"Poesi og romantik er ikke noget man ummidelbart forbinder med det sundhedsvidenskabelige fakultet, der er kendt under navnet Panuminstituttet. De murklædte betonbygninger med farvede skorstene er udtryk for det modernistiske og funktionelle byggeri fra 1970erne virker fremmede for romantisk følelse og poesi. Men kan det forbindes?
Vi vil forsøge ved at foretage en digtoplæsning af Adam Oehlenschlägers digtcyklus "Årets Evangelium" på en vandring rundt forskellige steder på og omkring Panuminstituttet. Digtet er tillige et forsøg på at spejle kristendommen i naturen, idet Oehlenschläger lader beretningerne fra de kristne evangelier være strukturen i digtet. Det blev oprindelig kaldt "Jesu Christi gientagne Liv i den Aarlige natur" - hvilket fortæller meget godt, hvad der er på færde.
Ved at lave dette møde mellem Oehlenschlägers digt og den moderne videnskabs højborg, vil vi forsøge at rejse nogle spørgsmål om naturen - herunder også menneskets natur - om følelse og forstand, om tro og viden."
Nicolai, studenterpræsten, introducerer Gadedigteren og giver en indledende tale om naturvidenskabens magt. Og poesiens nødvendighed.
Christian Kronman, gadedigteren, reciterer Oehlenschläger:
Kristi fødsel
Hver dag, når tågerne flygte hen,
da fødes det lille barn Jesus igen.
Den engel i luft, i lund, i elv,
der er vor frelser, det er ham selv.
Derfor naturen så hult og skønt
sig fryder og klæder i håbets grønt.
I kantinen.
Ærgerrigheden/Fristelserne i ørknen
Med krog skal man fisk angle,
børn med en rangle;
tag denne rangle af min hånd,
og tjen og tilbed mig, jeg er den gode ånd.
Ved Barry’s ”Vildsvinejagt”
Bjergprædiken/Den gamle skov gennem hornet
Lad ej dit indre lys af tåger indhylles!
Natten kun sortner, at stjernen kan mere forgyldes.
I gården ved Anatomisk Studiesamling
Saddukæerne
Du lever; siden du blev fød;
når du er død, så er du død.
At du opstande skal igen -
hvor kom det fra, hvor vil det hen?
når du er død, så er du død.
At du opstande skal igen -
hvor kom det fra, hvor vil det hen?
Ved Bjørn Nørgaardsfrise
Simon Peder
Liljen op sig lukker, bukker
under sommerfuglens vægt.
Rundt i muntre klynger synger
hele skovens fugleslægt.
under sommerfuglens vægt.
Rundt i muntre klynger synger
hele skovens fugleslægt.
Foran rød skorsten ved siddende skulptur:
Getsemane og Golgata
Ej længer druens purpur luer,
den milde himmels sidste smil.
Hvorhen det matte øje skuer,
det træffer sår af dødens pil.
Den kolde dug, som skoven væder,
på gule løv med sitren står:
O, Jesus! det er dig, som græder
udi den visne urtegård.
Ej længer druens purpur luer,
den milde himmels sidste smil.
Hvorhen det matte øje skuer,
det træffer sår af dødens pil.
Den kolde dug, som skoven væder,
på gule løv med sitren står:
O, Jesus! det er dig, som græder
udi den visne urtegård.
Bagerst i cykelskur:
Disciplenes jubelhymne
Korset, som du slæbte,
ej din guddom dræbte
i sin bitre favn.
Hvad som ej kan fødes,
det kan aldrig dødes,
e v i g er dets navn.
Bag skulptur under de tre fyrretræer:
Korset, som du slæbte,
ej din guddom dræbte
i sin bitre favn.
Hvad som ej kan fødes,
det kan aldrig dødes,
e v i g er dets navn.
Bag skulptur under de tre fyrretræer:
Påske
En bedre fremtid himlen lover:
Det er ej død, kun hvile blid;
i graven trætte legem sover,
udmattet af den sidste strid.
En bedre fremtid himlen lover:
Det er ej død, kun hvile blid;
i graven trætte legem sover,
udmattet af den sidste strid.
Ved sommerfuglebusken:
Pinse
Så stå vi nu i våren da, den samme,
hvorfra vi udgik! Det er atter vår.
Med sejr stråler kærlighedens flamme,
og endt er nu det lille jordens år.
Så stå vi nu i våren da, den samme,
hvorfra vi udgik! Det er atter vår.
Med sejr stråler kærlighedens flamme,
og endt er nu det lille jordens år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar