Det’ en hemmelighed… (I)

Semesterføljeton:

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Det kan der være mange grunde til. Det kan være fordi, man er så glad, at man er ved at sprænges og bare må fortælle den til nogen, eller det kan være fordi, det bare er så fristende at være den første, der fortæller noget om en veninde, som ingen andre vidste. Umiddelbart er det vel sådan, at det er ok at afsløre sine egne hemmeligheder. Det er straks lidt mere ømtåleligt med andres – det kan hurtigt blive til sladder.
Vi lever i en kultur, hvor det kan synes som om, vi har krav på at få indblik i alles hemmeligheder. Der tages ingen hensyn til, hvilke konsekvenser det egentlig har for de folk, der bliver afsløret. Ofte kan det måske være rimeligt nok: Stein Baggers havde vel ingen krav på at have sin hemmelighed for sig selv? Men hvad med jægersoldaterne, der skulle til Irak? Og så er der de mere personlige hemmeligheder. Har hele verden egentlig krav på at få at vide, at Britney Spears har et misbrug? Eller at Tom Cruise har været utro?

Vi føler en let fryd, når kendtes hemmeligheder bliver afsløret, og de bliver sat i en offentlig gabestok, hvor vi alle dømmer dem med vores moralske målestok. Men med hvilken ret sætter vi os til dommer over andre mennesker?

I Bibelen står der: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. For hvem kunne egentlig stå prøven i en sådan offentlig lynchning? Hvem har lyst til at få afsløret alle sine hemmeligheder?

Man kan ligefrem have hemmeligheder, som man har så svært ved at dele med nogen, at det ikke længere er en, der har hemmeligheden, men at det er hemmeligheden, der har en. På en gang tænker man på den hele tiden, men samtidig føles det som det mest umulige at dele med nogen.

Det kan være hemmeligheder, som man føler, vil afsløre en, eller som afslører ens nærmeste, og som man frygter andres reaktion på. At være alene med en sådan hemmelighed kan være noget af det mest ensomme. Men der er det underlige ved hemmeligheder, at man godt kan dele dem med nogen uden, at de ophører med at være hemmeligheder. Man kan indvie en fortrolig i sin hemmelighed, og så er man to om at bære den – men stadig som hemmelighed.

Som præst indvies man i mange hemmeligheder, måske fordi folk ved, at præsten ikke dømmer og har tavshedspligt. Kristendommen bliver ofte anklaget for at være fordømmende, fordi man tror, den handler om at leve moralsk og altid gøre det gode, ’at være hellig’. Men i virkeligheden udtrykker kristendommen en erkendelse af, at alle mennesker bærer på hemmeligheder, og derfor er der ingen mennesker – heller ikke præsten, der kan sætte sig til dommer over andre mennesker. At dele sin hemmelighed med en, som lytter uden at dømme, kan være en god begyndelse til at komme ud af det jerngreb, som en ubærlig hemmelighed kan holde en i. Det kan så at sige sætte en fri, fordi hemmeligheden på den måde ikke længere er herre over en.

Hvad hemmeligheder er for noget, og hvad det egentlig betyder at dele dem med andre, skal forårets føljetoner handle om.

Christine R. Thaning, studenterpræst

(Vikar for Nicolai Halvorsen indtil 15. april 2010)