Af
forskellige grunde har vi været fraværende i de sidste par uger. Men vi er stadig i gang med forårssemestrets
føljeton om trosbekendelsen. Sidst jeg skrev,
var det om himmelfarten, som vi jo skal fejre i næste uge.
Men jeg
lovede at vi skulle høre mere om dommen. For der står jo ”opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at
dømme levende og døde.” Der tales her om en kommende dommedag, sådan som man
også kan læse om det i biblen. Bl.a. i
Matthæusevangeliet ( kap. 25,31-46) og ikke mindst i Johannes
Åbenbaring, det sidste skrift i biblen, som er en vision om dommen og den nye
begyndelse.
Det kan
virke underligt, at han også vil dømme de døde. Hvorfor det? Kunne man spørge,
de er jo døde. Men tanken er den, at alle på dommens dag vil blive
oprejst/opvækket. I middelalderen forstod man det ret konkret, hvilket kan ses
på nogle kalkmalerier, hvor de døde står op fra deres gravsteder på
kirkegården.
Men det
lyder faretruende med dommedag. Men sidst nævnte jeg i forbifarten, at dommedag
var nødvendig, da denne verdens uretfærdighed ellers ville vinde. Det er nok mere præcist at sige, at
uretfærdigheden får lov at stå. Netop at uretfærdigheden ofte er uafvendelig,
at det onde ikke kan gøre ugjort, dels kalder på en dom, men samtidig bliver
vores menneskelige domme på en mærkelig måde utilfredsstillende.
Vi kan
dømme Breivik og det bør vi gøre, men det giver ikke ofrene oprejsning.
De døde vender ikke tilbage, og lidelserne tages ikke væk. Vi kan forstå
dommen som hævn, sådan med ordene fra Det gamle Testamente ”Øje for øje, tand
for tand”. Jeg har hørt, at det er en
misforståelse, at det udtrykker en symmetrisk hævnfølelse, men sådan udlægges
det gerne. Også som argument for f.eks.
dødsstraf (liv for liv), hvilket jeg ikke går ind for. For lever man efter
dette ”øje for øje”, så bliver, som Mahatma Ghandi sagde, ”hele verden blind og
tandløs”. Tilgivelse og forsoning var den anden udvej ifølge Ghandi. Men kan man tilgive en Breivik?
Teologen
K.E. Løgstrup har skrevet, at en
tilgivelsen af en massemorder eller lignende, vil være en hån mod ofrene. Kun
den der kan genrejse ofrene og gøre deres liv nyt, har magt til at tilgive. Dvs. at tilgivelse
og forsoning har et transcendent perspektiv; de peger på en magt, der er større
end døden.
Der
kunne nok argumenteres for tilgivelse og
forsoning på anden vis, men vi må tilbage til dommen. Det er en dom, hvori Guds tilgivelse allerede
er indeholdt. Netop fordi det er Kristus, der skal dømme, ligger det, at der
altid må være en åbning for benådning. Dommen må være der, men det er ikke
sikkert vores forestillinger om straf er konsekvensen. Som Bono har sagt, ”I
believe in Grace over Karma”.
Guds
fred
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar