Gode og dårlige hemmeligheder

Det' en hemmelighed V

Søren Fauli sagde det så klart og tydeligt i Mads & Monopolet (radioprogram på DR’s P3 som podcastes) i lørdags: der er gode hemmeligheder og der er dårlige hemmeligheder. De gode er dem, som du får det godt af at tænke på; de dårlige er dem, som du får det dårligt af at tænke på. Og de dårlige gælder det om at fortælle til andre. Det hjælper.

Sådan! Enkelt og klart. Søren Fauli har lært sine børn denne skelnen, og det er da også en skelnen som fx bruges i foreningen Børns Vilkår. Det er en skelnen, som er god at give videre til børn, men mange voksne har måske også brug for at få gjort det klart, at de forskellige typer af hemmeligheder skal behandles forskelligt.

Problemet er selvfølgelig, at det kan være rigtig svært at dele dårlige hemmeligheder. Hvis jeg har en rigtig dårlig hemmelighed, får den mig jo netop til at få det rigtig dårligt ved at tænke på den, og så er der en vis risiko for, at jeg prøver at undgå at tænke aktivt på den. Og når en dårlig hemmelighed bliver skubbet ud i bevidsthedens mørke, så er der også en vis risiko for, at jeg slet ikke er i stand til at tale om den.

Det første – ofte besværlige og smertefulde – trin hen imod at komme en dårlig hemmelighed til livs er altså i første omgang at turde tænke på den, selvom man får det dårligt af det.

Næste omgang kan være at dele hemmeligheden.

Og her kommer studenterpræsten ind som en mulighed. Studenterpræsten er en mester i at lytte til dårlige hemmeligheder. Ansat til og trænet i at rumme urummelige historier. Præsten er øvet i at skabe rum, hvor hemmeligheder kan blive røbet, delt, erkendt, talt om, få sat ord på.

Du er velkommen!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forskellige typer af hemmeligheder

Det' en hemmelighed IV:

Der er forskel på hemmeligheder. Noget er hemmeligt – fx hvad fætter Morten skal have i julegave – fordi der skal være et element af overraskelse inde over, når overraskelsen bliver afsløret. En julegavehemmelighed kan i princippet deles med alle UNDTAGEN fætter Morten. Det kan selvfølgelig være ret vigtigt, at hemmeligheden ikke slipper ud i utide, men der er sjældent tale om dybe eksistentielle hemmeligheder, når man selv har fundet på dem.

Så er der andre hemmeligheder – som fx at man har fundet ud af, at en veninde har haft en affære med en anden end sin faste kæreste – som straks bliver mere indviklede. Skal jeg afsløre min viden? Hvad betyder det for mig? Hvad betyder det for hende? Hvad betyder det for de andre implicerede? Vil det gøre mere skade end gavn, hvis jeg deler hemmeligheden med en eller flere andre? Kan jeg leve med at vide det, som jeg ved, eller er jeg nødt til – for min egen sjælefreds skyld – at lukke hemmeligheden ud i lyset? Måske kan man have en samtale med sig selv om disse spørgsmål; måske kan man dele sine overvejelser med en person, som man er helt fortrolig med.


Og så er der hemmeligheder, som er så hemmelige og dybe, at man end ikke overvejer at røbe dem for nogen. Måske har man knap nok røbet dem for sig selv. Det er hemmeligheder, som indeholder elementer af fx skam, rædsel, afsky eller frygt, og som har en karakter, der gør, at man er overbevist om, at en afsløring vil være ødelæggende. Hemmeligheder, som man er overbevist om, at man er alene om at have. Hemmeligheder, som man er overbevist om at man selv er skyld i at have pådraget sig. Hemmeligheder, som man er overbevist om at ingen andre vil kunne rumme eller forstå.

I november 2004 begyndte et bemærkelsesværdigt projekt i USA: Frank Warren opfordrede folk til at sende ham et anonymt – og meget gerne illustreret – postkort, hvor de helt kort afslørede en hemmelighed. Der var ingen begrænsninger for hemmelighedens indhold; kun skulle den være sand og man måtte ikke have fortalt den til nogen før.

Projektet, som hedder PostSecret, blev en kæmpesucces. Frank Warren modtog – og modtager stadig – tusindvis af hemmeligheder hver uge. Frank siger om grunden til at så mange vil dele deres hemmeligheder med ham: I think some people are looking to share a funny story, others want to talk about a secret kindness they performed but most people, I believe, are looking to better understand their own secrets and perhaps use this project as a first step in taking action upon their secrets.

Du er velkommen til at sende studenterpræsten et postkort…

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Det' en hemmelighed III

Når man er forsker for eksempel på et universitet eller i en virksomhed, så er det, man helt basalt er drevet af, at afdække og afsløre det, der endnu er hemmeligt for os. Man vil afsløre kræftens gåde, alderdommens gåde, gåden om universets tilblivelse, hvorfor folk stemmer, som de gør, hvilke handelsruter vikingerne brugte osv, osv. Der ligger en kæmpe fascination i at få indblik i et endnu uopdaget felt, og samtidig har man som forsker en drøm om, at de opdagelser, man gør, kan få afgørende betydning for eftertiden – for en udenforstående er det ikke altid helt klart hvordan og hvorfor, men det er en anden sag.

For noget tid siden hørte jeg et program på P1 om forelskelse. Der deltog blandt andre en forsker, der havde været med til at løse gåden om, hvorfor vi bliver forelskede. Han redegjorde for, hvordan man havde fundet ud af, at vi udsender nogle feromoner, som det andet køn bliver tiltrukket af. Eller rettere sagt: Mennesker bliver tiltrukket af de mennesker, som de er i stand til at formere sig med, og det afslører feromonerne, om man er. Det kan være svært at mærke i en verden med parfume, røg og andre lugte, og derfor kysser vi for at udveksle feromonerne og så at sige smage os frem til, om, den anden er noget for os.

Denne meget biologiske udvælgelse har også de konsekvenser, at kvinder, der er tæt på deres ægløsning, bliver tiltrukket af mænd med firskåret kæbeparti, fordi de har flere mandlige kønshormoner. På andre tider af sin cyklus prioriterer kvinden andre ting såsom trofasthed og tryghed for at kunne blive forsørget – der har de mere rundhovede chancen.

Det var rigtig sjovt at høre, hvor rationelt og nytteorienteret, vi er indrettet – hvor dyriske vi i virkeligheden er, og det er sikkert helt ubetinget rigtigt. Gåden bag vores forelskelse og vores tiltrækning af nogen og ikke andre er løst, men er det virkelig hele hemmeligheden? Det er jo ikke fordi, man selv føler sig helt vildt truffet og føler, at nu kan man for første gang udtrykke, hvorfor man er sammen med sin kæreste. For kærligheden og forelskelsen er stadig omgæret af hemmelighedsfuldhed, mystik og fortryllelse.

Som mennesker lever vi i den underlige splittelse mellem på en gang at vide, at man er et uendelig banalt dyr med behov, og at man lever i en verden, der i hvert fald for en stor del kan kortlægges videnskabeligt, men samtidig tillægger man sit liv en betydning, som man slet ikke kan retfærdiggøre videnskabeligt for, og som man måske ikke engang altid er helt klar over. Det er det, vi kan kalde det eksistentielle perspektiv.

Det er ikke et perspektiv, der er i kamp med det mere naturvidenskabelige biologiske plan, for det er netop to perspektiver, der lever side om side. Det er godt at holde sig for øje og forelskelsen er et meget godt eksempel. Vi kan videnskabeligt kortlægge nok så mange sider af livet, men på det personlige plan er det ikke det, der gør livet meningsfuldt.

Meningen med vores liv kan stadig synes lige hemmelighedsfuldt og uforståeligt og som man aldrig bliver færdig med.

Christine R. Thaning, studenterpræst

Det' en hemmelighed... (II)

Hvad er en hemmelighed egentlig – helt basalt?

Ordet hemmelighed kommer af ordet ”hjemlig” - fra tysk ”heimlich” - altså det, der hører til hjemmet, det der er fortroligt og skjult for fremmede. Der var en reklame for nogle år siden for ejendomsmæglerfirmaet Home, hvor forskellige kendte danskere gav deres bud på, hvad ”hjem” betød for dem. Jesper Klein sagde morsomt, men sandt, at ”hjem er der, hvor man klør, dér hvor det klør.”
Hjemme er der, hvor man – ideelt set – ikke har nogen hemmeligheder. Sygdomme, svagheder, menneskelige fejl og mangler kan luftes frit, og man kan være helt sig selv. Dem, som man deler hjem med, er en del af hjemligheden, og holder på hemmeligheden. Ideelt set. Set med ordbogens rene øjne.

For erfaringen og historien fortæller os jo, at de mest pinagtige og smertelige hemmeligheder er dem, der hersker indenfor hjemmets fire vægge. Når der er hemmeligheder, dér hvor de lige præcis ikke skulle være. Når dem, der burde dele hemmeligheden i fuld tillid, er dem, som man er nødt til at holde hemmeligheden fra – eller som har hemmeligheder, som de ikke deler.

Når der er hemmeligheder hjemme, kan vi i stedet – fx. med Freud – tale om at noget er ”unheimlich”: uhyggeligt. I essayet ”Das Unheimliche” fra 1919 arbejder Freud med det interessante i, at ”heimlich” både kan betyde hjemligt og hemmeligt. Unheimlich kan således tilsvarende betyde u-hjemligt og u-hemmeligt. Det uhyggelige består ifølge Freud i det, som er kendt og ukendt på samme tid. Når hemmeligheden anes.

Når hjemmet – hvad enten hjemmet forstås bogstaveligt eller som symbol for det trygge, tillidsfulde og velkendte, som vi skal bruge som basis for vores tilværelse - får en undertone af noget usagt, noget der kun fornemmes og ikke kan bringes frem i lyset, af noget, der måske – måske ikke – er en trussel, bliver livet urovækkende; hemmeligheden er ikke bare en sjov, skjult overraskelse, men kan være eksistentielt ødelæggende.

Tilliden til livet kan undergraves af hemmeligheder. Tilliden til ens egen opfattelse af virkeligheden kan modarbejdes af hemmeligheder. Af hemmeligheder, som man selv har i forhold til andre, og af hemmeligheder, som man fornemmer at andre har. Og ikke mindst af hemmeligheder, som man har for sig selv, inden for sin egen krops rammer, i den forstand, at de ikke er gjort kendte og hjemlige ved at blive iklædt ord.

Dette forårs opfordring skal lyde: del dine hemmeligheder! Klø på!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Det’ en hemmelighed… (I)

Semesterføljeton:

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Det kan der være mange grunde til. Det kan være fordi, man er så glad, at man er ved at sprænges og bare må fortælle den til nogen, eller det kan være fordi, det bare er så fristende at være den første, der fortæller noget om en veninde, som ingen andre vidste. Umiddelbart er det vel sådan, at det er ok at afsløre sine egne hemmeligheder. Det er straks lidt mere ømtåleligt med andres – det kan hurtigt blive til sladder.
Vi lever i en kultur, hvor det kan synes som om, vi har krav på at få indblik i alles hemmeligheder. Der tages ingen hensyn til, hvilke konsekvenser det egentlig har for de folk, der bliver afsløret. Ofte kan det måske være rimeligt nok: Stein Baggers havde vel ingen krav på at have sin hemmelighed for sig selv? Men hvad med jægersoldaterne, der skulle til Irak? Og så er der de mere personlige hemmeligheder. Har hele verden egentlig krav på at få at vide, at Britney Spears har et misbrug? Eller at Tom Cruise har været utro?

Vi føler en let fryd, når kendtes hemmeligheder bliver afsløret, og de bliver sat i en offentlig gabestok, hvor vi alle dømmer dem med vores moralske målestok. Men med hvilken ret sætter vi os til dommer over andre mennesker?

I Bibelen står der: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. For hvem kunne egentlig stå prøven i en sådan offentlig lynchning? Hvem har lyst til at få afsløret alle sine hemmeligheder?

Man kan ligefrem have hemmeligheder, som man har så svært ved at dele med nogen, at det ikke længere er en, der har hemmeligheden, men at det er hemmeligheden, der har en. På en gang tænker man på den hele tiden, men samtidig føles det som det mest umulige at dele med nogen.

Det kan være hemmeligheder, som man føler, vil afsløre en, eller som afslører ens nærmeste, og som man frygter andres reaktion på. At være alene med en sådan hemmelighed kan være noget af det mest ensomme. Men der er det underlige ved hemmeligheder, at man godt kan dele dem med nogen uden, at de ophører med at være hemmeligheder. Man kan indvie en fortrolig i sin hemmelighed, og så er man to om at bære den – men stadig som hemmelighed.

Som præst indvies man i mange hemmeligheder, måske fordi folk ved, at præsten ikke dømmer og har tavshedspligt. Kristendommen bliver ofte anklaget for at være fordømmende, fordi man tror, den handler om at leve moralsk og altid gøre det gode, ’at være hellig’. Men i virkeligheden udtrykker kristendommen en erkendelse af, at alle mennesker bærer på hemmeligheder, og derfor er der ingen mennesker – heller ikke præsten, der kan sætte sig til dommer over andre mennesker. At dele sin hemmelighed med en, som lytter uden at dømme, kan være en god begyndelse til at komme ud af det jerngreb, som en ubærlig hemmelighed kan holde en i. Det kan så at sige sætte en fri, fordi hemmeligheden på den måde ikke længere er herre over en.

Hvad hemmeligheder er for noget, og hvad det egentlig betyder at dele dem med andre, skal forårets føljetoner handle om.

Christine R. Thaning, studenterpræst

(Vikar for Nicolai Halvorsen indtil 15. april 2010)

Afsnit XII – 666. Det sidste tal

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

Vi er nu nået til det sidste MOK i dette år og dermed den sidste afsnit i denne føljeton om bibelske nøgletal. Der er sikkert meget vi ikke har nået, og vi har sikkert også sagt en del vrøvl, men vi håber at Du, kære læser, alligevel har moret dig og måske har fået en ny viden.

Jeg har haft en inklination til en digression og skrive noget om tallet 350. 350 er, som mange nu ved, det antal klokkeslag bevægelsen Grøn Kirke har talt for at udføre d. 15. december i forbindelse med klimatopmødet i Kbh. Og jeg har forsøgt, men jeg blev så træt og jeg havde store vanskeligheder ved at sige det jeg ville i den forbindelse på den korte plads. Så det må komme på anden vis. Man kan følge med på vores blog. Tallet 350 har heller ikke nogen bibelsk basis.

I stedet vil jeg skrive om et af de sidste tal i biblen og et afgjort nøgletal, som man har spekuleret over i århundreder. Nemlig dyrets tal 666. Det nævnes i biblen i Johannes Åbenbaring (der også kaldes apokalypsen, men det er blot græsk for åbenbaring).

Her tales der i kap. 13 om to dyr, dyret fra havet og dyret fra jorden og det sidste dyr forfører menneskene og får dem til at tilbede det første dyr: Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.

Og man har regnet lige siden. Ved at bruge de talværdierne på de hebræiske bogstaver kunne man regne sig frem til at Neron Kaisar – kejser Nero stavet på græsk - gav tallet 666 efter transskription til hebræisk. Men hvis man stavede det på latin - Nero Caesar – blev resultatet 616. Dette tal findes faktisk i nogle manuskripter man har.

Der findes jo ikke nogen original bibel, men en række håndskrifter med variationer, som man på forskellige måde efter kritisk analyse samler til det man mener, er en sandsynlig ældst tekst. Men mange forskere mener, at 616 faktisk er det originale tal. Men det får næppe nogen folkelig opbakning. Heller ikke hos Jehovas Vidner, der mener at 666 er 3 gange det uperfekte tal. 6 er nemlig 7-1 og angiver en mangel i forhold til 7 som er Guds tal og symbol på fuldkommenhed.
Omvendt kan man sige at man får 666 hvis man tager 350 og siger 3x50 = 150 og ganger det med 4.44. Og i Johannesevangeliet kap. 4. vers 44 står der ”Og han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland”. Der er nok en skjult mening her!

God jul.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

PS: Få nu ikke Hexakosioihexekontahexafobi! Det er bare et tal!

Afsnit XI – Fyrre

Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

Nu speeder vi yderligere op og springer endnu flere tal over. MOK-semesteret er ved at være slut og vi skal lige have nogle af de store, spændende tal med inden alt går op i eksamenslæsning, julegaveindkøb og andre decemberglæder.

Tallet fyrre er et interessant tal, som findes og bruges mange steder i en kristen sammenhæng. Tallet kan forstås som produktet af fem og otte.

Som jeg tidligere skrev om tallet fire, så symboliserer det tal det jordiske, det skabte, som på en gang er fuldendt og afhængigt. Afhængigt af Gud. Tallet fem symboliserer – udover det, som Nicolai skrev om, da han udfoldede sider af femtallets betydning – det skabte PLUS det ekstra, som Gud kan tilføre, nemlig den mærkelige ting ”nåde”. Nåde er det ekstra, det ufortjente, det uforklarlige, det som gør, at liv kan opstå som et mysterium vi ikke kan begribe, men bare tage imod.

Otte kan i denne sammenhæng forstås som fornyelsens og overflodens tal. Efter syv dages perfekt skabelse er den ottende dag den ekstra; en ny uge begynder.

Og når vi så ganger fem med otte og får fyrre, så har vi et tal, med et komplekst indhold. Nåde og fornyelse.

HUSK! Vi taler mytologisk sprog her! Ikke naturvidenskabeligt og rationelt!

Tallet fyrre går igen og igen i de bibelske fortællinger: da Noah har bygget arken efter anvisninger fra Gud regner det i fyrre dage og fyrre nætter, så alle væsener – der ikke er ombord i den store redningsflåde – udslettes fra jordens overflade. her kan vi i høj grad tale om fornyelse: hele kloden udslettes og fornys med Noahs mellemkomst.

Måske kan den nådige mangel på total udslettelse efter den bibelske klimakatastrofe give håb om, at vi heller ikke skal dø alle sammen i hverken 2012 eller i anden nær fremtid…

En anden markant brug af en fyrre dage lang prøvelsesperiode, der indvarsler fornyelse, er fastetiden op til den kristne påske. Periodens længde er begrundet af fortællingen om Jesus, der drager ud i ørkenen, og opholder sig der i fyrre dage uden at få vådt eller tørt.

Mens han er der, møder han Satan selv, der i flere omgange forsøger at friste ham til at tage den nemme vej ud fx ved at omdanne stenene i ørkenen til brød.

Satan forsøger at få Jesus til at bruge sin magt til at redde sig selv materielt, fysisk, men hans forsøg bliver afvist, og Jesus kommer efter de fyrre dage fornyet tilbage til sin (u)almindelige tilværelse. På samme måde er fasten en fyrre dages prøvelsesperiode, som fører frem til fornyelsens store højtid påske og – med lidt held? – et fornyet syn på livet.

Lise Lotz, akademisk medarbejder