Trosbekendelsen XII: Dommen

Af forskellige grunde har vi været fraværende i de sidste par uger.  Men vi er stadig i gang med forårssemestrets føljeton om trosbekendelsen. Sidst jeg skrev,  var det om himmelfarten, som vi jo skal fejre i næste uge. 

Men jeg lovede at vi skulle høre mere om dommen. For der står jo ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Der tales her om en kommende dommedag, sådan som man også kan læse om det i biblen. Bl.a. i  Matthæusevangeliet ( kap. 25,31-46) og ikke mindst i Johannes Åbenbaring, det sidste skrift i biblen, som er en vision om dommen og den nye begyndelse.  

Det kan virke underligt, at han også vil dømme de døde. Hvorfor det? Kunne man spørge, de er jo døde. Men tanken er den, at alle på dommens dag vil blive oprejst/opvækket. I middelalderen forstod man det ret konkret, hvilket kan ses på nogle kalkmalerier, hvor de døde står op fra deres gravsteder på kirkegården. 

Men det lyder faretruende med dommedag. Men sidst nævnte jeg i forbifarten, at dommedag var nødvendig, da denne verdens uretfærdighed ellers ville vinde.  Det er nok mere præcist at sige, at uretfærdigheden får lov at stå. Netop at uretfærdigheden ofte er uafvendelig, at det onde ikke kan gøre ugjort, dels kalder på en dom, men samtidig bliver vores menneskelige domme på en mærkelig måde utilfredsstillende. 

Vi kan dømme Breivik og det bør vi gøre, men det giver ikke ofrene  oprejsning.  De døde vender ikke tilbage, og lidelserne tages ikke væk. Vi kan forstå dommen som hævn, sådan med ordene fra Det gamle Testamente ”Øje for øje, tand for tand”.  Jeg har hørt, at det er en misforståelse, at det udtrykker en symmetrisk hævnfølelse, men sådan udlægges det gerne.  Også som argument for f.eks. dødsstraf (liv for liv), hvilket jeg ikke går ind for. For lever man efter dette ”øje for øje”, så bliver, som Mahatma Ghandi sagde, ”hele verden blind og tandløs”.  Tilgivelse og forsoning  var den anden udvej ifølge Ghandi.  Men kan man tilgive en Breivik?

Teologen K.E. Løgstrup har skrevet, at  en tilgivelsen af en massemorder eller lignende, vil være en hån mod ofrene. Kun den der kan genrejse ofrene og gøre deres liv nyt,  har magt til at tilgive. Dvs. at tilgivelse og forsoning har et transcendent perspektiv; de peger på en magt, der er større end døden.

Der kunne nok  argumenteres for tilgivelse og forsoning på anden vis, men vi må tilbage til dommen.  Det er en dom, hvori Guds tilgivelse allerede er indeholdt. Netop fordi det er Kristus, der skal dømme, ligger det, at der altid må være en åbning for benådning. Dommen må være der, men det er ikke sikkert vores forestillinger om straf er konsekvensen. Som Bono har sagt, ”I believe in Grace over Karma”.

Guds fred

Nicolai Halvorsen, studenterpræst 

Trosbekendelsen XI: Gud Fader - og noget om spørgsmål

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Sådan beskriver Trosbekendelsen Gud. Det er den gud, som kristne siger, at de (vi) tror på.

Det rejser nogle spørgsmål hos den kritiske og tænkende. Igen sidder man dér i saksen mellem et ønske om at sige tillidsfuldt ”ja tak” og et ønske om at forstå; om at vide, hvad der er i pakken, inden man modtager den.

Hvorfor er Gud en far og ikke en mor? Hvad hvis nu min far var hård, fraværende eller undertrykt? Betyder det noget for mit syn på Gud? Handler det om magt? På en upassende og kønsdiskriminerende måde? Eller er det ”bare” en gammel talemåde, som vi kan tage til os uden at gå på kompromis med vores moderne tankesæt?

Hvad betyder det, at Gud er almægtig? Kunne han have standset Breivik? Kunne han have ladet Hr. Møller leve til han blev 100? Kunne han have gjort vejret endnu bedre på Daisys fødselsdag? Er det i hans magt – almagt – at påføre eller fjerne smerte fra mit liv? Fra dit liv? Hvorfor gør han det så ikke? Er der en pointe med ondskab, død og dårligt vejr? Skal man være masochist for at være kristen? Hvad vil det sige, at Gud har skabt himmelen og jorden? Er evolutionen ikke en kendsgerning?

Skal man skrue hovedet af, for at kunne tro? Og hvad er det med alt det himmelsnak? Kan vi ikke blive enige om at kalde ”op” for atmosfæren, verdensrummet, det tomme rum? Næste stop bliver vel engle – og nisser?

Spørgsmålene må være begyndelsen – og måske også slutningen. Svarene er i min optik mindre vigtige. Somme tider viser det sig nemlig, at når man har undret sig, tænkt og overvejet for og imod, så kan man slippe trangen til at få klare svar. Det dæmrer måske, at livet ikke er en ligning med et resultat, som man kan slå to streger under og sige ”Færdig!” om. Det er Gud et udtryk for.

Det er udfordrende, måske ligefrem provokerende, at tænke sådan for rigtig mange mennesker – ikke mindst for kristne, der er kristne på en anden måde, og som ser kristendommen og troen på den kristne Gud som SVARET, ikke spørgsmålet.

Marsforskeren Jens Martin Knudsen udtrykte noget i retning af, at videnskaben udtrykker det store spørgsmål ”Hvad?” Kristendommen forsøger at indkredse det mindst lige så store ”Hvorfor?”

De to ben i saksen mødes uden at vi bliver klippet midt over. Hvis vi kan. Hvis vi vil. Hvis vi tør.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen X: Opfaret til himmels...

Glædelig påske!

Studenterpræsten fejrer opstandelsen med  chokoladebønnernes genkomst. Nu kan man atter få chokolade i stedet for det tørre brød. Men mennesket lever ikke af brød og chokolade alene; men også af ånd. Jeg håber derfor at kunne levere lidt åndelig føde i denne klumme. 

Før påske fik jeg skrevet om det centrale i kristendommen og i trosbekendelsen, at Gud måtte blive menneske og hvorfor det gav mening at han måtte dø og hvad opstandelsen betød.

Derfor er vi nu nået til de sære ord ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.” 

Himmelfarten set nedefra - med Dalis øjne.

Om ikke så længe har vi en helligdag, der hedder Kristi himmelfart og den ligger altid på en torsdag. Det er fordi, den altid ligger 40 dage efter påskedag, som altid er en søndag. Ifølge det skrift i biblen som hedder  Apostlenes gerninger, så var Jesus på jorden i 40 dage efter opstandelsen påskemorgen, men en dag gik han uden for byen og blev taget op i himlen.  Det er bl.a. afbilledet på den fine altertavle i Skt. Johannes kirke nede på Skt. Hans Torv.

   

Men hvorfor skulle han fare op til himlen og sidde ved Gud faders højre hånd. Jeg vil foreslå at man tager himmelfarten som et lavpraktisk problem. Han kunne ikke dø, for han var død og opstået i en udødelig form. Han måtte vende tilbage til faderen, til livets kilde.

I samtiden havde man den forestilling at Guds sted var i himlen, Jahve var en gammeltordengud, der også i Det gamle Testamente skjulte sig i skyer og åbenbarede sig på bjergtoppe. En af de gammeltestamentlige profeter – Elias – var tilmed blevet taget op til Gud i en ildvogn  (2. Kongebog kap, 2, v.10), så derfor var det ret oplagt at det gik den vej.

Sedes ad dexteram patris.

Jeg mener dog man ikke skal hænge sig for meget i detaljerne. Det afgørende er at Jesus er hos Gud, Faderen, hvilket udtrykkes ved, at han sidder ved den højre hånd. Det er et symbol. Den højre hånd er magtens hånd, den man slår med (vi kan her se, at Gud ikke er venstrehåndet). Dvs. at Jesus har nu fået del i Guds almagt. Men det er betegnende, at denne position ved almagten umiddelbart knyttes sammen med den kommende dom. Gud bruger ikke sin almagt til at fikse verden til at være et godt og retfærdigt sted efter vores utopiske drømme.  

Hvorfor han ikke fra begyndelsen gjorde det, ved jeg ikke; men det kunne være fordi han tillod verden og mennesket lidt handlefrihed. Det skal man åbenbart passe på med. Men derfor må der også være en dom, for ellers ville uretfærdigheden vinde. Men mere om det senere.

Guds fred!

Nicolai Halvorsen, studenterpræst 

Trosbekendelsen IX - Guds relation med verden

Vi kan ikke forstå Gud materielt, som en ting. Men Gud må alligevel være noget som relaterer til verden. I trosbekendelsen tales der først om Gud som skaber af himlen og jorden. Det betyder, at Gud må være relateret til universet gennem at skabe det. Det tror jeg må forstås som en vedvarende proces; Gud skaber gennem naturen og dens love, men også ved at opretholde alt der er. Det er et metafysisk svar på spørgsmålet, hvorfor der er noget og ikke intet.

I en eller anden forstand må han, hvis almægtigheden skal give mening, så også være ansvarlig for livets barske vilkår. Altså at destruktion og forgængelighed hører med. Vulkaner er til tider ødelæggende, men de har medvirket til at skabe jorden, som vi kender den med liv og frugtbarhed.

Gud - som Skaberen og Opretholderen

Men den skabende Gud kan det være svært at få en ordentlig relation til. Som vi hørte sidst, så fastholdt jøderne dog en relation og efter sigende åbenbarede han sig for dem, om end skjult i skyer og brændende tornebuske. Men den Gud som trosbekendelsen taler om, måtte komme menneskene i møde. Det var ikke nok bare at fortælle dem, hvordan de skulle gøre. Han måtte vise det. Også Gud måtte gøre den velkendte erfaring, at hvis man skal have gjort noget ordentligt, så må man gøre det selv.

Derfor blev han menneske i personen Jesus og gjorde det han skulle. Han viste hvem Gud virkelig var. Han inkluderede de udstødte, helbredte de syge, frelste de fortabte. Ja han viste, hvad han mente med næstekærlighed. Trosbekendelsen lægger vægt på at han var født – af jomfru Maria, som der står. Det er blot for at understrege, at han er et rigtigt menneske. Født og ikke skabt, som der står i en anden trosbekendelse. Det med jomfrufødselen tror jeg vi springer over; det er jo egentlig ikke så væsentligt.

Pointen er blot at skære det ud i pap, at det altså er Guds søn – og ikke Josefs. At Gud ikke forplanter sig seksuelt, som vi andre, handler nok om at lægge afstand til frugtbarhedsguder. Det er der nok en pointe i, men den må vi gemme.

Så lægger trosbekendelsen ret meget vægt på Jesu lidelse og død. Efter fødslen går vi direkte til ”pint under Pontius Pilatus…” Jesu liv spiller ingen stor rolle. I den klassiske forståelse handlede det om menneskets frelse, og her var det Jesu lidelse og død, som var den frelsende handling. Guds projekt med at frigøre os til at leve i kærlighed til Gud og vor næste krævede, at dødens magt blev brudt og at den angst som død og tilintetgørelse bragte med også blev brudt.

Derfor måtte Jesus dø og tage både lidelsen og dødsangsten på sig. Han måtte ikke blot vise, hvad det ville sige at leve som sandt menneske, men han måtte også lide og dø og gøre sig til et med det lidende menneske. At Jesus så også, som den der har levet uden synd i fuldstændig sync. med Gud, dør på den mest grusomme måde, det kan virke paradoksalt. Men det det er en omvending.

En omvending af Adams mislykkede liv i paradiset. Med Adams fald kom døden og angsten ind i verden, med Jesus død på korset tilbagetages dødens magt. Dette er opstandelsens betydning, at døden ikke længere har det sidste ord, som man kan sige lidt klichefyldt. Vi skal selvfølgelig stadig dø, og vi bliver stadig bange, men vi kan lade den frygt være, vi kan så at sige hænge den op på korset i tro på at Gud vil livets og kærlighedens fuldendelse. Vi kan så at sige leve i troskab mod det skabte liv. Som der står i morgensalmen ”at mig dagen fryder, trods synd og død”. Sådan er ordene og de passer godt med at det snart er påske.

Efter påske skal vi høre om, at sidde ved Guds højre hånd og om at dømme levende og døde.

God påske!

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Treenighed? Tre-i-en? Hvorfor ikke 17?

Føljeton: Trosbekendelsen VIII

NU skal vi have hul på selve Trosbekendelsen! Og så måske alligevel lige et par indledende bemærkninger om Trosbekendelsens overordnede opdeling.

Treenigheden - model 1

Som Nicolai var inde på i sidste uge, så er det jo meget iøjnefaldende, at den Gud som Trosbekendelsen beskriver, og som man som kristen i tre omgange siger at jeg/vi tror på… er en bestemt Gud, som netop beskrives i tre afsnit. Det er den treenige gud, der beskrives.

Treenigheden - model 2

Det kan man jo vælge at blive vældig forvirret og/eller skeptisk over. Er der tale om én Gud eller tre? Er kristendommen ikke en monoteistisk religion – altså med kun én gud? Hvorfor er denne opsplitning nødvendig? Er treenigheden reel? Hvem siger, at det er sådan? Hvorfor skal det være så indviklet?

Treenigheden - model 5

Man kan også vælge at tage det hele lidt med ro, og se treenigheds-sagen som en mere pædagogisk/dynamisk forklaringsmodel end den rene, bogstavelige, konkrete Sandhed. Det er i hvert fald altid værd at minde sig selv om, at uanset hvor mange kloge ord vi siger eller modeller vi opstiller, så er ordene og modellerne IKKE lig med det, som de forsøger at beskrive. De er vores – gode eller mindre gode – forsøg på at få hold på sager, som er mere komplekse og omfattende, end vi lige kan overskue. Vi er nødt til at konkretisere og forsimple for at kunne tale om de store ting.

Treenigheden - model 17

Således også med Gud. 

Treenigheden - model 68

Når man fra den tidlige kristendoms side har valgt at beskrive Gud som tre-enig, altså som ét væsen, men tre ”personer”, så er det i mine øjne ikke så forfærdeligt besynderligt. Jeg ville have fundet det mere tankeomstyrtende, hvis vi havde haft at gøre med en 17-enig gud eller en 2385-delt guddommelighed. Tre er trods alt et simpelt og oplagt tal at vælge, hvis man ønsker at forklare, at noget er bare en lille smule mere sammensat end som så.

Treenigheden - model 119

Tænk på, at vi eksisterer i tre dimensioner. Ting får fylde og vægt, når de breder sig på tre ledder. En stol med tre ben vipper ikke. En gud, der beskrives som tredelt er stærk, altomfattende. Om man vælger at kalde enkeltdelene Fader, Søn og Helligånd eller måske Sind, Krop og Ånd eller noget helt andet er et spørgsmål om vinkling. Den varierede vinkling, som på en dårlig dag ikke er helt ligegyldig, kan man selvfølgelig vælge at gøre til genstand for blodig krig, men man kan også vælge at lade de forskellige tredelinger være udtryk for, at mennesker begriber det ubegribelige på forskellige måder.

Treenigheden - model 274

Jeg har fx haft stor glæde af mobilselskabet 3’s brug af sangen Three is a Magic Number:

Treenigheden - model 932

Three is a magic number,
Yes it is, it's a magic number.
Somewhere in the ancient, mystic trinity
You get three as a magic number.

The past and the present and the future.
Faith and Hope and Charity,
The heart and the brain and the body
Give you three as a magic number.

[…]

A man and a woman had a little baby,
Yes, they did.
They had three in the family,
And that's a magic number. 

Treenigheden - model Sct. Patrick

Jeg lover, at jeg næste gang kigger på SELVE Trosbekendelsen! 

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Hvad – eller hvem – er Gud?

Trosbekendelsen VII

Hvad eller hvem er Gud?  Guder kan være af mange slags.  Som tidligere nævnt så er ens Gud, det man stoler på, og måske også det man frygter.  Men bortset fra dette mere psykologisk-eksistentielle gudsbegreb, så er der de mange religioners bud på, hvad og hvem Gud er. 

Her handler det om den kristne trosbekendelse i den udgave vi kalder den apostolske, som er den mest brugte i folkekirkens gudstjeneste og også i den romersk katolske kirke.  Denne trosbekendelse giver et ret kort bud på, hvem den kristne Gud er. 

Det mest mærkelige ved den kristne Gud er, at han er treenig, at han både er den almægtige Gud fader og et menneske, Jesus, som blev født på et bestemt tidspunkt og levede og døde. Dertil kommer Helligånden som er den relation der knytter faderen og sønnen sammen til en enhed.  De er ét i ånden. 

Det lyder mærkeligt og bureaukratisk og unødigt besværligt. Hvorfor skal der være tre i en?  Det er der flere grunde til. Først må vi fastslå, at det ikke er et naturligt gudsbegreb. Den kristne Gud er en åbenbaret Gud. Det vil sige, at vi ikke selv kan tænke os til den kristne Gud. Vi kan ikke umiddelbart finde ham i os selv og vi kan heller ikke finde ham i naturen.

Det er derimod en Gud som har givet sig til kende i historien. Det fortælles der bl.a. om i Det gamle testamente, hvor Gud åbenbarer sig flere gange for Abraham, Isak, Moses osv. Denne åbenbaring har vi kun gennem disse beretninger, der selv er historiske og derfor meget vel kan være usikre og fejlbarlige. Men disse åbenbaringer gav anledning til jødedommen som religion. 

Jødedommen var speciel i samtiden ved at være monoteistisk, dvs. de holdt fast ved, at der kun var en Gud, Fædrenes Gud. Og de forstod sig som det udvalgte folk.  Set fra kristendommens synspunkt, så var jødedommens epoke en række mislykkede forsøg fra Gud på at gøre sin sag klar. Folket forstod ikke sagen, hvilket i kristendommen klassisk tolkes som en effekt af syndefaldet.

Både erkendelsen og moralen – eller måske rettere forholdet mellem hjerne og hjerte var blevet rodet ved syndefaldet. Gud forsøgte med en række love, for at skabe orden. Mest kendt er de ti bud. Men folket blev på den ene side bange og fik på den anden side større lyst til at bryde loven.  De fleste af os kender til, at forbud giver en trang til at bryde forbuddet. Ligesom det også kan skabe en frygt for straf. 

Guds strategi virkede altså ikke. Derfor måtte han til sidst blive menneske, dvs. han lod en del af sig selv føde. Hvordan det egentlig er foregået er ikke til at vide. Da vores forestillinger om Gud jo under alle omstændigheder kun kan være vores utilstrækkelige billeder og ikke en beskrivelse, så kan vores forestillinger om guds tanker jo ikke være mere dækkende.  Foreløbig synes jeg selv, der er en ret rodet historie. Ikke mindst når man tænker på, at det er Guds historie.

Men forhåbentlig vil det give mere mening senere. Nu er vi nået til Jesu fødsel. Gud blev menneske. Det skal vi høre mere om næste gang. 

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen?

Føljeton: Trosbekendelsen VI

Nå, nu er vi mange uger inde i semesteret og det må være på tide, at vi kommer i gang med selve teksten: trosbekendelsen. Og så alligevel. Som Nicolai nævnte i sit allerførste indlæg tilbage i januar, så er det nærmest helt standardiseret i Danmark, at selve bekendelsen indledes med ”forsagelsen”, afvisningen.

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Djævelen? Ham med horn i panden og gedebukkeben? Alle hans gerninger og alt hans væsen? Allerede her er det fristende at stå af. Jeg forsager jo også Julemanden, hekse og elverpiger. Er vi ikke allerede her ude i overtro, ammestuesnak og primitivt nisseri? Jo, måske. 

Men man kunne jo også prøve at applikere sin begavelse og evne til at bevæge sig fra konkret til abstrakt på den sære formulering. Man kunne prøve at give slip på fristelsen til at ville forstå alting helt og aldeles bogstaveligt. Man kunne måske overveje, om der her er tale om en tekst, der IKKE fungerer som en nyhedsartikel i et dagblad eller en side i en lærebog. 

Måske betyder det noget, at teksten er gammel; skrevet i en tid, der var en anden og til et publikum, der var et andet. Måske er det ikke meningen med forsagelsen, der er blevet forældet, men vores evne til at få den til at give mening, der er blevet forringet med tiden. Fordi vi er blevet så forbandet kloge. Fordi vi vil forstå alting helst i 1:1-forhold. Fordi vi ikke tør have tillid til at billedsprog og poesi kan indeholde lige så stor sandhed som fakta.

Hvad hvis nu Djævelen i forsagelsen er et billede på alt det i livet, som gør os ondt, som gør os ensomme, som bringer smerte. Alt det, som vi gerne ville være foruden, men som findes. Alt det, som vi ville ønske, at vi kunne vende ryggen, lave om på, se bort fra, være fri af, forsage, men som vi igen og igen må konstatere finder indpas i vores liv. Måske skal Forsagelsen ikke forstås som en konstatering af, at jeg/vi forsager alt det onde, altså at vi har lykkedes i kampen mod Djævelen i alle hans former, men at vi håber og ville ønske at vi kunne. 

Måske netop derfor giver det mening at forsage Djævelen igen og igen, fordi vi igen og igen har brug for at gøde jorden for muligheden for forandring. Måske. Tro er en tillidsøvelse, og det er forsagelse også.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder