Gud Sønnen; lort og lagkage

Trosbekendelsen XIII

Vi tror på Jesus Kristus,

hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,

født af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til Dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,

siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Sådan beskrives den side af den kristne gud, som vi kalder Jesus, sønnen. I helt koncentreret form opridses de vigtigste highlights i hans jordiske liv omkranset af de mindst lige så afgørende forestillinger om, hvad der gik forud og skete bagefter.

Den centrale - og meget mærkelige - påstand er, at Jesus var både sandt Gud og sandt menneske. Begge dele fuldt ud. Det er jo ikke noget, som man kan argumentere for – eller imod for den sags skyld. Det er en sær og urimelig påstand, som man kan vælge at godtage eller ej. Med fornuftens fulde brug er det både fristende og oplagt at forkaste påstanden.

Én ting er, at tro på en himmelsk, overjordisk kraft, som vi vælger at kalde Gud – hvad enten vi er kristne, jøder eller muslimer – eller noget helt andet; det kan være svært og mærkeligt nok i sig selv. Men at tro på at selvsamme transcendente størrelse også er et menneske af kød og blod – det er alligevel skrap kost. Det er en sammenblanding af kategorier, der vil noget. Lort og lagkage. En velbegavet pornostjerne. Nationalsangen på en ny melodi.

Den slags sammenblandinger af ting, som helt intuitivt ikke hører sammen, har det med at vække vores afsky. Får os til at tage afstand. Til at protestere. Men måske kan vi transformere afskyen, afstanden og protesten til en undren. Til en ny overvejelse over, hvor grænserne for det mulige går. Måske kan vi lade den umulige cocktail åbne verden i stedet for at lukke den.

Men det kræver selvfølgelig en indsats ikke at blive stående ved forkastelsen, der byder sig selv til. Her tænker jeg ikke bare på en indsats, der går på at slå forstanden fra og blindt acceptere det urimelige. Det gør jeg også. Men jeg tænker ikke mindre på en indsats, der kræver, at den enkelte sætte hele sin kapacitet ind på at forsøge at finde sammenhæng, hvor sammenhæng ikke er indlysende. En anstrengelse på at åbne sind og krop for det som er uforståeligt - i tillid til at mening ikke nødvendigvis er meningen med livet.

Brug forstanden. Erfaringerne. Både de gode og de onde. Stol på, at den sammenhæng, som du ser, er din. Den kan udfordres og styrkes i mødet med de sammenhænge, som andre har fundet. Den kan nuanceres og udvikles i et samspil med flere mærkelige og urimelige påstande. Give it a try!

Rigtig god Kristi Himmelfartsdag!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen XII: Dommen

Af forskellige grunde har vi været fraværende i de sidste par uger.  Men vi er stadig i gang med forårssemestrets føljeton om trosbekendelsen. Sidst jeg skrev,  var det om himmelfarten, som vi jo skal fejre i næste uge. 

Men jeg lovede at vi skulle høre mere om dommen. For der står jo ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Der tales her om en kommende dommedag, sådan som man også kan læse om det i biblen. Bl.a. i  Matthæusevangeliet ( kap. 25,31-46) og ikke mindst i Johannes Åbenbaring, det sidste skrift i biblen, som er en vision om dommen og den nye begyndelse.  

Det kan virke underligt, at han også vil dømme de døde. Hvorfor det? Kunne man spørge, de er jo døde. Men tanken er den, at alle på dommens dag vil blive oprejst/opvækket. I middelalderen forstod man det ret konkret, hvilket kan ses på nogle kalkmalerier, hvor de døde står op fra deres gravsteder på kirkegården. 

Men det lyder faretruende med dommedag. Men sidst nævnte jeg i forbifarten, at dommedag var nødvendig, da denne verdens uretfærdighed ellers ville vinde.  Det er nok mere præcist at sige, at uretfærdigheden får lov at stå. Netop at uretfærdigheden ofte er uafvendelig, at det onde ikke kan gøre ugjort, dels kalder på en dom, men samtidig bliver vores menneskelige domme på en mærkelig måde utilfredsstillende. 

Vi kan dømme Breivik og det bør vi gøre, men det giver ikke ofrene  oprejsning.  De døde vender ikke tilbage, og lidelserne tages ikke væk. Vi kan forstå dommen som hævn, sådan med ordene fra Det gamle Testamente ”Øje for øje, tand for tand”.  Jeg har hørt, at det er en misforståelse, at det udtrykker en symmetrisk hævnfølelse, men sådan udlægges det gerne.  Også som argument for f.eks. dødsstraf (liv for liv), hvilket jeg ikke går ind for. For lever man efter dette ”øje for øje”, så bliver, som Mahatma Ghandi sagde, ”hele verden blind og tandløs”.  Tilgivelse og forsoning  var den anden udvej ifølge Ghandi.  Men kan man tilgive en Breivik?

Teologen K.E. Løgstrup har skrevet, at  en tilgivelsen af en massemorder eller lignende, vil være en hån mod ofrene. Kun den der kan genrejse ofrene og gøre deres liv nyt,  har magt til at tilgive. Dvs. at tilgivelse og forsoning har et transcendent perspektiv; de peger på en magt, der er større end døden.

Der kunne nok  argumenteres for tilgivelse og forsoning på anden vis, men vi må tilbage til dommen.  Det er en dom, hvori Guds tilgivelse allerede er indeholdt. Netop fordi det er Kristus, der skal dømme, ligger det, at der altid må være en åbning for benådning. Dommen må være der, men det er ikke sikkert vores forestillinger om straf er konsekvensen. Som Bono har sagt, ”I believe in Grace over Karma”.

Guds fred

Nicolai Halvorsen, studenterpræst 

Trosbekendelsen XI: Gud Fader - og noget om spørgsmål

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Sådan beskriver Trosbekendelsen Gud. Det er den gud, som kristne siger, at de (vi) tror på.

Det rejser nogle spørgsmål hos den kritiske og tænkende. Igen sidder man dér i saksen mellem et ønske om at sige tillidsfuldt ”ja tak” og et ønske om at forstå; om at vide, hvad der er i pakken, inden man modtager den.

Hvorfor er Gud en far og ikke en mor? Hvad hvis nu min far var hård, fraværende eller undertrykt? Betyder det noget for mit syn på Gud? Handler det om magt? På en upassende og kønsdiskriminerende måde? Eller er det ”bare” en gammel talemåde, som vi kan tage til os uden at gå på kompromis med vores moderne tankesæt?

Hvad betyder det, at Gud er almægtig? Kunne han have standset Breivik? Kunne han have ladet Hr. Møller leve til han blev 100? Kunne han have gjort vejret endnu bedre på Daisys fødselsdag? Er det i hans magt – almagt – at påføre eller fjerne smerte fra mit liv? Fra dit liv? Hvorfor gør han det så ikke? Er der en pointe med ondskab, død og dårligt vejr? Skal man være masochist for at være kristen? Hvad vil det sige, at Gud har skabt himmelen og jorden? Er evolutionen ikke en kendsgerning?

Skal man skrue hovedet af, for at kunne tro? Og hvad er det med alt det himmelsnak? Kan vi ikke blive enige om at kalde ”op” for atmosfæren, verdensrummet, det tomme rum? Næste stop bliver vel engle – og nisser?

Spørgsmålene må være begyndelsen – og måske også slutningen. Svarene er i min optik mindre vigtige. Somme tider viser det sig nemlig, at når man har undret sig, tænkt og overvejet for og imod, så kan man slippe trangen til at få klare svar. Det dæmrer måske, at livet ikke er en ligning med et resultat, som man kan slå to streger under og sige ”Færdig!” om. Det er Gud et udtryk for.

Det er udfordrende, måske ligefrem provokerende, at tænke sådan for rigtig mange mennesker – ikke mindst for kristne, der er kristne på en anden måde, og som ser kristendommen og troen på den kristne Gud som SVARET, ikke spørgsmålet.

Marsforskeren Jens Martin Knudsen udtrykte noget i retning af, at videnskaben udtrykker det store spørgsmål ”Hvad?” Kristendommen forsøger at indkredse det mindst lige så store ”Hvorfor?”

De to ben i saksen mødes uden at vi bliver klippet midt over. Hvis vi kan. Hvis vi vil. Hvis vi tør.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen X: Opfaret til himmels...

Glædelig påske!

Studenterpræsten fejrer opstandelsen med  chokoladebønnernes genkomst. Nu kan man atter få chokolade i stedet for det tørre brød. Men mennesket lever ikke af brød og chokolade alene; men også af ånd. Jeg håber derfor at kunne levere lidt åndelig føde i denne klumme. 

Før påske fik jeg skrevet om det centrale i kristendommen og i trosbekendelsen, at Gud måtte blive menneske og hvorfor det gav mening at han måtte dø og hvad opstandelsen betød.

Derfor er vi nu nået til de sære ord ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.” 

Himmelfarten set nedefra - med Dalis øjne.

Om ikke så længe har vi en helligdag, der hedder Kristi himmelfart og den ligger altid på en torsdag. Det er fordi, den altid ligger 40 dage efter påskedag, som altid er en søndag. Ifølge det skrift i biblen som hedder  Apostlenes gerninger, så var Jesus på jorden i 40 dage efter opstandelsen påskemorgen, men en dag gik han uden for byen og blev taget op i himlen.  Det er bl.a. afbilledet på den fine altertavle i Skt. Johannes kirke nede på Skt. Hans Torv.

   

Men hvorfor skulle han fare op til himlen og sidde ved Gud faders højre hånd. Jeg vil foreslå at man tager himmelfarten som et lavpraktisk problem. Han kunne ikke dø, for han var død og opstået i en udødelig form. Han måtte vende tilbage til faderen, til livets kilde.

I samtiden havde man den forestilling at Guds sted var i himlen, Jahve var en gammeltordengud, der også i Det gamle Testamente skjulte sig i skyer og åbenbarede sig på bjergtoppe. En af de gammeltestamentlige profeter – Elias – var tilmed blevet taget op til Gud i en ildvogn  (2. Kongebog kap, 2, v.10), så derfor var det ret oplagt at det gik den vej.

Sedes ad dexteram patris.

Jeg mener dog man ikke skal hænge sig for meget i detaljerne. Det afgørende er at Jesus er hos Gud, Faderen, hvilket udtrykkes ved, at han sidder ved den højre hånd. Det er et symbol. Den højre hånd er magtens hånd, den man slår med (vi kan her se, at Gud ikke er venstrehåndet). Dvs. at Jesus har nu fået del i Guds almagt. Men det er betegnende, at denne position ved almagten umiddelbart knyttes sammen med den kommende dom. Gud bruger ikke sin almagt til at fikse verden til at være et godt og retfærdigt sted efter vores utopiske drømme.  

Hvorfor han ikke fra begyndelsen gjorde det, ved jeg ikke; men det kunne være fordi han tillod verden og mennesket lidt handlefrihed. Det skal man åbenbart passe på med. Men derfor må der også være en dom, for ellers ville uretfærdigheden vinde. Men mere om det senere.

Guds fred!

Nicolai Halvorsen, studenterpræst