestlige værdier og kultur. DF og Tidehverv er et godt eksempel på det sidste. 

Men undersøgelser viser, at mange har deres egen tro. De tror på Gud, men på deres egen måde. Troen er individualiseret. Troen er for rigtig mange fløjet ud af kirken, som det sted, hvor man formulerede sin tro i fællesskab med andre og som stedet for religiøs opbyggelse. 

Jeg tror, at et af problemerne med trosbekendelsen er, at man føler, at man skal stå inden for noget, man ikke helt kan overskue. At der er en almægtig skaber, opstandelse fra de døde osv. Siger man ja til, at man tror på det, så siger man ja til en form for irrationalitet, som man ikke kan redegøre for.  

Det er lettere at sige, at jeg tror der er mere mellem himmel og jord. Så har man ikke sagt for meget. 
Men troen er ikke alene et sæt meninger om verdens indretning. Selvom troen forudsætter at det som tros er en sandhed, så behøver det jo ikke være en videnskabelig sandhed.  Det handler jo om forhold, der ikke kan bevises og som vi ikke har nogen viden om. Ja måske kan vi ikke vide noget.  Det handler om det, som er uden for vores kontrol.  Troen er tillid. Tillid til at virkeligheden overgår vores forstand.  Det er i den forstand små børn er bedre til at tro. De er tillidsfulde og lægger uden forbehold deres liv i de voksnes hænder. Det er ikke altid klogt, men hvor skulle de vide det fra?  
Tillid og tro - to sider af samme sag.
Guds tro handler om ubetinget tillid. Hvad er det, vi har ubetinget tillid til? Det er tvivlsomt, om vi ved det.  Det handler ikke kun om vores bevidste forestillinger og er derfor skjult for os, såvel som for andre. I den forstand tror vi alle, og i et vist omfang er vi klar over, hvad vi tror på. Penge, magt, os selv, kærlighed, fædrelandet, skønhed, videnskaben eller lidt af hvert.  Men er det ubetinget tillid? Måske er det noget vi længes efter? Mere om dette næste gang. 

Venlig hilsen  Nicolai Halvorsen, studenterpræst

1 kommentar:

Carine Sofi sagde ...

Kære Nicolai!
Det er noget af det bedste jeg nogensinde har læst... Tro er en svær størrelse at håndtere i den verden vi lever i...

Kærligst Carine