Hemmeligheden eller kend dig selv

Det’ en hemmelighed (X)

Kend dig selv – sådan lyder et gammelt græsk ord. Det stod over Apollontemplet i byen Delfi det gamle Grækenland. En klog opfordring, men er den ikke overflødig? Kender vi ikke udmærket os selv? Mere end vi kender andre i hvert fald. Nogle gange kender vi måske os selv lidt for godt. Eller der er sider af os selv, vi ved om og ikke bryder os om.

Vejen til et sundt sind, går gennem integration af de forskellige sider i os selv. Vi må lære at acceptere de mere ubehagelige sider i os, netop for at de ikke skal tage magten fra os. Men selv om det lykkes, så tror jeg ikke vi kan kende os selv fuldstændigt.

Der foregår en række ting i os selv, som vi ikke kender til. Videnskaben – bl.a. lægevidenskaben – forsøger at finde ud af disse hemmeligheder, for at kunne helbrede sygdomme. Om vi nogensinde får åbenbaret alle kroppens hemmeligheder er et godt spørgsmål, jeg tvivler på at vi kommer til at forstå hjernen til bunds. Og jeg er sådan set også en smule skræmt over konsekvenserne, hvis vi kunne.

Jeg tvivler på at vi ville kunne administrere en fuld kontrol over vores sind. Selvom det netop var ens sind man efter det græske visdomsord burde kende. Selverkendelse er en god ting, men total selverkendelse formentlig en illusion og i hvert fald ikke ønskelig. At det er en illusion kunne begrundes med, at vi ikke er statiske væsner. Vi forandrer os i samspil med omgivelser og historie. Derfor kan man ikke kende sig selv fuldstændigt før man kender hele sin historie. Og hvad det man betyder for andre? Hører det med? Er jeg kun det jeg betyder for mig selv?

Kristeligt set er dette udtryk for synd: at være sig selv nok. At være lukket inde i sig selv. Sandheden om os selv er at vi er mere end os selv. Fuldstændige bliver vi i kærligheden. Der overskrider vi os selv og der bliver vi os selv. Men selv i den fuldkomne kærlighed er der et mysterium.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Pinsehemmelighed

Det' en hemmelighed IX

Forårets føljeton om hemmeligheder er ved at rinde ud. Eksamenstiden nærmer sig.

På falderebet vil jeg afsløre en hemmelighed; sig det endelig ikke til andre… Jeg har hørt, hviske, hviske, at der er lovet fri bar til studenterpræstens pinsefrokost, tys, tys, fredag den 21. maj kl. 13, hvis StudenterMenigheden den dag, tiske, tiske, er nået op på 150 venner på Facebook. I dag er der 130. Det er altså top-secret…

Frokosten koster kun kr. 50, så det kunne blive indledningen til en god og billig pinsebimmelim… Man skal melde sig til frokosten på lotz@adm.ku.dk eller på Facebook senest den 18. maj, og du kan læse mere om frokosten på Facebook.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Mangel på hemmeligheder

Det’ en hemmelighed (VIII)

Nu er jeg tilbage fra studieorlov, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været godt. Men tre måneder går hurtigt.

Jeg har arbejdet på et bogprojekt om religionskritik og ateisme, noget jeg gerne vil sige mere om; men det falder uden for emnet her. Det har ikke meget med hemmeligheder at gøre. Der kommer dog nok noget med om kristendommens mysterium, og hvordan det skal forstås. Men den del er ikke gennemarbejdet endnu. Det er om ikke hemmeligt, så stadig tåget for mig selv.

Men jeg kunne have lyst til at tale lidt om nutidens mangel på hemmeligheder. Jeg er jo efterhånden gammel, i hvert fald gammel nok til, at have haft en barndom uden computere og en ungdom uden mobiltelefoner. Dengang var der også meget få overvågningskameraer, og der var ikke noget reality TV. Der var i det hele taget meget lidt TV. Jeg tror ikke der var færre hemmeligheder end nu, men grænserne mellem det offentlige og private var anderledes.

I dag er vores liv meget mere offentligt eller i hvert fald mere eksponeret til større grupper. I kraft af Facebook ved jeg mere om, hvad mere perifere venner foretager sig end før. Og selvom jeg ikke ser Paradise Hotel, så ved jeg, at det som det meste andet reality TV forsøger at filme alt, hvad deltagerne laver. Der skal helst ikke være noget hemmeligt.

Men jeg tror ikke man lærer personerne at kende. De spiller roller, ligesom vi gør det på Facebook. Jeg har ikke set nogen interessante hemmeligheder på Facebook. Muligvis kunne efterretningstjenesten finde ud af mere om mange af os, end før vi blev digitale og mobile; men i al almindelighed har vi stadig masser af hemmeligheder. Og det er godt.

Selvfølgelig kan hemmeligheder blive for belastende. Så kan det som nævnt tidligere i denne sammenhæng være godt, at kunne dele sine byrder, sin skam og sine traumer med en, der vil lytte og som holder mund. Men på den anden side, så mener jeg, det er godt at have hemmeligheder. Små hemmeligheder eller måske store, men netop betydningsfulde fordi de er hemmelige. Ikke fordi de er handler om ulovligheder, om laster eller synder, men måske fordi de handler om noget der er godt og smukt. Men mest fordi vi bliver så flade og kedelige uden hemmeligheder.

Trangen til gennemsigtighed og åbenhed har en grænse. Det kan være fint nok i forvaltningen, men gennemsigtige personer er jo uspændende. Vi er jo netop spændende for hinanden, fordi vi er gådefulde.
Nok skal sandheden åbenbares engang, men ”endnu ser vi i et spejl, i en gåde”. (1. Kor., 13, 12)

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Retten til at dele sine hemmeligheder (VII)

Det er ikke sikkert, man lige ved det, men i vores samfund er det faktisk sådan, at alle har ret til at have en at dele sine inderste hemmeligheder med. Det er jo ikke sikkert, man vil gøre brug af det, men muligheden skal være der.

For noget tid siden talte jeg med en fængselspræst i Anstalten Herstedvester. Det er et fængsel for de allersvageste fanger, der har psykiske problemer eller har begået forbrydelser, der umuliggør, at de afsoner deres straf i et ’normalt’ fængsel - pædofile eller barnemordere. Han fortalte om sit arbejde og bl.a. om den helt specielle status, han har i fængslet. Til forskel fra alle andre ansatte er fængselspræsten fritaget fra på nogen måde at udtale sig om de indsatte.

Når man skal vurdere om en indsat kan prøveløslades, fortalte præsten, så spørger man alle de ansatte, der har haft kontakt med vedkommende. Man spørger personalet, fængselsbetjentene, psykologen og psykiateren. De skal for eksempel udtale sig om, hvorvidt de mener, den indsatte vil begå ny kriminalitet ved en løsladelse, eller om man vil vurdere, at den fængslede kan løslades og i så fald på hvilke vilkår. Den eneste, man ikke spørger, er præsten. Det får de nemlig ikke noget ud af, for præstens tavshedspligt gør, at han ikke må udtale sig.

Præsten er på den måde den eneste, som de indsatte virkelig kan betro sig til uden at være bange for at skade deres egen sag. Det kan synes mærkeligt, at man i samfundet accepterer at have en instans, der kan sidde inde med vigtige oplysninger, nogle hemmeligheder, som man ikke har lov til at udspørge ham om.

Det kan jo i yderste konsekvens være, at præsten ved, at den pædofile har fantasier om at gå ud og misbruge flere børn eller at en voldelig psykopat har planer om et mord. Men det er som om man fra fængslets side og dermed fra samfundets side godt ved, at alle har brug for en fortrolig, hvis opgave ikke er at skrive rapporter eller på anden måde bedømme dem og deres egnethed som samfundsborgere.

Fængselspræsten ved jo godt, at det er nødvendigt for et samfund at håndhæve loven og at et samfund, som ikke gjorde det, hurtigt ville gå i opløsning. Men omvendt respekterer samfundet også præstens udgangspunkt, nemlig det synspunkt, at et menneske altid er mere end, hvad loven siger om det. Også den dømte er jo et menneske og ikke bare en sag eller et tilfælde for loven.

Men mon ikke også, der ligger den lidt mere nøgterne overvejelse bag, at man fra samfundets side godt ved, at den hemmelighed, der for den indsatte kan synes for horribel til at dele med nogen, som har indflydelse på ens videre skæbne og mulige løsladelse, måske kan blive mindre af, at man alligevel har mulighed for at dele den med en.

På den måde bliver præstens rolle jo på sin vis at holde forbryderen fast på, at han ikke er et uhyre, hvis tanker ikke tåler dagens lys, men er et menneske og dermed fortjener at blive behandlet som et, men også at leve op til det. At kunne sige det man tænker på og frygter højt uden at være på vagt er måske det første skridt til at begynde at arbejde med det.

For sådan er det med de hemmeligheder, man ikke selv er for stolt af. De kan vokse og blive alt for store, hvis man ikke har nogen at dele dem med. Vi skal være glade for at bo i et samfund, som ved det, og som har sikret, at alle har mulighed for i hvert fald at have en at dele sin hemmelighed med lige meget hvem og hvor, man er.

Christine R. Thaning, studenterpræst

Gode og dårlige hemmeligheder

Det' en hemmelighed V

Søren Fauli sagde det så klart og tydeligt i Mads & Monopolet (radioprogram på DR’s P3 som podcastes) i lørdags: der er gode hemmeligheder og der er dårlige hemmeligheder. De gode er dem, som du får det godt af at tænke på; de dårlige er dem, som du får det dårligt af at tænke på. Og de dårlige gælder det om at fortælle til andre. Det hjælper.

Sådan! Enkelt og klart. Søren Fauli har lært sine børn denne skelnen, og det er da også en skelnen som fx bruges i foreningen Børns Vilkår. Det er en skelnen, som er god at give videre til børn, men mange voksne har måske også brug for at få gjort det klart, at de forskellige typer af hemmeligheder skal behandles forskelligt.

Problemet er selvfølgelig, at det kan være rigtig svært at dele dårlige hemmeligheder. Hvis jeg har en rigtig dårlig hemmelighed, får den mig jo netop til at få det rigtig dårligt ved at tænke på den, og så er der en vis risiko for, at jeg prøver at undgå at tænke aktivt på den. Og når en dårlig hemmelighed bliver skubbet ud i bevidsthedens mørke, så er der også en vis risiko for, at jeg slet ikke er i stand til at tale om den.

Det første – ofte besværlige og smertefulde – trin hen imod at komme en dårlig hemmelighed til livs er altså i første omgang at turde tænke på den, selvom man får det dårligt af det.

Næste omgang kan være at dele hemmeligheden.

Og her kommer studenterpræsten ind som en mulighed. Studenterpræsten er en mester i at lytte til dårlige hemmeligheder. Ansat til og trænet i at rumme urummelige historier. Præsten er øvet i at skabe rum, hvor hemmeligheder kan blive røbet, delt, erkendt, talt om, få sat ord på.

Du er velkommen!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forskellige typer af hemmeligheder

Det' en hemmelighed IV:

Der er forskel på hemmeligheder. Noget er hemmeligt – fx hvad fætter Morten skal have i julegave – fordi der skal være et element af overraskelse inde over, når overraskelsen bliver afsløret. En julegavehemmelighed kan i princippet deles med alle UNDTAGEN fætter Morten. Det kan selvfølgelig være ret vigtigt, at hemmeligheden ikke slipper ud i utide, men der er sjældent tale om dybe eksistentielle hemmeligheder, når man selv har fundet på dem.

Så er der andre hemmeligheder – som fx at man har fundet ud af, at en veninde har haft en affære med en anden end sin faste kæreste – som straks bliver mere indviklede. Skal jeg afsløre min viden? Hvad betyder det for mig? Hvad betyder det for hende? Hvad betyder det for de andre implicerede? Vil det gøre mere skade end gavn, hvis jeg deler hemmeligheden med en eller flere andre? Kan jeg leve med at vide det, som jeg ved, eller er jeg nødt til – for min egen sjælefreds skyld – at lukke hemmeligheden ud i lyset? Måske kan man have en samtale med sig selv om disse spørgsmål; måske kan man dele sine overvejelser med en person, som man er helt fortrolig med.


Og så er der hemmeligheder, som er så hemmelige og dybe, at man end ikke overvejer at røbe dem for nogen. Måske har man knap nok røbet dem for sig selv. Det er hemmeligheder, som indeholder elementer af fx skam, rædsel, afsky eller frygt, og som har en karakter, der gør, at man er overbevist om, at en afsløring vil være ødelæggende. Hemmeligheder, som man er overbevist om, at man er alene om at have. Hemmeligheder, som man er overbevist om at man selv er skyld i at have pådraget sig. Hemmeligheder, som man er overbevist om at ingen andre vil kunne rumme eller forstå.

I november 2004 begyndte et bemærkelsesværdigt projekt i USA: Frank Warren opfordrede folk til at sende ham et anonymt – og meget gerne illustreret – postkort, hvor de helt kort afslørede en hemmelighed. Der var ingen begrænsninger for hemmelighedens indhold; kun skulle den være sand og man måtte ikke have fortalt den til nogen før.

Projektet, som hedder PostSecret, blev en kæmpesucces. Frank Warren modtog – og modtager stadig – tusindvis af hemmeligheder hver uge. Frank siger om grunden til at så mange vil dele deres hemmeligheder med ham: I think some people are looking to share a funny story, others want to talk about a secret kindness they performed but most people, I believe, are looking to better understand their own secrets and perhaps use this project as a first step in taking action upon their secrets.

Du er velkommen til at sende studenterpræsten et postkort…

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Det' en hemmelighed III

Når man er forsker for eksempel på et universitet eller i en virksomhed, så er det, man helt basalt er drevet af, at afdække og afsløre det, der endnu er hemmeligt for os. Man vil afsløre kræftens gåde, alderdommens gåde, gåden om universets tilblivelse, hvorfor folk stemmer, som de gør, hvilke handelsruter vikingerne brugte osv, osv. Der ligger en kæmpe fascination i at få indblik i et endnu uopdaget felt, og samtidig har man som forsker en drøm om, at de opdagelser, man gør, kan få afgørende betydning for eftertiden – for en udenforstående er det ikke altid helt klart hvordan og hvorfor, men det er en anden sag.

For noget tid siden hørte jeg et program på P1 om forelskelse. Der deltog blandt andre en forsker, der havde været med til at løse gåden om, hvorfor vi bliver forelskede. Han redegjorde for, hvordan man havde fundet ud af, at vi udsender nogle feromoner, som det andet køn bliver tiltrukket af. Eller rettere sagt: Mennesker bliver tiltrukket af de mennesker, som de er i stand til at formere sig med, og det afslører feromonerne, om man er. Det kan være svært at mærke i en verden med parfume, røg og andre lugte, og derfor kysser vi for at udveksle feromonerne og så at sige smage os frem til, om, den anden er noget for os.

Denne meget biologiske udvælgelse har også de konsekvenser, at kvinder, der er tæt på deres ægløsning, bliver tiltrukket af mænd med firskåret kæbeparti, fordi de har flere mandlige kønshormoner. På andre tider af sin cyklus prioriterer kvinden andre ting såsom trofasthed og tryghed for at kunne blive forsørget – der har de mere rundhovede chancen.

Det var rigtig sjovt at høre, hvor rationelt og nytteorienteret, vi er indrettet – hvor dyriske vi i virkeligheden er, og det er sikkert helt ubetinget rigtigt. Gåden bag vores forelskelse og vores tiltrækning af nogen og ikke andre er løst, men er det virkelig hele hemmeligheden? Det er jo ikke fordi, man selv føler sig helt vildt truffet og føler, at nu kan man for første gang udtrykke, hvorfor man er sammen med sin kæreste. For kærligheden og forelskelsen er stadig omgæret af hemmelighedsfuldhed, mystik og fortryllelse.

Som mennesker lever vi i den underlige splittelse mellem på en gang at vide, at man er et uendelig banalt dyr med behov, og at man lever i en verden, der i hvert fald for en stor del kan kortlægges videnskabeligt, men samtidig tillægger man sit liv en betydning, som man slet ikke kan retfærdiggøre videnskabeligt for, og som man måske ikke engang altid er helt klar over. Det er det, vi kan kalde det eksistentielle perspektiv.

Det er ikke et perspektiv, der er i kamp med det mere naturvidenskabelige biologiske plan, for det er netop to perspektiver, der lever side om side. Det er godt at holde sig for øje og forelskelsen er et meget godt eksempel. Vi kan videnskabeligt kortlægge nok så mange sider af livet, men på det personlige plan er det ikke det, der gør livet meningsfuldt.

Meningen med vores liv kan stadig synes lige hemmelighedsfuldt og uforståeligt og som man aldrig bliver færdig med.

Christine R. Thaning, studenterpræst