Trosbekendelsen IX - Guds relation med verden

Vi kan ikke forstå Gud materielt, som en ting. Men Gud må alligevel være noget som relaterer til verden. I trosbekendelsen tales der først om Gud som skaber af himlen og jorden. Det betyder, at Gud må være relateret til universet gennem at skabe det. Det tror jeg må forstås som en vedvarende proces; Gud skaber gennem naturen og dens love, men også ved at opretholde alt der er. Det er et metafysisk svar på spørgsmålet, hvorfor der er noget og ikke intet.

I en eller anden forstand må han, hvis almægtigheden skal give mening, så også være ansvarlig for livets barske vilkår. Altså at destruktion og forgængelighed hører med. Vulkaner er til tider ødelæggende, men de har medvirket til at skabe jorden, som vi kender den med liv og frugtbarhed.

Gud - som Skaberen og Opretholderen

Men den skabende Gud kan det være svært at få en ordentlig relation til. Som vi hørte sidst, så fastholdt jøderne dog en relation og efter sigende åbenbarede han sig for dem, om end skjult i skyer og brændende tornebuske. Men den Gud som trosbekendelsen taler om, måtte komme menneskene i møde. Det var ikke nok bare at fortælle dem, hvordan de skulle gøre. Han måtte vise det. Også Gud måtte gøre den velkendte erfaring, at hvis man skal have gjort noget ordentligt, så må man gøre det selv.

Derfor blev han menneske i personen Jesus og gjorde det han skulle. Han viste hvem Gud virkelig var. Han inkluderede de udstødte, helbredte de syge, frelste de fortabte. Ja han viste, hvad han mente med næstekærlighed. Trosbekendelsen lægger vægt på at han var født – af jomfru Maria, som der står. Det er blot for at understrege, at han er et rigtigt menneske. Født og ikke skabt, som der står i en anden trosbekendelse. Det med jomfrufødselen tror jeg vi springer over; det er jo egentlig ikke så væsentligt.

Pointen er blot at skære det ud i pap, at det altså er Guds søn – og ikke Josefs. At Gud ikke forplanter sig seksuelt, som vi andre, handler nok om at lægge afstand til frugtbarhedsguder. Det er der nok en pointe i, men den må vi gemme.

Så lægger trosbekendelsen ret meget vægt på Jesu lidelse og død. Efter fødslen går vi direkte til ”pint under Pontius Pilatus…” Jesu liv spiller ingen stor rolle. I den klassiske forståelse handlede det om menneskets frelse, og her var det Jesu lidelse og død, som var den frelsende handling. Guds projekt med at frigøre os til at leve i kærlighed til Gud og vor næste krævede, at dødens magt blev brudt og at den angst som død og tilintetgørelse bragte med også blev brudt.

Derfor måtte Jesus dø og tage både lidelsen og dødsangsten på sig. Han måtte ikke blot vise, hvad det ville sige at leve som sandt menneske, men han måtte også lide og dø og gøre sig til et med det lidende menneske. At Jesus så også, som den der har levet uden synd i fuldstændig sync. med Gud, dør på den mest grusomme måde, det kan virke paradoksalt. Men det det er en omvending.

En omvending af Adams mislykkede liv i paradiset. Med Adams fald kom døden og angsten ind i verden, med Jesus død på korset tilbagetages dødens magt. Dette er opstandelsens betydning, at døden ikke længere har det sidste ord, som man kan sige lidt klichefyldt. Vi skal selvfølgelig stadig dø, og vi bliver stadig bange, men vi kan lade den frygt være, vi kan så at sige hænge den op på korset i tro på at Gud vil livets og kærlighedens fuldendelse. Vi kan så at sige leve i troskab mod det skabte liv. Som der står i morgensalmen ”at mig dagen fryder, trods synd og død”. Sådan er ordene og de passer godt med at det snart er påske.

Efter påske skal vi høre om, at sidde ved Guds højre hånd og om at dømme levende og døde.

God påske!

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst