Gud Sønnen; lort og lagkage

Trosbekendelsen XIII

Vi tror på Jesus Kristus,

hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,

født af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til Dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,

siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Sådan beskrives den side af den kristne gud, som vi kalder Jesus, sønnen. I helt koncentreret form opridses de vigtigste highlights i hans jordiske liv omkranset af de mindst lige så afgørende forestillinger om, hvad der gik forud og skete bagefter.

Den centrale - og meget mærkelige - påstand er, at Jesus var både sandt Gud og sandt menneske. Begge dele fuldt ud. Det er jo ikke noget, som man kan argumentere for – eller imod for den sags skyld. Det er en sær og urimelig påstand, som man kan vælge at godtage eller ej. Med fornuftens fulde brug er det både fristende og oplagt at forkaste påstanden.

Én ting er, at tro på en himmelsk, overjordisk kraft, som vi vælger at kalde Gud – hvad enten vi er kristne, jøder eller muslimer – eller noget helt andet; det kan være svært og mærkeligt nok i sig selv. Men at tro på at selvsamme transcendente størrelse også er et menneske af kød og blod – det er alligevel skrap kost. Det er en sammenblanding af kategorier, der vil noget. Lort og lagkage. En velbegavet pornostjerne. Nationalsangen på en ny melodi.

Den slags sammenblandinger af ting, som helt intuitivt ikke hører sammen, har det med at vække vores afsky. Får os til at tage afstand. Til at protestere. Men måske kan vi transformere afskyen, afstanden og protesten til en undren. Til en ny overvejelse over, hvor grænserne for det mulige går. Måske kan vi lade den umulige cocktail åbne verden i stedet for at lukke den.

Men det kræver selvfølgelig en indsats ikke at blive stående ved forkastelsen, der byder sig selv til. Her tænker jeg ikke bare på en indsats, der går på at slå forstanden fra og blindt acceptere det urimelige. Det gør jeg også. Men jeg tænker ikke mindre på en indsats, der kræver, at den enkelte sætte hele sin kapacitet ind på at forsøge at finde sammenhæng, hvor sammenhæng ikke er indlysende. En anstrengelse på at åbne sind og krop for det som er uforståeligt - i tillid til at mening ikke nødvendigvis er meningen med livet.

Brug forstanden. Erfaringerne. Både de gode og de onde. Stol på, at den sammenhæng, som du ser, er din. Den kan udfordres og styrkes i mødet med de sammenhænge, som andre har fundet. Den kan nuanceres og udvikles i et samspil med flere mærkelige og urimelige påstande. Give it a try!

Rigtig god Kristi Himmelfartsdag!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder