Når man er forsker for eksempel på et universitet eller i en virksomhed, så er det, man helt basalt er drevet af, at afdække og afsløre det, der endnu er hemmeligt for os. Man vil afsløre kræftens gåde, alderdommens gåde, gåden om universets tilblivelse, hvorfor folk stemmer, som de gør, hvilke handelsruter vikingerne brugte osv, osv. Der ligger en kæmpe fascination i at få indblik i et endnu uopdaget felt, og samtidig har man som forsker en drøm om, at de opdagelser, man gør, kan få afgørende betydning for eftertiden – for en udenforstående er det ikke altid helt klart hvordan og hvorfor, men det er en anden sag.
For noget tid siden hørte jeg et program på P1 om forelskelse. Der deltog blandt andre en forsker, der havde været med til at løse gåden om, hvorfor vi bliver forelskede. Han redegjorde for, hvordan man havde fundet ud af, at vi udsender nogle feromoner, som det andet køn bliver tiltrukket af. Eller rettere sagt: Mennesker bliver tiltrukket af de mennesker, som de er i stand til at formere sig med, og det afslører feromonerne, om man er. Det kan være svært at mærke i en verden med parfume, røg og andre lugte, og derfor kysser vi for at udveksle feromonerne og så at sige smage os frem til, om, den anden er noget for os.
Denne meget biologiske udvælgelse har også de konsekvenser, at kvinder, der er tæt på deres ægløsning, bliver tiltrukket af mænd med firskåret kæbeparti, fordi de har flere mandlige kønshormoner. På andre tider af sin cyklus prioriterer kvinden andre ting såsom trofasthed og tryghed for at kunne blive forsørget – der har de mere rundhovede chancen.
Det var rigtig sjovt at høre, hvor rationelt og nytteorienteret, vi er indrettet – hvor dyriske vi i virkeligheden er, og det er sikkert helt ubetinget rigtigt. Gåden bag vores forelskelse og vores tiltrækning af nogen og ikke andre er løst, men er det virkelig hele hemmeligheden? Det er jo ikke fordi, man selv føler sig helt vildt truffet og føler, at nu kan man for første gang udtrykke, hvorfor man er sammen med sin kæreste. For kærligheden og forelskelsen er stadig omgæret af hemmelighedsfuldhed, mystik og fortryllelse.
Som mennesker lever vi i den underlige splittelse mellem på en gang at vide, at man er et uendelig banalt dyr med behov, og at man lever i en verden, der i hvert fald for en stor del kan kortlægges videnskabeligt, men samtidig tillægger man sit liv en betydning, som man slet ikke kan retfærdiggøre videnskabeligt for, og som man måske ikke engang altid er helt klar over. Det er det, vi kan kalde det eksistentielle perspektiv.
Det er ikke et perspektiv, der er i kamp med det mere naturvidenskabelige biologiske plan, for det er netop to perspektiver, der lever side om side. Det er godt at holde sig for øje og forelskelsen er et meget godt eksempel. Vi kan videnskabeligt kortlægge nok så mange sider af livet, men på det personlige plan er det ikke det, der gør livet meningsfuldt.
Meningen med vores liv kan stadig synes lige hemmelighedsfuldt og uforståeligt og som man aldrig bliver færdig med.
Christine R. Thaning, studenterpræst
For noget tid siden hørte jeg et program på P1 om forelskelse. Der deltog blandt andre en forsker, der havde været med til at løse gåden om, hvorfor vi bliver forelskede. Han redegjorde for, hvordan man havde fundet ud af, at vi udsender nogle feromoner, som det andet køn bliver tiltrukket af. Eller rettere sagt: Mennesker bliver tiltrukket af de mennesker, som de er i stand til at formere sig med, og det afslører feromonerne, om man er. Det kan være svært at mærke i en verden med parfume, røg og andre lugte, og derfor kysser vi for at udveksle feromonerne og så at sige smage os frem til, om, den anden er noget for os.Denne meget biologiske udvælgelse har også de konsekvenser, at kvinder, der er tæt på deres ægløsning, bliver tiltrukket af mænd med firskåret kæbeparti, fordi de har flere mandlige kønshormoner. På andre tider af sin cyklus prioriterer kvinden andre ting såsom trofasthed og tryghed for at kunne blive forsørget – der har de mere rundhovede chancen.
Det var rigtig sjovt at høre, hvor rationelt og nytteorienteret, vi er indrettet – hvor dyriske vi i virkeligheden er, og det er sikkert helt ubetinget rigtigt. Gåden bag vores forelskelse og vores tiltrækning af nogen og ikke andre er løst, men er det virkelig hele hemmeligheden? Det er jo ikke fordi, man selv føler sig helt vildt truffet og føler, at nu kan man for første gang udtrykke, hvorfor man er sammen med sin kæreste. For kærligheden og forelskelsen er stadig omgæret af hemmelighedsfuldhed, mystik og fortryllelse.
Som mennesker lever vi i den underlige splittelse mellem på en gang at vide, at man er et uendelig banalt dyr med behov, og at man lever i en verden, der i hvert fald for en stor del kan kortlægges videnskabeligt, men samtidig tillægger man sit liv en betydning, som man slet ikke kan retfærdiggøre videnskabeligt for, og som man måske ikke engang altid er helt klar over. Det er det, vi kan kalde det eksistentielle perspektiv.
Det er ikke et perspektiv, der er i kamp med det mere naturvidenskabelige biologiske plan, for det er netop to perspektiver, der lever side om side. Det er godt at holde sig for øje og forelskelsen er et meget godt eksempel. Vi kan videnskabeligt kortlægge nok så mange sider af livet, men på det personlige plan er det ikke det, der gør livet meningsfuldt.
Meningen med vores liv kan stadig synes lige hemmelighedsfuldt og uforståeligt og som man aldrig bliver færdig med.
Christine R. Thaning, studenterpræst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar