”Fy, fy, skamme, skamme” er en klassiker fra 80’erne. Der er vel nok mange ting man ikke må, når man er barn i en pæn familie. Og de ting, som man må, er der ikke meget sjov ved.
Må man tegne på tapetet? Må man slå en masse prutter?
Må man hænge i gardinet og hælde mælk på stolen?
Må man spise alle blomsterne og vælte bogreolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?
Må man tisse i klaveret? Må man sludre, må man vrøvle?
Må man vaske sig med kaffe og komme mel i huen?
Må man gi' grammofonen ble på og tøm' mudder ind i stuen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?
Må vi godt la' vær' og svine? Må vi sidde musestille?
Må vi gerne vaske hænder? Må vi godt la' vær' at spilde?
Må vi sige nej til kager men ja til torskerognen?
Må vi syn's at far er dygtig når han vasker Folkevognen?
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
Næ sikke fin fin ja ja meget fin
stor stor klap klap fin fin flot flot
det var godt - Nå det må vi godt
Må man skrige højt og tude for at få en ekstra kage?
Må man hælde sovs i sengen og tørre op med kjolen?
Må man gi' sin undulat et ord'ntligt strint med vandpistolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?
Er det sådan, de ti bud er? Alt det sjove er forbudt og det kedelige er det, som vi må, skal og bør? Er det mon derfor, at det kan trække overskrifter, når en undersøgelse viser, at kristne fx snyder lige så meget som ”almindelige” mennesker? Altså at det er en almindelig forestilling, at troende rent faktisk overholder de regler, som deres tro stiller frem? Og sover med hænderne over dynen? Tro om igen!
En hovedpointe i kristendommen er en erkendelse af at vi er mennesker, ikke guder. Vi har muligvis guddommelige øjeblikke, men i det store perspektiv er vi ikke i stand til kun at gøre det gode. Vi fejler. De fleste af os gør os umage med vores liv, men vi fejler alligevel. ” … det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19)
Mon ikke de fleste af os kan genkende den fornemmelse? At man gerne ville gøre noget, men kom til at gøre noget andet. Råbe af kæresten i stedet for at tage det roligt. Drikke øl i stedet for at studere. Tage på stranden i stedet for at ringe til mor på Mors Dag. Store ting. Små ting.
Og betyder det så, at vi er dømt ude? Nej, det betyder lige netop, at vi er dømt inde. Betyder det så, at man kan tillade sig hvad som helst? Nej, det betyder det sådan set ikke. Det er ikke en pointe, at man skal være ligeglad, og at alt er tilladt. Den totalt irriterende og besværlige mellemvej, som er pointen, handler om at åbne øjnene; om at se sin begrænsning, sin sårbarhed og sin afhængighed af det, som er udenfor en selv.
Det kan de ti bud hjælpe med til. Vi – og buddene - må gerne stille krav til os og til vores indsats i tilværelsen, men vi må også gerne tage imod den lettelse det er at vide, at vi er elskede, selvom vi maler os med øllebrød, tigger og plager og glemmer at sige ja til torskerogn.
 |
| Billedet udlånt af www.fiskehuset.com. Tak! |
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar