Trosbekendelsen XI: Gud Fader - og noget om spørgsmål

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Sådan beskriver Trosbekendelsen Gud. Det er den gud, som kristne siger, at de (vi) tror på.

Det rejser nogle spørgsmål hos den kritiske og tænkende. Igen sidder man dér i saksen mellem et ønske om at sige tillidsfuldt ”ja tak” og et ønske om at forstå; om at vide, hvad der er i pakken, inden man modtager den.

Hvorfor er Gud en far og ikke en mor? Hvad hvis nu min far var hård, fraværende eller undertrykt? Betyder det noget for mit syn på Gud? Handler det om magt? På en upassende og kønsdiskriminerende måde? Eller er det ”bare” en gammel talemåde, som vi kan tage til os uden at gå på kompromis med vores moderne tankesæt?

Hvad betyder det, at Gud er almægtig? Kunne han have standset Breivik? Kunne han have ladet Hr. Møller leve til han blev 100? Kunne han have gjort vejret endnu bedre på Daisys fødselsdag? Er det i hans magt – almagt – at påføre eller fjerne smerte fra mit liv? Fra dit liv? Hvorfor gør han det så ikke? Er der en pointe med ondskab, død og dårligt vejr? Skal man være masochist for at være kristen? Hvad vil det sige, at Gud har skabt himmelen og jorden? Er evolutionen ikke en kendsgerning?

Skal man skrue hovedet af, for at kunne tro? Og hvad er det med alt det himmelsnak? Kan vi ikke blive enige om at kalde ”op” for atmosfæren, verdensrummet, det tomme rum? Næste stop bliver vel engle – og nisser?

Spørgsmålene må være begyndelsen – og måske også slutningen. Svarene er i min optik mindre vigtige. Somme tider viser det sig nemlig, at når man har undret sig, tænkt og overvejet for og imod, så kan man slippe trangen til at få klare svar. Det dæmrer måske, at livet ikke er en ligning med et resultat, som man kan slå to streger under og sige ”Færdig!” om. Det er Gud et udtryk for.

Det er udfordrende, måske ligefrem provokerende, at tænke sådan for rigtig mange mennesker – ikke mindst for kristne, der er kristne på en anden måde, og som ser kristendommen og troen på den kristne Gud som SVARET, ikke spørgsmålet.

Marsforskeren Jens Martin Knudsen udtrykte noget i retning af, at videnskaben udtrykker det store spørgsmål ”Hvad?” Kristendommen forsøger at indkredse det mindst lige så store ”Hvorfor?”

De to ben i saksen mødes uden at vi bliver klippet midt over. Hvis vi kan. Hvis vi vil. Hvis vi tør.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder