Nå, nu er vi mange uger inde i semesteret og det må være på tide, at vi kommer i gang med selve teksten: trosbekendelsen. Og så alligevel. Som Nicolai nævnte i sit allerførste indlæg tilbage i januar, så er det nærmest helt standardiseret i Danmark, at selve bekendelsen indledes med ”forsagelsen”, afvisningen.
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Djævelen? Ham med horn i panden og gedebukkeben? Alle hans gerninger og alt hans væsen? Allerede her er det fristende at stå af. Jeg forsager jo også Julemanden, hekse og elverpiger. Er vi ikke allerede her ude i overtro, ammestuesnak og primitivt nisseri? Jo, måske.
Men man kunne jo også prøve at applikere sin begavelse og evne til at bevæge sig fra konkret til abstrakt på den sære formulering. Man kunne prøve at give slip på fristelsen til at ville forstå alting helt og aldeles bogstaveligt. Man kunne måske overveje, om der her er tale om en tekst, der IKKE fungerer som en nyhedsartikel i et dagblad eller en side i en lærebog.
Måske betyder det noget, at teksten er gammel; skrevet i en tid, der var en anden og til et publikum, der var et andet. Måske er det ikke meningen med forsagelsen, der er blevet forældet, men vores evne til at få den til at give mening, der er blevet forringet med tiden. Fordi vi er blevet så forbandet kloge. Fordi vi vil forstå alting helst i 1:1-forhold. Fordi vi ikke tør have tillid til at billedsprog og poesi kan indeholde lige så stor sandhed som fakta.
Hvad hvis nu Djævelen i forsagelsen er et billede på alt det i livet, som gør os ondt, som gør os ensomme, som bringer smerte. Alt det, som vi gerne ville være foruden, men som findes. Alt det, som vi ville ønske, at vi kunne vende ryggen, lave om på, se bort fra, være fri af, forsage, men som vi igen og igen må konstatere finder indpas i vores liv. Måske skal Forsagelsen ikke forstås som en konstatering af, at jeg/vi forsager alt det onde, altså at vi har lykkedes i kampen mod Djævelen i alle hans former, men at vi håber og ville ønske at vi kunne.
Måske netop derfor giver det mening at forsage Djævelen igen og igen, fordi vi igen og igen har brug for at gøde jorden for muligheden for forandring. Måske. Tro er en tillidsøvelse, og det er forsagelse også.
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar