mandag den 1. marts 2010

Forskellige typer af hemmeligheder

Det' en hemmelighed IV:

Der er forskel på hemmeligheder. Noget er hemmeligt – fx hvad fætter Morten skal have i julegave – fordi der skal være et element af overraskelse inde over, når overraskelsen bliver afsløret. En julegavehemmelighed kan i princippet deles med alle UNDTAGEN fætter Morten. Det kan selvfølgelig være ret vigtigt, at hemmeligheden ikke slipper ud i utide, men der er sjældent tale om dybe eksistentielle hemmeligheder, når man selv har fundet på dem.

Så er der andre hemmeligheder – som fx at man har fundet ud af, at en veninde har haft en affære med en anden end sin faste kæreste – som straks bliver mere indviklede. Skal jeg afsløre min viden? Hvad betyder det for mig? Hvad betyder det for hende? Hvad betyder det for de andre implicerede? Vil det gøre mere skade end gavn, hvis jeg deler hemmeligheden med en eller flere andre? Kan jeg leve med at vide det, som jeg ved, eller er jeg nødt til – for min egen sjælefreds skyld – at lukke hemmeligheden ud i lyset? Måske kan man have en samtale med sig selv om disse spørgsmål; måske kan man dele sine overvejelser med en person, som man er helt fortrolig med.


Og så er der hemmeligheder, som er så hemmelige og dybe, at man end ikke overvejer at røbe dem for nogen. Måske har man knap nok røbet dem for sig selv. Det er hemmeligheder, som indeholder elementer af fx skam, rædsel, afsky eller frygt, og som har en karakter, der gør, at man er overbevist om, at en afsløring vil være ødelæggende. Hemmeligheder, som man er overbevist om, at man er alene om at have. Hemmeligheder, som man er overbevist om at man selv er skyld i at have pådraget sig. Hemmeligheder, som man er overbevist om at ingen andre vil kunne rumme eller forstå.

I november 2004 begyndte et bemærkelsesværdigt projekt i USA: Frank Warren opfordrede folk til at sende ham et anonymt – og meget gerne illustreret – postkort, hvor de helt kort afslørede en hemmelighed. Der var ingen begrænsninger for hemmelighedens indhold; kun skulle den være sand og man måtte ikke have fortalt den til nogen før.


Projektet, som hedder PostSecret, blev en kæmpesucces. Frank Warren modtog – og modtager stadig – tusindvis af hemmeligheder hver uge. Frank siger om grunden til at så mange vil dele deres hemmeligheder med ham: I think some people are looking to share a funny story, others want to talk about a secret kindness they performed but most people, I believe, are looking to better understand their own secrets and perhaps use this project as a first step in taking action upon their secrets.


Du er velkommen til at sende studenterpræsten et postkort…

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Ingen kommentarer: