Studenterpræsten: Et alternativ eller et supplement? Opsamling og tilføjelser IV

De ti bud i 2011

Nu har studenterpræsten og jeg beskæftiget os med de ti bud i et helt semester. Du synes måske stadig, at de er antikverede og formynderiske, og hvis du gør, er du ikke den eneste.

Den engelske evolutionsteoretiker, ateist og humanist Richard Dawkins har i hvert fald gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man i kort form kan opliste ti gode leveregler, og i bogen ”The God Delusion” (Illusionen om Gud) giver han følgende bud:

1. Do not do to others what you would not want them to do to you
2. In all things, strive to cause no harm
3. Treat your fellow human beings, your fellow living things, and the world in general with love, honesty, faithfulness and respect.
4. Do not overlook evil or shrink from administering justice, but always be ready to forgive wrongdoing freely admitted and honestly regretted.
5. Live life with a sense of joy and wonder
6. Always seek to be learning something new
7. Test all things; always check your ideas against the facts, and be ready to discard even a cherished belief if it does not conform to them.
8. Never seek to censor or cut yourself off from dissent; always respect the right of others to disagree with you.
9. Form independent opinions on the basis of your own reason and experience; do not allow yourself to be led blindly by others.
10. Question everything

Meget sympatiske regler, synes jeg. Og et fremragende supplement til de originale ti bud. Man kan aldrig få at vide for tit, at man skal tænke sig om, være aktivt, kritisk og nysgerrigt til stede i sin egen tilværelse og i det hele taget leve så godt og ordentligt, som man kan. Thumbs up til Dawkins for den påmindelse.

Hans alternative ti bud har selvfølgelig også nogle svagheder, som i sidste ende kan blive en belastning eller begrænsning, for den, som følger hans regler. Jeg vil her bare nævne en enkelt.

Dawkins’ regler sætter individet helt og aldeles enerådende i centrum for alting. Det er der naturligvis al mulig god grund til at gøre, for det er jo sådan, at vi erfarer verden gennem vores egne øjne og ører, vores egen forstand, vores egen krop – og ikke nogen andres. Vi ER centrum for vores erfaringer.

Men jeg har med egne øjne og ører, forstand og krop erfaret, at det er i mødet med det, som er noget andet end mig, at jeg for alvor opdager, hvem jeg er og hvad mine erfaringer egentlig fortæller mig. Og jeg forestiller mig, at andre har gjort lignende erfaringer: jeg bliver først for alvor mig selv i mødet med det, som ikke er mig selv.

Det er Dawkins ikke blind for i sine bud ved fx at se positivt på uenighed og ny viden, men i et svagt øjeblik kunne hans jeg-fokus måske alligevel få én til at glemme vigtigheden af det andet. Hvad enten det så er den ydre verden i almindelighed, et andet menneske eller ligefrem det, som vi vælger at kalde det guddommelige.

Der bliver ikke meget plads til blik for - eller ligefrem taknemmelighed for - det, som det/den/de anderledes bidrager med i vores tilværelse; alt det gode, som vi modtager – ofte helt og aldeles ufortjent, og det giver i mine øjne en lidt indskrænket relation med livet.