Hvad – eller hvem – er Gud?

Trosbekendelsen VII

Hvad eller hvem er Gud?  Guder kan være af mange slags.  Som tidligere nævnt så er ens Gud, det man stoler på, og måske også det man frygter.  Men bortset fra dette mere psykologisk-eksistentielle gudsbegreb, så er der de mange religioners bud på, hvad og hvem Gud er. 

Her handler det om den kristne trosbekendelse i den udgave vi kalder den apostolske, som er den mest brugte i folkekirkens gudstjeneste og også i den romersk katolske kirke.  Denne trosbekendelse giver et ret kort bud på, hvem den kristne Gud er. 

Det mest mærkelige ved den kristne Gud er, at han er treenig, at han både er den almægtige Gud fader og et menneske, Jesus, som blev født på et bestemt tidspunkt og levede og døde. Dertil kommer Helligånden som er den relation der knytter faderen og sønnen sammen til en enhed.  De er ét i ånden. 

Det lyder mærkeligt og bureaukratisk og unødigt besværligt. Hvorfor skal der være tre i en?  Det er der flere grunde til. Først må vi fastslå, at det ikke er et naturligt gudsbegreb. Den kristne Gud er en åbenbaret Gud. Det vil sige, at vi ikke selv kan tænke os til den kristne Gud. Vi kan ikke umiddelbart finde ham i os selv og vi kan heller ikke finde ham i naturen.

Det er derimod en Gud som har givet sig til kende i historien. Det fortælles der bl.a. om i Det gamle testamente, hvor Gud åbenbarer sig flere gange for Abraham, Isak, Moses osv. Denne åbenbaring har vi kun gennem disse beretninger, der selv er historiske og derfor meget vel kan være usikre og fejlbarlige. Men disse åbenbaringer gav anledning til jødedommen som religion. 

Jødedommen var speciel i samtiden ved at være monoteistisk, dvs. de holdt fast ved, at der kun var en Gud, Fædrenes Gud. Og de forstod sig som det udvalgte folk.  Set fra kristendommens synspunkt, så var jødedommens epoke en række mislykkede forsøg fra Gud på at gøre sin sag klar. Folket forstod ikke sagen, hvilket i kristendommen klassisk tolkes som en effekt af syndefaldet.

Både erkendelsen og moralen – eller måske rettere forholdet mellem hjerne og hjerte var blevet rodet ved syndefaldet. Gud forsøgte med en række love, for at skabe orden. Mest kendt er de ti bud. Men folket blev på den ene side bange og fik på den anden side større lyst til at bryde loven.  De fleste af os kender til, at forbud giver en trang til at bryde forbuddet. Ligesom det også kan skabe en frygt for straf. 

Guds strategi virkede altså ikke. Derfor måtte han til sidst blive menneske, dvs. han lod en del af sig selv føde. Hvordan det egentlig er foregået er ikke til at vide. Da vores forestillinger om Gud jo under alle omstændigheder kun kan være vores utilstrækkelige billeder og ikke en beskrivelse, så kan vores forestillinger om guds tanker jo ikke være mere dækkende.  Foreløbig synes jeg selv, der er en ret rodet historie. Ikke mindst når man tænker på, at det er Guds historie.

Men forhåbentlig vil det give mere mening senere. Nu er vi nået til Jesu fødsel. Gud blev menneske. Det skal vi høre mere om næste gang. 

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst