Du må ikke vidne falsk mod din næste (VIII)

De ti bud i 2011.

Med andre ord: Du må ikke lyve. Hvor svært kan det være? Meget svært, åbenbart.

Jeg ved godt, at jeg er lidt sær, men jeg har et nærmest autistisk forhold til det at lyve: jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt. Jeg forstår ikke, at mange mennesker bruger løgne – små og store, sorte og hvide – hver dag og hele tiden. Jeg forstår ikke den åndelige dovenskab og den manglende ansvarsfølelse, som jeg ser det som udtryk for.

Måske er det fordi jeg er helt og aldeles enig med Kant, der sagde: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning. Måske er jeg mere kantianer end bibelfundametalist, for Bibelens Gyldne regel er en lidt anden: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem."

Det kan man på en dårlig – eller god – dag vel udlægge som en lidt kræmmeragtig snusfornuft, som ikke nødvendigvis fortjener at blive ophøjet til et almengyldigt livsprincip. Det er vel egentlig et udtryk for noget-for-noget-metaliteten – den slags findes altså også i Bibelen - i modsætning til den kristne nåde-for-ingenting-tanken. Altså at vi modtager noget – nåde og kærlighed – fra Gud uden at vi gør eller kan gøre os fortjent til det; alene fordi han elsker os. På samme måde kunne vi vel forventes at i det mindste stræbe efter at give – her sandhed – uden at forlange at få sandhed eller tak igen. Det er svært, men hvem har lovet os, at livet skulle være nemt? Ønsker vi os et nemt liv eller et sandt liv? Det er vel det store spørgsmål.

Hvorfor er sandheden så svær at håndtere? Hvorfor er det så svært at rumme, at virkeligheden er besværlig og gør ondt, at man lukker øjnene for det og sniger sig udenom med en usandhed? I mine øjne er det kun at trække pinen ud. Og min erfaring fortæller mig, at sandheden vender tilbage som en boomerang. Somme tider med mere brutalitet og ihærdighed end i første ombæring.

”Jamen, jeg vil jo ikke såre nogen,” tænker du måske, og det er da også smukt tænkt. Jeg har det bare – personligt – sådan, at jeg finder det respektløst og derfor sårende, hvis nogen finder det nødvendigt at holde sandheden fra mig. Jeg kan GODT tåle at høre, at du hellere vil i biografen med din fætter, end du vil drikke kaffe med mig. Jeg kan godt klare at se den virkelighed, der er, at jeg ikke i alle sammenhænge og til hver en tid er det vigtigste menneske i dit liv. Det er muligt, at den virkelighed er smertelig, men den er virkelig. Og det er den virkelighed, som jeg gerne vil leve i. Ikke i en eller anden sminket virkelighed, der hele tiden truer med at bryde sammen, hvis ikke vi bruger en masse kræfter på at holde løgnene sammen.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder