Hvad er en hemmelighed egentlig – helt basalt?
Ordet hemmelighed kommer af ordet ”hjemlig” - fra tysk ”heimlich” - altså det, der hører til hjemmet, det der er fortroligt og skjult for fremmede. Der var en reklame for nogle år siden for ejendomsmæglerfirmaet Home, hvor forskellige kendte danskere gav deres bud på, hvad ”hjem” betød for dem. Jesper Klein sagde morsomt, men sandt, at ”hjem er der, hvor man klør, dér hvor det klør.”
Hjemme er der, hvor man – ideelt set – ikke har nogen hemmeligheder. Sygdomme, svagheder, menneskelige fejl og mangler kan luftes frit, og man kan være helt sig selv. Dem, som man deler hjem med, er en del af hjemligheden, og holder på hemmeligheden. Ideelt set. Set med ordbogens rene øjne.
For erfaringen og historien fortæller os jo, at de mest pinagtige og smertelige hemmeligheder er dem, der hersker indenfor hjemmets fire vægge. Når der er hemmeligheder, dér hvor de lige præcis ikke skulle være. Når dem, der burde dele hemmeligheden i fuld tillid, er dem, som man er nødt til at holde hemmeligheden fra – eller som har hemmeligheder, som de ikke deler.
Når der er hemmeligheder hjemme, kan vi i stedet – fx. med Freud – tale om at noget er ”unheimlich”: uhyggeligt. I essayet ”Das Unheimliche” fra 1919 arbejder Freud med det interessante i, at ”heimlich” både kan betyde hjemligt og hemmeligt. Unheimlich kan således tilsvarende betyde u-hjemligt og u-hemmeligt. Det uhyggelige består ifølge Freud i det, som er kendt og ukendt på samme tid. Når hemmeligheden anes.
Når hjemmet – hvad enten hjemmet forstås bogstaveligt eller som symbol for det trygge, tillidsfulde og velkendte, som vi skal bruge som basis for vores tilværelse - får en undertone af noget usagt, noget der kun fornemmes og ikke kan bringes frem i lyset, af noget, der måske – måske ikke – er en trussel, bliver livet urovækkende; hemmeligheden er ikke bare en sjov, skjult overraskelse, men kan være eksistentielt ødelæggende.
Tilliden til livet kan undergraves af hemmeligheder. Tilliden til ens egen opfattelse af virkeligheden kan modarbejdes af hemmeligheder. Af hemmeligheder, som man selv har i forhold til andre, og af hemmeligheder, som man fornemmer at andre har. Og ikke mindst af hemmeligheder, som man har for sig selv, inden for sin egen krops rammer, i den forstand, at de ikke er gjort kendte og hjemlige ved at blive iklædt ord.
Dette forårs opfordring skal lyde: del dine hemmeligheder! Klø på!
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Ordet hemmelighed kommer af ordet ”hjemlig” - fra tysk ”heimlich” - altså det, der hører til hjemmet, det der er fortroligt og skjult for fremmede. Der var en reklame for nogle år siden for ejendomsmæglerfirmaet Home, hvor forskellige kendte danskere gav deres bud på, hvad ”hjem” betød for dem. Jesper Klein sagde morsomt, men sandt, at ”hjem er der, hvor man klør, dér hvor det klør.”
Hjemme er der, hvor man – ideelt set – ikke har nogen hemmeligheder. Sygdomme, svagheder, menneskelige fejl og mangler kan luftes frit, og man kan være helt sig selv. Dem, som man deler hjem med, er en del af hjemligheden, og holder på hemmeligheden. Ideelt set. Set med ordbogens rene øjne.For erfaringen og historien fortæller os jo, at de mest pinagtige og smertelige hemmeligheder er dem, der hersker indenfor hjemmets fire vægge. Når der er hemmeligheder, dér hvor de lige præcis ikke skulle være. Når dem, der burde dele hemmeligheden i fuld tillid, er dem, som man er nødt til at holde hemmeligheden fra – eller som har hemmeligheder, som de ikke deler.
Når der er hemmeligheder hjemme, kan vi i stedet – fx. med Freud – tale om at noget er ”unheimlich”: uhyggeligt. I essayet ”Das Unheimliche” fra 1919 arbejder Freud med det interessante i, at ”heimlich” både kan betyde hjemligt og hemmeligt. Unheimlich kan således tilsvarende betyde u-hjemligt og u-hemmeligt. Det uhyggelige består ifølge Freud i det, som er kendt og ukendt på samme tid. Når hemmeligheden anes.
Når hjemmet – hvad enten hjemmet forstås bogstaveligt eller som symbol for det trygge, tillidsfulde og velkendte, som vi skal bruge som basis for vores tilværelse - får en undertone af noget usagt, noget der kun fornemmes og ikke kan bringes frem i lyset, af noget, der måske – måske ikke – er en trussel, bliver livet urovækkende; hemmeligheden er ikke bare en sjov, skjult overraskelse, men kan være eksistentielt ødelæggende.
Tilliden til livet kan undergraves af hemmeligheder. Tilliden til ens egen opfattelse af virkeligheden kan modarbejdes af hemmeligheder. Af hemmeligheder, som man selv har i forhold til andre, og af hemmeligheder, som man fornemmer at andre har. Og ikke mindst af hemmeligheder, som man har for sig selv, inden for sin egen krops rammer, i den forstand, at de ikke er gjort kendte og hjemlige ved at blive iklædt ord.
Dette forårs opfordring skal lyde: del dine hemmeligheder! Klø på!
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar